Den skjulte zone
Ved at holde glasset op for øjet, og tage det væk igen, ligesom Nalle havde gjort, kunne Sofia og Mahmoud på skift se det samme som Nalle før dem, landskabet gennem filter og uden. Og foretage sammenligning med en undren, der kom af at de aldrig havde set noget lignende. Mahmoud mente at det måtte dreje sig om et filter, der tillod at se gennem en sløring, og at den sløring måtte være en sløring, der sandsynligvis var lagt ud for at skjule et eller andet. Han sagde det ganske langsomt som for at tænke sig om inden han sagde noget forkert, for han var ikke vant til at blive snydt på sine sanser, og skulle bruge lidt tid til at sammenholde det sete med noget han kendte, for muligvis at forstå hvad det var han var ude for. Men når filteret gjorde det muligt for de tre at se det der uden filteret var sløret, blev de enige om at det måtte dreje sig om et stærkt bevogtet område, et anlæg eller en bebyggelse i lav højde men udstrakt over et uoverskueligt område i et uvejsomt terræn, omgivet af hegn og mure, som så helt virkelige ud.
– Her er det meget svært at komme ind, sagde Mahmoud stille, netop da de var kommet ind gennem en stor port, som åbnede sig selv, men straks blev lukket efter dem.
Omgivet af et øde ørkenlandskab i et tusmørke i færd med at falde på, var de tilsyneladende ankommet til et lukket område, ubestemmeligt for dem af art, omfang og placering, da de forlængst havde mistet orienteringen. Uden kontakt med den kendte omverden, at dømme efter den lange køretur og de omstændelige adgangsforhold. Og manglende GPS og mobilsignal. Mahmoud syntes ikke at være så overrasket som de andre, heller ikke så optaget som Nalle og Sofia af at kaste sig over den servering de kort efter blev tilbudt, han virkede mere som en der har nået sit mål. De sad i en spisesal med plads til flere hundrede, omgivet af alvorligt og tænksomt udseende personer, som ikke tog notits af de nyankomne, klædt enkelt og ensartet, muligvis uniformeret. Kvinder og mænd af enhver alder, højde og bredde, men ingen børn.
– De er nok i skole, børnene, sagde Nalle.
– De er kommet i seng, rettede Sofia. – Hvis der er børn her. Det er jo aften.
Langs den ene sidevæg var opstillet en buffet i næsten hele salens længde, og fra den kunne man forsyne sig med alt spiseligt, af sammensætning og kvalitet som hverken Nalle eller Sofia, sikkert heller ikke Mahmoud, var vant til, og hvis kvalitet de derfor heller ikke kunne vurdere. Hvert øjeblik rejste enkelte af salens faste gæster sig, gik hen over gulvet og forsynede sig ved buffeten, gik derefter tilbage ved deres borde og fortsatte spisningen, det foregik i jævn strøm med konstant trafik, mens salen summede af snakken og mumlen med korte indslag af latter, hvilket gav de besøgende et beroligende indtryk. I to døgn havde de fortrængt deres sult da der intet var at spise, nu bevægede de sig på samme måde som de stedkendte hen for at udvælge hvad de bedst kunne tænke sig blandt de fremsatte fødevarer.
– Det her bliver man ikke tyk af! påstod Nalle.
– Nu skal du ikke forspise dig! formanede Sofia, da hun så på hans tredje portion, derefter på ham selv, og igen på portionen, – Nalle, man behøver ikke være tyk!
Bortset fra at være indbudt til dette velforsynede aftensmåltid var de ikke blevet kontaktet af nogen modtagekomité, hverken udspurgt, krydsforhørt eller tilrettevist af nogen, og undrede sig over hvordan det kunne være så let at komme ind på dette skjulte og stærkt bevogtede sted. Heller ikke Mahmoud syntes at forstå det helt. Han var den eneste der kunne gøre sig forståelig på det lokale sprog, mente han, og de to andre satte deres lid til hans hjælp, hvis der skulle blive brug for det. Senere opdagede de at der blev talt mange forskellige sprog, mellem hvilke det lokale sikkert ville være svært at finde.
Gæsterne blev overalt modtaget i en overordentligt elskværdig tone.
– De tror nok at vi bare er nyttige informanter, bemærkede Sofia, – brugbare som spioner. Sådan nogen skal kunne holde deres kæft, så jer to bliver aldrig der noget ud af!
– Læg nu mærke til, sagde Nalle, – hvor pænt de taler til os. De taler heller ikke hårdt til hinanden, det kunne vi lære noget af!
