Nogen tog rygsæk og vandresko med ud i bjergene, andre iførte sig riffel og jægerhat, hvem og hvor mange kunne ikke vides, men nogen var det, for nogen havde afsat spor, som sandsynligvis kunne have hjulpet nogen andre med at opklare det, hvis der havde været noget at opklare, og hvis der i det hele taget havde været nogen, det vil sige nogen andre, nogen der forhåbentlig havde forstand på det og samtidig, på vegne af nogen helt tredje, havde følt sig foranlediget til at forsøge på det. Nogen andre igen, formentlig nogen helt andre, altså nogen fjerde og femte, enkeltvis eller for nogens vedkommende i flok, begav sig på samme tid eller på et andet tidspunkt tidligere, eller måske navnlig senere, ud i samme eller tilsvarende områder med kikkert og notesbog, måske endda med kamerahold, firehjulstrækkere og om nødvendigt assisteret af helikoptere, eventuelt af besparelseshensyn erstattet med droner, nogen af dem vistnok med det formål at studere fugle, formentlig tælle og registrere dem, for ikke at sige ringmærke og dokumentere dem med billede og lyd, hvilket ikke var utænkeligt i betragtning af områdets beliggenhed i forhold til kendte trækruter for trækfugle. Nogen igen helt andre, vi kan kalde dem sjette og syvende, og endnu flere, som sagtens kunne være igen nogen helt andre men som lige så godt for en dels vedkommende kunne være gengangere fra nogen af førnævnte kategorier, kunne finde på at opholde sig på egnen i længere tidsrum ad gangen, for at observere objekter og fænomener i luftrummet, som for eksempel ufoer, overvågningsfly, nordlys, satellitter, planeter og stjerner til og med galakser, og det skulle helst være mens himlen var klar og uden atmosfæriske forstyrrelser, hvilket kunne begrunde valg af årstid og varighed af de længerevarende ophold, og ikke mindst af de mest fordelagtige tidspunkter på døgnet. En supplerende grund, som kunne komme på tale i tilfælde af ustadigt vejr med dårlig sigtbarhed, kunne være at finde i nogens flugt fra ustadigt humør og dårlig stemning på hjemmefronten, et ikke ukendt motiv blandt frivillige observatører, eller i nogen absolut ukendtes flugt fra nogen absolut ukendte men formentlig ubehagelige forhold i lokaliteter belejligt nok tilstrækkeligt langt væk til at kaldes nærområder. Men det var der ikke nogen der talte noget videre om i den fredelige afsondrethed, især ikke når nogen for en aftalt periode var efterladt på fremskudte, isolerede og ensomme observationsposter, hvor der heller ikke var nogen at tale med, især ikke når man frivilligt eller ved uheld havde slukket for eventuelt medbragt kommunikationsudstyr.
For såvidt var det ikke til nogen særlig stor gene at være nogen, når man bare ikke var nogens, det kunne man godt trøste sig med. Derfor var disse bjerge, eller mon ikke man skulle nøjes med at kalde dem bakker, eftersom bjerg og bjerge kun var benævnelser der fra gammel tid indgik i visse stednavne, mens denne betegnelse anvendt om disse lokaliteter med nutidens mere nøgterne sprogbrug ville fremkalde lettere overbærende smil. Altså derfor var disse terrænformationer med tiden blevet besøgt, derefter beboet, ikke overbefolket men alligevel overrendt, gennempløjet og endevendt, af adskillige generationers eksemplarer af den marginaliserede type, der hellere søgte afstand end nærhed til andre. En glimrende ordning, sådan at forstå at der på naturlig måde blev holdt den ønskede sikkerhedsafstand på flere hundrede meter, uden at nogen skulle finde på at holde andre væk på mere uønsket måde, som ved at optræde ubehageligt, for eksempel ildelugtende og larmende, måske fjendtligtsindet og i yderste fald fysisk udadreagerende, i tilfælde af at nogen skulle komme dem for nær.
