– Hvordan ligger det nu med politikernes bevægelsesfrihed?
Sådan spurgte nogle af de unge, der overvejede om de skulle stille op ved valgene til de politiske forsamlinger.
– Hvad er folketingets handlemuligheder, og byrådenes, hvilke redskaber har de til rådighed, hvad er de forpligtet til og hvad er de bundet af?
– I landspolitikken har man nationen, blev der svaret, – det handler om hvad en nation skal kunne, indad for landets indbyggere, udad i forholdet til andre lande. I lokalpolitikken lidt af det samme, bortset fra det med udad. Det fælles for lands- og lokalpolitik er at se på opgaver, på ønsker og på muligheder. Opgaverne og ønskerne har i princippet ikke andre begrænsninger end dem som afstikkes af mulighederne, og mulighederne afstikkes af lovgivningen og økonomien. For kommunerne f.eks. af budgetterne. De fleste af politikerne, de passive og tilbageholdende, ser deres opgave i at prioritere mellem de givne opgaver inden for den givne økonomiske ramme, som de siger. Så må de beskære initiativerne, især de omkostningstunge, så budgettet kan holde. De mere idérige og visionære af politikerne ser både på opgaverne og rammerne, vil gerne flytte på dem, skubbe rundt mellem ønskerne, sortere dem efter kvalitet og nyttevirkning for samfundet, og tilpasse de økonomiske rammer. Det kan se lidt hjælpeløst ud, når de i virkeligheden kun har de ganske få knapper at skrue på, lovene og pengene, i kommunerne kun pengene. Og de politiske forlig som andre har indgået før dem selv.
Men så må man jo se på hvad det er de vil udrette med de love og med de penge og budgetter de har at gøre med. Det kan være de vil forbedre nogle servicefunktioner, skabe en velfungerende ældresektor, sundhedssektor eller folkeskole. Hvis man vil det må man også tage højde for dem der er ligeglade med funktioner og sektorer og bare vil gøre noget for de ældre, de syge og børnene, som de mener ikke behøver koste noget, for pengene ligger nu bedst i borgernes lommer, som de siger, og der ligger de så godt at det kan være svært at få dem op igen. Alle er enige om at der må gøres noget for retssikkerheden, for de handicappede, for de hjemløse og for de værdigt trængende, som det hed dengang man også havde uværdigt trængende. Ja, dobbeltmoralen har altid haft gode tider, i dag er det vist de fremmede, flygtningene og asylansøgerne der anses som uværdige, trængende eller ej. Så må de stakkels politikere, med kun ganske få knapper at skrue på, se hvad man kan gøre ved det, og finde ud af hvad man kan gøre ud fra mulighederne, uden absolut at ødelægge det man gerne ville forbedre. En ting man i hvert fald ikke kan komme udenom, er at afstemme ressourcerne efter behovet, det vil meget ofte sige at opjustere personalenormeringer og stimulere rekrutteringen til de hensygnende fagområder efter nogle bestemte principper. Man kan måske bremse denne hensygnen af et eller flere fagområder ved at gøre dem mere attraktive, styrke deres renommé og respekt i befolkningen, give dem mere prestige, det vil altsammen øge tilstrømningen til fagområdet, men det kan ikke gøres med løse hensigtserklæringer alene, med annoncer, hvervekampagner og respektfuld omtale, man skal også yde en bedre honorering på området, stille lønforholdene i realistisk forhold til den nødvendige løsning af de samfundskritiske opgaver, som skal løses indenfor de pågældende fagområder.
Der findes andre fagområder og hele brancher, som ikke har andet formål end at berige deres udøvere. Det står enhver frit for at ernære sig gennem selvstændig virksomhed i brancher, som kan fungere i et frit marked. Men hvis en aktivitet ikke gør anden nytte end at tilvejebringe et beskatningsgrundlag, kan den uden problemer erstattes af en anden. Helt anderledes med de samfundskritiske funktioner, indenfor bl.a. sundhed, uddannelse, sikkerhed og socialsektorerne, her kan hele fagområder ikke bare nedlægges uden problemer. Nogle politikere tror de kan gøre hvad de vil med disse områder, og de fleste af områderne har da også gennem tiden været hærget af såkaldte reformer, uden faglige begrundelser men med masser af politiske. Det er jo det eneste de kan, som det bliver sagt, til støtte for de handlingslammede politikere. De er nødt til kun at klemme og presse på det offentlige, for den private sektor tør de ikke pille ved, uanset hvor mange unyttige ting den spilder sin egen og alle andres tid med. Og så må vi jo nok erkende, at der findes politikere med netop det synspunkt, at det offentlige skal begrænses og det private styrkes, for der er ikke noget der ikke kan løses endnu bedre i privat regi, som de siger, og så kan det endda give penge i stedet for udgifter. Det drejer sig vistnok om politikere der ikke oplever samfundet som en organisme, men som en ophobning af individer, hverken mere eller mindre. Et synspunkt der visse steder stadig var gangbart engang i ældre stenalder.