– De siger jo ikke noget. Og du skal ikke belære mig om hvordan man taler! Du, som ikke har andet i hovedet end et oppusteligt badedyr med kælen stemme! Har du forresten tænkt over hvornår du skal holde op med at puste? Nå nej, det kommer du nok ikke til alligevel.
– Åh nej, puste, så tæt har jeg desværre aldrig været på den vidunderlige miss Peggy! Og så skal du ikke tale om hende på den måde, det er ikke pænt! Og slet ikke drille mig med at jeg ikke skal se hende mere!
Her kom Mahmoud de uenige parter til undsætning.
– Det lader til at I to er enige om hvilke personer man kan omtale som oppustelige badedyr. Det passer ikke på nogen jeg har mødt, og er efter min opfattelse heller ikke nogen venlig ment karakteristik. Det kan der naturligvis være delte meninger om. Men jeg vil være tilbøjelig til at dele Nalles holdning om at anbefale en høflig og respektfuld omgangsform, i hvert fald i forhold til vores værter. Det er ikke sikkert at de forstår alle nuancer i en robust samtaleform, husk på, humor er ikke global, ikke den samme i alle egne!
– Dette mærkelige område, fortsatte han, – jeg har hørt folk tale om en zone, og om zonen, som navneord i bestemt form. Men vi vidste ikke hvor det var, hvem der drev det, om det var militært, kommercielt, religiøst, videnskabeligt, om det var aggressivt eller fredeligt, venligt indstillet eller det modsatte. Det holdt sig isoleret fra alle omgivende samfund, så vidt jeg ved, men stillede sig hverken imødekommende eller konfronterende an, hverken i angrebs- eller i forsvarsposition, kun i tavs utilnærmelig isolation. Hvad kunne grunden være?
Det kunne de to andre selvfølgelig ikke svare på. Når de bevægede sig rundt i det fri, følte de sig som ankommet til et land af robotter. Mennesker i grupper havde de kun set i spisesalen, i det åbne terræn gik kun få mennesker alene rundt mellem de mange robotter, og passede på ikke at forstyrre dem. Robotterne udenfor ordnede alt muligt, ud over at passe træer og grøntsager i haver og marker sørgede de for jordbehandling, vanding af arealerne, transport, affaldshåndtering, alt hvad der ellers kunne være af udendørs aktiviteter for mennesker. De mennesker man kunne se bevæge sig rundt var altså ikke på arbejde, de var motionister og idrætsudøvere inden for sundhedsbefordrende discipliner.
De gik uledsaget rundt i lang tid, indenfor og udenfor, uden mål som i en uvirkelig drøm, som de kun kunne tro på fordi de var tre om at dele den. Mens de betragtede omgivelserne i et landskab præget af en sær ro, uvant for mennesker ankommet direkte henholdsvis indirekte fra bylarm og kaos. Det kunne selvfølgelig også være lagt ind som en del af drømmen, ligesom sløringen.
Udendørs så de kun ganske få mennesker som de motionerende, flere maskiner af forskellig slags, der passede en mængde forskellige afgrøder og vækster som mekaniserede gartnere. De måtte hellere spørge beboerne direkte om hvad det var for et foretagende de var dumpet ind i. Sofia havde i et stykke tid ikke sagt noget. Nalle tænkte at hun kunne have taget noget af hans og Mahmouds henstilling til overvejelse.
Under besøgene i hallerne med udviklings- og produktionsområder fandt gæsterne også ud af at de computere der blev bygget her, var i stand til det mest utrolige. Det var langt ud over alle grænser uforståeligt for dem, lukket land, som kun Nalle havde en vis erfaring med, selvom hans viden givetvis var stærkt forældet. Men han syntes at noget af det kunne genkendes som komponenter fra det indre af spillemaskiner og andre computere, men sikkert med helt andre funktioner. De havde fået et par rundvisere med, men de fortalte ikke noget om teknologien, de havde naturligvis ingen forventning om at bibringe de nye gæster den mindste forståelse af det. Med anvendelsen var det noget andet, men selv det ville kræve en indsigt, der nok ikke var til stede.
Nalle, Mahmoud og Sofia fik ikke lov til at se det vigtigste, de afdelinger hvor man lavede alt det der ikke var set før. Derimod kunne de godt få lov til at lege med apparater, computere og robotter der lavede noget der allerede var opfundet. For så vidt kunne de godt få lov til at tage tingene med sig, hvis de ønskede det, sammen med de programmer der styrede dem, det var nok deres måde at udbrede alle gode idéer på, bedre end at gemme dem væk.