En person. Sådan en kunne denne nogen være. Bare den holdt sig på afstand, denne person, hvis bare steder som dette kunne blive ved med at beskytte sig mod al den slags. Det var stedet her bedst egnet til og bedst tjent med, i så fald skulle denne nogen, selv hvis det drejede sig om en person, ikke høre nogen videre klager herfor.
Tænke sig at være blevet inde i byen, der hvor der ikke er andet end beholdere kaldet containere eller boliger og arbejdspladser med mennesker indeni, og transportanordninger til at flytte samme mennesker rundt mellem hinanden, disse beholdere gerne ophobet i form af mastodonter med lag på lag i hundredvis, flere over end under terræn fordi det er billigere, diverse transportbånd udformet som vandrette, lodrette og skrå baner til transport for trafikale enheder indeholdende folk og eller gods, mennesker og eller genstande. Spredt placerede områder med spredt men veltilrettelagt vegetation, sådan at personer med behov for at færdes uset kunne iklæde sig kamuflage af antikveret tilsnit, efterlignende udvalgte typer af vegetation, mens det i hovedparten af det urbane uderum kun kunne lade sig gøre at skjule sig iført beklædningsgenstande efterlignende de glitrende og blinkende allesteds værende signaler og reklamer.
Her i disse omgivelser, udelukkende tilvejebragt ved menneskelig aktivitet som rammer om endnu mere menneskelig aktivitet, var det på ingen måde muligt at være nogen, noget, eller for den sags skyld nogetsomhelst, i øvrigt uden overvejelser over for hvilken sags skyld det kunne være, man ville være henvist til at være ingen, intet, eller om muligt intetsomhelst. Og det var nok grunden til at de der hellere ville være nogen end en del af ingenting, engang imellem søgte ud på de egne, hvor omgivelserne kunne give dem en oplevelse af, om ikke ligefrem at eksistere, så dog om muligt at være nogen, i et vaklende forsøg på at efterligne en slags eksistens, ikke noget uforståeligt ønske, heller ikke helt urimeligt.
Man måtte selvfølgelig huske på at individets tid var forbi, det havde den været længe. Det blev jo klart for alle, at der allerede var alt for mange mennesker på denne jord, og at det under ingen omstændigheder kunne blive ved på samme måde. Mulighederne for at gøre noget ved det var begrænsede, og de fleste ubehagelige til og med grusomme. Dog ikke så grusomme som at gøre ingenting, og lade som om det går over af sig selv, bilde sig selv og hinanden ind, at det nok ville gå over af sig selv. Men for ikke at vente på at katastroferne skulle løse det hele for os på deres mange ubehagelige til og med grusomme måder, kunne man jo prøve at undgå dem. I stedet for at afværge dem i sidste øjeblik, med rigtig dårlige udsigter for resultaterne, kunne man have gjort noget for at forebygge dem. Et eller andet, det har ikke manglet på idéer og forslag, der havde ikke manglet viden, heller ikke hos beslutningstagerne, der havde kun manglet vilje. Og vi slog ikke hinanden ihjel for at få de bedste chancer selv, vi slog ikke engang de andre ihjel. Det var ellers den almindelige metode længere tilbage i tiden, som vores historie flød over med eksempler på. Hvilket viste at vi ikke havde lært noget som helst. Vi slog heller ikke de gamle, de svage og de handicappede ihjel, som man havde gjort under visse totalitære regimer. Men noget måtte der gøres, og det hastede. Det måtte begynde med at indse, at vores sejr ikke krævede de andres nederlag. Tværtimod, der var kun to muligheder, alles sejr – eller alles nederlag.
Derfor foreslog vi at man kunne sætte sig ned og forholde sig helt roligt. Gøre det nødvendige, som alle vidste besked om og alle var enige om, men som ingen havde vilje til. Og en gang imellem, når man havde booket sig ind på ventelisterne og ventet længe nok på at få en tilladelse, gå ud i bakkerne af en eller flere af de tilladte grunde, og føle sig som nogen, for en stund.