Børnene ude fra skovene, strandene og de åbne landskaber kom engang på en udflugt, de havde hørt så meget om byen, og så rejste de der hen, der ud, der ind efter hvordan deres lærere lærere havde forklaret turen, og steg på bussen. Der mødte de andre børn. Nogle havde siddet der i forvejen, for de kom længere udefra, andre steg på undervejs, for de havde ikke så langt at køre. Alle børnene kom fra forskellige skove, strande og åbne landskaber, og alle skulle sammen ind til byen. Enkelte havde været der før, det havde flere af lærerne også.
Busturen var lang, den standsede op endnu flere steder så der kunne komme endnu flere børn med på turen, flere af dem havde også taget deres lærere med, og alle børnene var meget spændte på at møde hinanden, nogle af dem var også spændte på alt det de skulle se og prøve inde i byen. Da der til sidst ikke kom flere børn ind i bussen begyndte mange af dem at snakke med de andre børn de ikke kendte i forvejen, og tænkte at der måtte findes en mængde børn rundt om i verden, for man kunne altid finde nye venner, bare ved at snakke med dem man mødte og høre hvad de havde at sige.
Endelig kom de ind til byen. Deres lærere var også begyndt at snakke med hinanden, og sagde til børnene at de hellere måtte holde meget godt sammen, for i sådan en stor by kunne man nemt blive væk, det ville sige at hvis ikke var vant til at færdes i byen kunne man blive distraheret af alt det uvante som der var så meget af. Og det værste, det var nok at blive væk fra hinanden, for hvis man blev væk kunne det blive meget svært at finde tilbage til bussen, når de skulle køre hjem igen.
Derfor tog de hinanden i hånden, de havde også et langt tov som de kunne holde fast i og huske hvor de skulle holde og huske hvor de andre skulle holde, i hvert fald dem lige foran og dem lige bagved. På den måde kunne de undgå at blive væk og passe på at de andre heller ikke ikke blev væk. Det var lettere, for så behøvede man ikke hele tiden tælle hinanden og kigge efter hinanden, for man kunne mærke hvor man hørte til på tovet, blandt sine venner og sine lærere, og på den måde kunne man meget bedre bruge sine øjne til at kigge i alle mulige andre retninger uden at blive væk. Og det var vist meget godt, for der var virkelig så mange mennesker der gik så tæt, så man ikke kunne overskue noget som helst, når man var meget mindre end de voksne som spærrede for udsigten, så man kun kunne orientere sig få meter frem, tilbage og til siderne.
Alle børnene lagde også mærke til at ikke kun de voksne gik så tæt mellem hinanden, også bilerne på gaderne, somme tider var der knap nok nogen afstand mellem dem, og selv husene, de stod så tæt på gaderne og bilerne, at det var svært at klemme sig mellem huse og biler. I virkeligheden var der slet ikke nogen steder hvor man bare kunne stå stille, sætte sig ned og hvile sig. Børnene syntes at det hele sådan set var ret spændende, der var så meget at se på, selvom det meste af det bare lignede sig selv og sig selv, der var kun mere og mere af samme slags.
Og så spurgte de om hvorfor man havde stablet så mange høje huse sammen ved siden af hinanden og oven på hinanden, og de voksne svarede at det var for at spare på pladsen, for der var alt for lidt plads udenom. Da de spurgte om hvad alle husene skulle bruges til, svarede de voksne at nogle af husene var til butikker, nogle til arbejdspladser, nogle til skoler og sygehuse og politistationer, og nogle til at bo i. Nogle af børnene syntes at det var meget mærkeligt, for det kunne da ikke være rart at arbejde og bo i sådan nogen huse, der var jo næsten ikke plads til at røre sig, til at løbe og lege, der var heller ikke nogen rare steder at være og bygge huler for eksempel. Så prøvede de voksne at forklare at sådan kunne man ikke se på det, for de mennesker der boede her, de elskede byen, de var alle sammen stærkt optaget af at bo så tæt som muligt på alle andre. Det var sådan de levede bedst, syntes de, især fordi de også havde brug for alle de andre til at tjene penge på, den eneste grund til at man kunne tjene penge var at der var så mange andre at tjene penge på.