Zonen beherskede altså en formidabel teknologi, og gæsterne kunne tage den med ud hvis de ville. At de som fremmede sådan blev betroet adgang til den ukendte teknologi, undrede dem en del.
– Det kommer af at stå over tillid, blev der svaret, – en ubegrænset tillid, uvant for jer. Så må I lære at kontrollere jeres tilvante skepsis, som I har slæbt med ind fra den anden verden. Den verden hvor tillid hverken er almindelig eller påskønnet!
– Menneskeløse samfund kan have mange fordele, konstaterede Mahmoud senere, som for at konkludere på tanker, det stod ham frit for at tage med hjem. – Ubemandede tog og busser, digitalisering af al offentlig betjening, en robot-jordemor bliver aldrig træt, en robot-læge med tredive generationers erfaring som paratviden. Samt tillid, ikke mindst tillid! Hav tillid til din robot! Hvis der undtagelsesvis skal bruges menneskelignende personlig betjening, så skal det ske på lang afstand med en operatør ved en skærm i et lavprisland, så der kan spares på de overenskomstmæssige tillæg i vagttiden, og gøres med underbetalt løn i arbejdstiden!
– Du vil gerne flytte arbejdspladser, kan jeg høre, sagde Sofia, – til lavtlønsområder eller til robotindustrien! Hvad skal du så lave for din modbydeligt høje løn imens?
– Læne mig tilbage i min direktørstol selvfølgelig, med begge fødder oppe på skrivebordet! Og i min fritid boltre mig i luksus.
Det sidste sagde han med et listigt smil, som blev lidt anstrengt da han så Sofias rynkede pande og lynende øjne.
– Hvorfor tale om løn? spurgte Nalle. – Hvis man slet ikke bruger penge, som her, får man vel heller ikke løn?
Gæsternes bekymring for hvordan man kunne tale med værterne var snart glemt, for den var ubegrundet. Her talte man alle sprog, og hvis værterne ikke lige kunne finde en person der var på sproglig bølgelængde med Mahmoud, Sofia og Nalle, aktiverede de straks et lille apparat, de havde hæftet under trøjen ved venstre skulder og talte til det, for det kunne oversætte mellem alle sprog, lytte til en stemme og genfortælle med samme stemme, men på et andet sprog, på hvilket som helst sprog man ønskede, lige så hurtigt som der blev talt til apparatet.
– Det udstyr tror jeg vi kunne have glæde af derhjemme, sagde Sofia. – Tænk hvor meget skænderi sådan en dims kunne gøre overflødigt, tænk på alle dem der har giftet sig med en de ikke kan tale med, den ville være til stor hjælp, forebygge konflikter og afværge skilsmisser!
– Afklare uoverensstemmelser, supplerede Mahmoud.
– Hvad så med dem der absolut ikke vil forstå?
– Så kunne den vel få parterne til at forstå at de burde være skilt for længe siden!
– Nå, er det også din erfaring?
– Erfaring ja, men kun som mand, desværre. Apparater til at hjælpe kvinder til at forstå mænd og mænd til at forstå kvinder kan vist ikke opfindes.
– Åh ja, sukkede Nalle, – hvem der bare forstod sig på kvinder! Hvis det var lige så let som at score maksimumspoints i computerspil!
– Vi finder sådan en mikrooversætter til hver af jer, blev der sagt. – Den får I sikkert brug for her i zonen.
– Når vi rejser tilbage, sagde Mahmoud, så vil vi helt sikkert savne den. For den kunne gøre god gavn hjemme, i betragtning af alle de små misforståelser der udløser store kriser.
– Ja ja, tag det nu roligt. Hvis I rejser hjem. Der er gennem tiden kommet ganske mange ind som jer, men vi kender ikke til nogen der ville ud igen. Hvordan kunne I dog komme på den tanke?
Her kunne alle, også deres venlige værtsperson, se på Nalle, at det i hvert fald for ham ville være en uudholdelig tanke at blive her for altid.
– Nej, det kan vi ikke! råbte han, – det må aldrig ske! Hvordan skulle jeg så nogensinde komme til at se på og holde om den dejlige miss Peggy?
– Nogensinde håbe på! korrigerede Sofia kynisk. – Peggy kommer du alligevel ikke til at se igen. Hende kan du lige så godt glemme med det samme!
Mens Nalle faldt om på jorden, vred og vendte sig og hylede som i smerte, spurgte Sofia og Mahmoud om, hvis man alligevel kunne komme ud, hvordan de så kunne få noget af det fantastiske udstyr med. De kunne nemt se for sig, hvordan det kunne berede dem en bekvem og problemløs fremtid, med de fortjenester det kunne kaste af sig at tage den slags i brug og om muligt sætte noget af det i produktion. Hjælpemidler, robotter, oversættelsesautomat, og der var endnu et væld af ting at få idéer fra.
– Hvis I absolut skulle få den tåbelige tanke at rejse ud herfra, og blive genforenet med de rædselsfulde samfund udenfor, så skal vi bestemt ikke forhindre det. Men som sagt, det vil være en tåbelig tanke, og I vil fortryde det. Hvilket dog ikke skal forhindre jer i at gå en tur på genbrugsstationen og se på det kasserede materiel, som ikke bruges længere. I zonen altså. Ude i jeres verden vil det helt sikkert kunne bruges med sensationelle muligheder. Selvom de er ubrugelige her, er de som I ved, flere generationer forud for jeres opfindelser derhjemme. Men først må I vist hellere prøve at berolige jeres stakkels ven derhenne, der ligger og vrider sig som en orm der har set en måge. I får ham nok overbevist om det eneste fornuftige, nemlig at blive her hos os, her hvor harmoni og fornuft er gældende, som formentlig det eneste sted på jorden.
Sofia ville alligevel gerne høre lidt mere om de opfindelser, som de kunne bruge af så meget de havde lyst, og tage med hjem, hvis de var tossede nok til det.
– Kan vi bare bruge tingene som de er? spurgte Sofia. – Det skal vel læres! Og det er ikke kun tingene i sig selv, det er også teknologien! Al den viden der ligger bag! Beskytter I ikke ophavsretten, tager I ikke patenter?
– Nej da! Du mener vel ikke begrænsning af rettighederne? Det har vi hørt om fra primitive samfund, men sådan noget bruger vi ikke. Al original tænkning ville gå i stå, mange idéer ville gå til spilde før de var modnet! Forresten behøver man ikke lære noget. Materiellet og programmerne skal bruges intuitivt, så lærer det hurtigt hvad brugeren kan, og kompenserer både for begrænset viden og begrænsede evner.
– Derfor behøver du da ikke se sådan på Nalle! bemærkede Mahmoud, da han så Sofias tænksomme blik.
Mellem de spændende ting var de blevet stærkt optaget af en kompakt kvantecomputer, de var præsenteret for. Som var udstyret med programmer, der kunne forsyne hele verden med de dejligste fortællinger. Et program leverede digte som fik de mest forhærdede til at drømme, et andet skrev sange, som kunne få enhver ung lømmel til at blive pigernes helt, et skrev romaner som fik de skuffede og livstrætte til at leve i drømme de aldrig havde turdet realisere. Andre programmer skabte de mest fantastiske operaer og musicals, og symfoniske og kammermusikalske værker, der hensatte selv de mest krævende musikere og tilhørere i afklarede og eftertænksomme stemninger. Denne utrolige maskine rummede også mere enkle datalagre og moduler til at løse opgaver inden for tekniske konstruktioner som bygningsanlæg og design, give anvisninger på produktionsanlæg til de forskelligste formål som maskinfremstilling, medicin og planteavl, som eksempler på de uudtømmelige muligheder. Den slags utrolige maskiner og computere var der masser af, som bare lå og fyldte op i deres magasiner, fordi der i mellemtiden var udviklet noget nyt og bedre.
Rundviserne kunne godt se på dem, at her var der noget der gjorde stærkt indtryk på gæsterne, og heldigvis havde man opmagasineret et lager af tidligere versioner, nogle med så gammel teknologi at Nalle med sin spilleerfaring relativt hurtigt kunne optrænes til at betjene dem. De ledte efter et godt match, maskine, program og operatør der passede sammen, og da Nalle skulle være operatøren, måtte de finde noget passende antikveret grej for at det kunne lade sig gøre. Alligevel var det de fandt frem til så avanceret, at han aldrig havde kunnet forestille sig noget lignende. Men han lærte at betjene den, da den var udviklet til en intuition svarende temmelig meget til hans, og Sofia var tæt på at trække sine antydninger om Nalles evner tilbage. Rundviserne beklagede, at udstyret for dem virkede uhjælpeligt gammeldags, det var faktisk mage til noget der stod i deres museum. Og det var tungt og klodset, vejede næsten som det halve af et lokalt landbrød. Til gengæld kunne de finde nogle tilslutninger og protokoller frem, der sandsynligvis kunne bringes til at korrespondere med historisk udstyr, som de skærme og tastaturer man stadig arbejdede med hjemme i den gamle verden.