– Lever de voksne så af at få penge fra alle de andre? blev der spurgt.
– Det kan man vist roligt sige, sagde deres lærere. – Nu er ikke alle i sådan en by frisører, men alle lever af at klippe hinanden, som man siger.
Det var ikke meningen at børnene skulle forstå meningen med det svar, for børn, autister og andre der ikke til daglig taler i billedsprog med overført betydning, forstår bedst når man bruger ord om det som det konkret handler om og ikke om noget andet. Børnenes lærere var nødt til at forklare princippet om igen uden omskrivning, så de fleste af børnene fik den mening ud af det, at når der er nogen mennesker der bor, arbejder, spiser, sover og bevæger sig rundt mellem hinanden, så er der andre der kan leve af dem der bor, arbejder, spiser, sover og bevæger sig rundt mellem hinanden, for så køber alle menneskerne ting af hinanden, for eksempel mælk, brød og agurker, og tøj og sko og biler og cykler, og når der er rigtig mange af de andre mennesker, så kan de andre leve rigtig godt af at der er så mange, man kan næsten sige det på den måde at mennesker mødes og penge opstår, og sådan er det, og så kan alle leve rigtig godt af at der er så mange andre man kan leve af, og når de nu bruger penge til alting, så vil det sige at alle kan tjene rigtig godt med penge på alle de andre, for de skal altid bruge noget til at bo i, arbejde med, til at spise og sove og bevæge sig rundt. Det er det man kalder at klippe hinanden, og det er ikke kun frisører der gør det, i overført betydning også advokater, revisorer, konkursryttere og kuratorer, også banker, alle de handlende og næringsdrivende, selv i hæderlige erhverv endda, sådan da, sådan at ingen rigtig kan sige sig fri for at tjene penge på andre, ingen kan rigtig undskylde sig for at klippe hinanden. I overført betydning altså. Og så havde børnene også lært det udtryk, så de kunne gå hjem til deres familier og sige at nu er jeg rigtig træt, i overført betydning altså.
Noget af det særlig vidunderlige ved byen, sagde lærerne, er det stærke lys døgnet rundt. Om aftenen og om natten bliver gadelyset tændt, og det nyder især dyrelivet stor fordel af, visse arter har helt afskaffet døgnrytmen og enkelte årsrytmen med. Det sparer dem for de unyttige søvnperioder, de kan være i aktivitet konstant, og afvikle deres livscyklus på meget kortere tid end ude i naturen, så de heller ikke behøver leve så længe før de har fået unger som igen har fået unger, og således har gjort deres pligt for artens videreførelse og overdraget stafetten til næste generation. I overført betydning. Væsentligt hurtigere generationsskifte og kortere livslængde, en absolut konkurrencefordel i forhold til samme arter ude på strandene, i skovene og de åbne landskaber, hvor de ikke har udviklet samme effektive adfærdsmønster. Det vides ikke om det var disse evigt vågne og evigt aktive insekter og smågnavere der inspirerede dele af den menneskelige population til at overtage den samme livsform, men der foreligger allerede erfaringer med populationer i bestemte miljøer af samfundsborgere, der har eksperimenteret med idéen og opnået overbevisende resultater af en ikke tidligere set præsteret effektivitet, det kan være indenfor forretningslivet, i jagt på konkurrence efter rekorder, og det kan være i selskabslivet, med hensyn til at underholde eller irritere alle tilstedeværende, indtage stimulanser, og erobre hinandens kærester. Og som forventet, også med en resulterende effekt i form af stærkt nedsat livslængde med deraf følgende store besparelser på energi, ressourcer, forbrug, transport, uddannelse, kulturliv og sport. At der er så mange mennesker, skaber således i sig selv mulighederne for store besparelser, større vækst og endnu flere af samme slags.
Men da lærerne havde forsøgt at forklare alt det, og selvom de sagde det var i overført betydning, var der ikke nogen af børnene der ikke ønskede at komme hjem igen. Og de kom alle hjem igen, og de var glade for at komme hjem igen, og det var ikke i overført betydning.