Blandt alle mulighederne og værdierne de blev præsenteret for, var de besøgende mest fascineret af det immaterielle. Formler, opskrifter, den slags som derhjemme ville være grundigt afspærret med regler og love, rettigheder og patenter. Det var plots og formater til underholdning og spil, det var synopser, udkast, idéer og forslag til kreativt arbejde indenfor kunst, teknik, jura, lovgivning, politik, beskatning, samfundsstyring, organisation og praksis.
Kort sagt programmer, som gik i gang med at videreudvikle på sig selv når de blev sat fri, som voksede op og forgrenede sig, når de blev gødet med de rigtige oplysninger under de rigtige betingelser.
Hvis de var skabt med gode hensigter, var de født med indbyggede kontrolmekanismer, nogle af dem selvregulerende, andre med mulighed for at gribe ind udefra. Hvis de var skabt med onde hensigter, manglede de den slags kontrolmuligheder, og så kunne de sprede sig uhæmmet, ved at suge næring til sig fra alt i omgivelserne, fysisk og immaterielt. Det kunne ske ved en fejl, sådan en fejl kunne opgraderes og formere sig udenfor enhver kontrol, det kunne selvfølgelig udvikle sig rigtig farligt, hvilket var en af grundene til de ekstreme sikkerhedsforanstaltninger.
– I fortiden, ja næsten som I stadig har det hjemme hos jer, da gravede man efter diamanter fordi de var flotte. Så brugte dem som værdisubstitutter, fordi de var sjældne og svære at få fat i, og ikke kunne fremstilles kunstigt. Senere vedtog man et andet værdisubstitut, som ganske vist kunne forfalskes og som man nemt kunne lave spændende svindel med, det var penge, men de blev så almindeligt accepteret at man behandlede dem som om de havde en reel værdi. Det blev en smule ødelagt da man opfandt forskellige kryptovalutaer, de havde ligesom pengene kun værdi så længe folk stolede på dem, og deres værdi faldt til nul ligesom pengenes, i samme øjeblik enhver kunne fremstille dem. Den kvantecomputer vi kan se her, kan lave nye kryptovalutaer på et øjeblik. Men det er også en forældet teknik, nu bruger vi ikke længere substitutter for værdi, vi bruger de rene værdier i sig selv. Dem behøver vi ikke bytte eller handle os til, al svindel er ophørt, for vi kan skabe værdierne selv. Tænk hvad det betød for os i sparede kampe, sparet spild af tid, sparet transport, sparet opbevaring og afskærmning, sparede våben til at forsvare værdierne med, for det som alle har, ønsker ingen at tage fra hinanden.
– Mange slider røven ud af bukserne derhjemme, sagde Mahmoud, – for at udregne nye bitcoins…
– Jaja, men det går over, når de finder bedre metoder til det. Skulle vi måske fortælle dem hvordan? Det ville ikke være pænt. Kryptovalutaer bliver ubrugelige, formuer forsvinder på et øjeblik, når man finder ud af at de aldrig havde været der, men kun var en illusion.
– Illusioner kan også have værdi, fortsatte Mahmoud, – så længe alle tror på dem! Indbildninger og illusioner kan have magt, rigtig stor magt endda! Se på religionerne, de har magt fordi alle tror på dem, det er jo derfor alle skal tro på dem, og det er farligt at benægte dem!
– Det ved alle. Også her kendte vi til religioner med indbildning og illusioner uden indhold, vi havde fanatikere der huggede hovederne af dem der troede på noget forkert. Også her kendte vi til værdisubstitutter uden brugsværdi, men for eksempel diamanter har ikke kun samlerværdi, de har skam en brugsværdi, de er så hårde at man skære i alt fra sten til stål og alle andre materialer, og derfor graver man de største huller i jorden for at skaffe nok af dem til industrien. Men nu mener vi at tingene er sat på plads, vi behøver ikke længere værdisubstitutter, vi behøver ikke længere materiel værdi som man kan samle på, vi behøver kun brugsværdi, og den er jo kun værdi i det øjeblik man skal bruge den. Og vi behøver ikke længere metafysiske og spirituelle forklaringer på meningen med det hele, religioner og den slags, for de holdt op med at virke da folk havde gennemskuet dem.
Nalle følte at han måtte prøve at finde ud af hvem disse beboere af dette mystiske sted egentlig var, og for at få svar var han nødt til at stille et direkte spørgsmål, men han fik ikke noget direkte svar på det.
– Er det så vigtigt hvem vi er, om vi er mange eller få? lød modspørgsmålet, – om vi er dumme eller kloge, om vi er hinandens venner eller fjender? om vi er familier, arbejdspladser, succesvirksomheder, loger til egen eller gensidig selvforherligelse? en invasion fra andre kloder med andre civilisationer, et universitet for udvikling, en religion med svar på alt hvad man kan forestille sig? Vores hemmelighed er at vi har svar på uendelig meget mere end I kan forestille jer. Meget mere end I nogensinde kunne komme i tanker om at drømme om. En lille smule af vores viden kan vi da godt låne jer for en tid, det kunne da være et sjovt eksperiment. I er jo hverken hurtige eller velbegavede, så der er vist ingen fare for at I vil misbruge det vi lærer jer.
Egentlig er vi bare et forsøgs- og videncenter for fremtidig overlevelse. Vi vil gerne frembringe metoder til at styre samfundsudviklingen, så menneskene får en mulighed for at styre sig selv, så de ikke smadrer hele klodens livsgrundlag, hvad de ellers er i færd med for fuld fart. Det er formålet. Men indtil videre har vi ikke fundet det gode svar. Vi ved udmærket hvad der skal gøres og hvordan det skal gøres. Men hvordan man kan få mennesker til at gøre det, det er der indtil videre ikke noget svar på. Det eneste der interesserer dem, det er hvordan den enkelte, hver især, for eksempel du eller du, kan opnå fordele frem for alle andre. Og det er ikke noget svar. Men en lille hjælp kan I få, I kan tage nogle muligheder med jer, så kan vi senere se om det lykkes for jer at forbedre verden!
– Det er ikke dig vi mødte da vi ankom? spurgte Nalle. – Du har en anden stemme, du taler rigtig nok, jeg kan høre dig, men jeg kan ikke se dig. Hvorfor kan jeg ikke se dig?
– Åh, det er filteret. Fordi vi ikke altid er synlige. Vi kan gøre os synlige, men hvorfor? Skulle det være nødvendigt, du hører os, at se os ville kun distrahere dig. Så skulle vi til at beskæftige os med vores udseende, og det ville under alle omstændigheder være misvisende. Men du tror på os alligevel, er det ikke rigtigt, du tror på os?
– Jeg hører dig, jeg kan høre at du svarer mig. Men for at tro rigtigt på dig, skal jeg også kunne se dig. Og jeg holder rigtig meget af at føle på ting og på mennesker, når jeg tænker på hvordan det var at føle efter på den dejlige miss Peggy, hvordan det føltes at mærke i sine hænder hvor dejligt det var at røre ved hende, så dejligt at hele resten af min krop blev misundelig og klagede over at kun hænderne fik lov til det, så tænker jeg at det ville være fint hvis jeg bare fik lov til at se dig, at se jer, at se hvor mange I er, at se hvordan I rigtigt ser ud, for det ville give mig en meget bedre fornemmelse af at I er nogen man kan tale med. Så jeg kunne rigtig godt tænke mig at se jer. Uden at føle på jer, det behøver jeg ikke.
– Det du vil se må du kunne forestille dig.
– Men det er svært, det kan man da ikke.
– Har du sådan en svag forestillingsevne? Har du ingen fantasi? Det er bestemt ikke noget at prale med, så hellere mangle alt andet! Vi er memer. Vi findes overalt, vi findes inde i dine tanker, dine ønsker og dine minder, ja, din hukommelse er ikke andet end memer. Men vi findes også udenfor. Vi findes i fortællinger, i digte, i noveller, love, bekendtgørelser, traktater, videnskabelige afhandlinger, i sange og musik, kontrakter, regninger, brugsanvisninger og hellige skrifter. Derfor findes vi også i aviser og i nyhedsudsendelser, på museer og biblioteker og i patentansøgninger, men vi findes også der hvor ingenting skrives ned, hvor eventyr, danse og stammeritualer opstår, fortælles og går i arv. Det værste for memer er at blive glemt, låst inde eller brændt, det bedste er at blive husket, gerne dokumenteret, og givet videre, i traditioner, i sprog, i adfærd, i viden og erfaringer.
– Men hvorfor giver I os alle de fantastiske ting? Jeg kan love dig, at hjemme hvor vi kommer fra er der ingen der som jer har så meget der kan sælges, udvikles på, udnyttes til egen fordel. Hvorfor?
– Fordi memer spredes af sig selv. Vi ved godt, at hjemme hos jer spærres de inde, gemmes væk, og pakkes ind i begrænsede rettigheder, som selv er memer. Censur er et mem, som spænder ben for andre memer. Sådan noget har vi ikke hos os, vi slipper memerne fri, hvad andet kunne vi gøre som memer? Det er vi jo selv. Så du får nogle betroede talenter, som det beskrives i et mem ved navn Mat.25,14-30, guf for de ekstreme liberalister. Sjovt nok, navne er også memer i sig selv. Ja, vi siger betroede talenter, det er en spøg selvfølgelig, for ingenting er betroet, alt er tilgængeligt for alle, al viden står åben for alle. Som du nok ved, ytringsfriheden. Opstået som erstatning for tankefriheden, som var farligere og derfor bekæmpet. Ytringerne kunne beskyttes, så længe alle mente det samme. Tankerne blev for farlige, de kunne ikke kontrolleres, så blev de undertrykt, til sidst forsvandt de.
Nu kunne Nalle og de andre se flere i baggrunden dukke op, som ud af ingenting, og forsvinde igen. Pludselig væk, langsomt tone frem, fortone sig igen, og dukke op et helt uventet sted. Forbavsende for gæsterne, som kun havde set sådan noget på film.
– Ja undskyld, sagde de, – det er bare noget vi leger. Men det kan være vældig praktisk at forsvinde i visse situationer. Har I prøvet at se gennem tågefiltret? Det gør, at I kan se gennem sløringen, og så kan I konstatere at vi er her hele tiden, men bare holder os skjult en gang imellem.
– Ja, sagde Mahmoud, – der findes mange slags humor, og denne her har jeg ikke mødt andre steder end i cirkus med en tryllekunstner.
– Det var meget heldigt for jer at komme ind her, sagde memet som nu lignede et menneske igen og forklarede at det var han også, og smilede da han så hvordan det lille forsvindingsnummer havde virket på gæsterne. – Men nu hvor det lykkedes for jer at komme ind, og nu hvor I meget gerne vil hjem igen, forstå det hvem der kan, så vil vi også gerne hjælpe jer med det. I kan tage med lige hvad I vil. Fra skrotlageret altså. Husk at det kan være farligt i forkerte hænder! Det kender I selv alt til, der hvor I kommer fra. Hos jer har I noget i kalder finans, ikke sandt? Det er også replikatorer. Fiktive værdier, der kan mangfoldiggøre sig selv, hvis man passer og plejer dem og gøder dem ordentligt. Men hvis man ikke passer på, formerer de sig uden kontrol, eksplosivt og skadeligt.
– Det har jeg hørt om! sagde Nalle. – En af mine gamle venner, nej en tidligere bekendt, han passede sådan en bunke penge, og det blev den større af. Han havde så mange penge at jeg ikke fattede hvordan han kunne nå at bruge dem. Penge skal ikke bruges, sagde han, de skal anbringes! Og han anbragte dem sådan at de ikke var til glæde for nogen, heller ikke for ham selv.
– Der kan du se. Den slags spild har I nok af i forvejen. Ophobning af muligheder til ingen verdens nytte. Både i magtpolitikken og i den globale finans. Og i den lille finans, hvor man nok så uskyldigt kalder det kapitalakkumulering. Ustyrlige mekanismer, hvor I trænger til nogle styringsmuligheder, for at forhindre al energi og alle gode kræfter i at forsvinde ind i et sort hul, så I kan undgå det totale sammenbrud. Når replikatorerne har egennytte som grundlæggende egenskab, styrer de kun én vej, det er mod ødelæggelse, først af deres omgivelser og dermed deres eksistensgrundlag, og derefter af sig selv. Selvdestruerende mekanismer med iboende kræfter, der dræber alt omkring sig inden den forudprogrammerede selvdestruktion. Den slags memer kan I alligevel ikke lave om på, så I har i virkeligheden kun én udvej. Som er at sprede de gode memer, og håbe på, at de kan tage pladsen op for de ondartede. Udsvingene, den evige pendulering fra den ene ekstrem til den anden, succeserne der forbereder deres egen undergang. Daisyworld.
– Daisyworld, hvad er det?
– Åh, det er en meget enkel illustration af principperne for selvregulerende organismer. Forstil dig en klode med kun to arter. Det kunne være margueritter, altså daisyworld. Den ene art har hvide kronblade, den anden sorte. De hvide margueritter formerer sig bedst ved højere temperaturer, de sorte bedst ved lavere. Hvis de hvide breder sig hurtigere end de sorte, tilbagekaster alle de hvide kronblade mere af solens varme, og kloden afkøles. Det skaber bedre forhold for de sorte, som begynder at brede sig, alle de sorte kronblade optager mere af solens varme, så bliver kloden opvarmet, hvilket får de hvide til at brede sig igen.
– Det kan jeg godt forstå, sagde Nalle. – Men hvad har det at gøre med finanserne?
– Nøjagtig det samme. Finans er ikke mere indviklet end to slags margueritter. Når kapital ophobes, forringer den sine egne vækstbetingelser, den hvide daisy. Så standser dens vækst, den formerer sig ikke mere men går tilbage. Imens har den forbedret betingelserne for de gode former for vækst, den sorte daisy. Eller omvendt, hvad man kalder sort og hvidt betyder ikke noget.
– Jeg har fået en stor mængde memer, som jeg bare kan tage med mig!
– Det må være forældede versioner som alligevel skal smides ud, sagde Mahmoud. – Teknikken her på stedet er jo flere generationer foran den mest fremsynede udvikling derhjemme. Det der for os ser avanceret ud, kan sagtens være ubrugeligt her.
Sofia undrede sig over hvorfor de forærede Nalle alle de spændende ting.
– Jeg føler mig som en voksen, hviskede hun til Mahmoud, – i selskab med et barn der overdænges med legetøj og slik, som voksne ikke kan bruge.
– Jeg synes I forærer denne dreng alt hvad I har, sagde hun til de glade givere. – Er der en grund til at det kun er ham, at vi andre ikke kan få lidt af det?
– Har du virkelig lyst til det? Tja, det er vel dig der er hans hjælper og støtteperson. Så kender du hans intuitive tilgang, han lærer hurtigt, du er voksen, så det kan du ikke. Vi kunne heller ikke betro dig nær det samme, heller ikke ham den tredje du kommer trækkende med. Det er en sikkerhedsforanstaltning. Det er trods alt følsomt stof i jeres verden, det skal ikke spredes ukontrolleret, og I to ville kunne lække det videre. Et harmløst barn kan ikke gøre så meget fortræd. Beklager, det er grunden. Og bare rolig, alt det han får med er spærret og krypteret. Ingen andre end ham kan nogensinde komme til at betjene det. Inden vi fjernaktiverer det, som vi kan gøre hvis vi ser ham bruge det til gode formål.
Sofia havde ikke tænkt over at Nalle kunne virke som et udviklingshæmmet barn der skulle hjælpes, og som derfor kunne få del i de utrolige hjælpemidler, fordi man ikke tiltroede ham evner til at afsløre den. Hun fandt det heller ikke velbegrundet at kalde Nalle et barn. Her på stedet så de måske anderledes på hvordan man skelner mellem voksne og børn.
– Men hvordan kan det være, spurgte hun, – at vi ikke kan finde dette sted på noget kort? Heller ikke på satellitoptagelser, det findes ikke?
– Har du ledt grundigt nok? Nej, jeg spøger. Selvfølgelig kan du ikke finde det. Det er også en sikkerhedsforanstaltning. Med jeres forældede teknologi kan det ikke lade sig gøre. I er sikre nok, så længe I opholder jer her i zonen. Her kan ingen forfølgere nå jer.
– Men vi kom jo ind! Vi var kørt vild, vidste ikke hvor vi var, og så var vi her pludselig! Så kan andre vel også komme ind her?
– I har lige set hvordan vi skjulte os. Det er filteret. Det giver ikke adgang til at se noget der ikke findes, men det kan sløre det der findes. Et skjul, vi har lagt ud for ikke at blive set. Stedet her er beskyttet, mod at ses i synligt lys, i andre bølgelængder, i satellitovervågning, beskyttet mod elektroniske og andre lokaliseringstjenester. Det er nødvendigt at være skjult, og selvom vi skifter lokation tre eller fire gange om året, er det ikke nok. Derfor usynlighedsskjoldet. Tænk ikke nærmere over det. I var selvfølgelig inviteret. Men vi er klar over at der er visse kræfter, der trækker i det mindste i en af jer for at komme ud igen. Vi kender ikke til fortilfælde af tilflyttere med trang til at rejse tilbage igen, det er helt enestående.