Er fremtiden en fremskrivning af fortiden gennem nutidens nåleøje? Eller går det hele i ring, som nogen hygger sig med at påstå? Det sidste kan ikke være tilfældet, for ingen kan være så dum at gentage fortidens fejl. Sådan noget som religion, noget de troede på for at gøre det hele nemmere, troede de. Det må aldrig ske igen.
Bedst som jeg sover, men lige før jeg skulle til at vågne af mig selv, bliver jeg vækket af Lear. Han er min mentor, og han siger at vi skal afsted med det samme. Ikke det mindste er der tid til, det undrer mig, jeg er ikke vant til noget der haster. Vi går gennem gangene, jeg i nattøj med en slåbrok over. Vi går hastigt, for mig lidt ubekvemt i slåbrok og sutter, og slutter os til en kæde, som Lear giver tegn til, og starter med det samme. Vi kommer udenfor de beskyttede områder og standser ved en nyligt anlagt base, hvorfra de eksterne ekspeditioner skal udgå. Alle spredes, de fleste bliver modtaget og ledsaget mod hver sin destination. Jeg følger med Lear til en slags forhal, og vi går målrettet mod dens anden ende. Jeg generer mig en smule over min påklædning, men så bliver vi passet op af en mindre men kraftig, smykkebehængt kvinde med sit følge. Rosina.
– Du kommer for sent!
– Til hvad?
– Til din audition!
– Undskyld, jeg vidste ikke noget om en aftale.
– Det taler ikke til din fordel. Ansvaret for information påhviler den der skal bruge den!
Efter at være lukket ind gennem flere hold døre og have hilst på flere hold mennesker bliver jeg anbragt på en stol midt i en sal. Ved endevæggen noget der ligner et kontor med arbejdsborde, ved et af dem sidder en midaldrende kvinde. Hun stiller mig nogle spørgsmål, og kommer med mærkelige kommentarer, som jeg næsten ikke kan forstå. Jeg svarer høfligt, mens jeg undrer mig over hendes fremtoning. Mellem avlsudvalgte og gensorterede mennesker er jeg ikke vant til at se afvigende individer. Jeg ser, at der på endevæggen over tableauet er anbragt et øje og en stemme. Øjet overvåger mig, og stemmen siger:
– Hvordan vil du bedømme denne persons muligheder for at indgå i din arbejdsgruppe?
– Det kan jeg ikke bedømme, svarer jeg, – ud fra et førstehåndsindtryk. En persons særprægede fremtoning skal ikke stille sig i vejen for samarbejdsrelationer, eller andre relationer. Om de kan opbygges, arbejdsrelationerne, er noget der viser sig hen ad vejen.
Ordene ‘hen ad vejen’ udtalt langsomt, med betoning på hver stavelse. Under seancen har jeg følt mig ubekvem til mode i mit ydmyge antræk mellem alle de ulasteligt påklædte, siddende med slåbrokkens ene kant i hånden, som for at holde den bedre lukket til. Men nej, det er nok bedre at slappe af, slippe slåbrokken og egenkontrollen en smule.
Kvinden ved skrivebordet rejser sig og går, støttet af to hjælpere, tilbage over gulvet mod udgangen bag min stol. Har aldrig set en cerebral parese før, må jeg indrømme.
I det samme nærmer en anden person sig forfra, og bevæger sig hen mod mig på en påtrængende måde, som en irriterende selskabsklovn. Han har selskabstøj på, behængt med spøg og skæmt artikler, på maven påspændt en flaske, som han laver masturberende bevægelser på med et fjoget grin, samtidig med at han nærmer sig og trænger indenfor den fysiske intimsfære, så jeg mærker varmen og lugten fra ham. Han afleverer nogle replikker, men dem er jeg for distraheret til at høre ordentligt efter.
– Hvordan har du det med denne type? spørger stemmen på væggen. – Er det en, du vil kunne samarbejde med?
– Det er nok værre, svarer jeg, – her skal jeg arbejde med en spontan aversion. Det bliver svært.
– Arbejde? Aversion? spørger selskabsklovnen med et forbløffet udtryk. – Jeg skaber humør!
– Kan det tænkes, spørger stemmen, – at aversionen fortager sig gennem nærmere bekendtskab?
– Det kan det vel, i teorien. Jeg kender fortilfælde. Man kan affinde sig med det i en form for overbærenhed, men det efterlader altid en kvalme, som må skylles væk igen.
– Det forstår jeg ikke! siger selskabsklovnen, – det er mig der kommer med overskuddet, og dig der ikke vil modtage det!
– Det er muligt, men det er ikke den slags overskud jeg tager næring fra.
En tredje person er ankommet i mellemtiden, og bliver stående på gulvet, lidt til venstre set fra min plads. Selskabsklovnen går. Personen siger ikke noget, men skutter sig utilpas eller utilfreds. Så tænder han en smøg. Det er lang tid siden, jeg har set nogen ryge en smøg. Efter få sug smider den gnavne smøgen på gulvet og træder den ud. Derefter tager han en karamel op af lommen, putter den i munden, smider papiret over skulderen og går hastigt, med hænderne i lommerne og en tillukket attitude.
– Det er ikke nødvendigt at spørge, siger jeg uden at vente på stemmen fra væggen. – Her ville jeg gribe ind øjeblikkeligt. Der var overtrædelser af alle regler.
– Hvorfor gjorde du det så ikke? Her sidder du parat i din uniform til kampsport, og så udnytter du ikke chancen til en lille demonstration!
– Det er ikke en uniform, og jeg ved ikke hvad kampsport er. Jeg går ud fra, at alle er klar over det skadelige i konfrontation, konflikt, kamp, og at alle er i stand til at klare sig uden den slags primitive ytringer.
Her kommer en figurant der forestiller en overeksponeret machotype.
– Hvis de andre ikke var parodier, så er denne her i hvert fald! griner jeg.
Figuranten stiller sig i positur. Benene spredt, som for at gøre sig bredere og beherske rummet. Skuldre og overarme muskelspændt, som for at øge volumen og tage sig større ud. Fremskudt hage og strammede kæbemuskler, der sender bølger af anspændthed over kindbenene op til tindingerne og gennem halsmusklerne ned til bryst og skuldre. Ansigt og mimik fortrukket i et skævt smil, øjenbrynene sænket og øjenlågene smalt tillukket. Han bevæger sig hen mod mig i en gangart med bredt svungne og overdrevet kontrollerede bevægelser.
Jeg griner ikke mere.
– Hvad er det for et latterligt skuespil? Findes sådan noget stadig? Var det ikke den slags, der udryddede sig selv for mellem tredive og fyrre generationer siden? Skal det virkelig være nødvendigt at genoplive sådan nogle primitive dominereattituder? En frastødende påmindelse om den modbydelige arv, som vi gjorde så stor indsats for at udrydde! Det vil tage mig lang tid at komme mig over det! Er I klar over hvad I gør? Det er mental tortur! Skulle det være nødvendigt?
Det er svært for mig at holde mig i ro, så ophidset er jeg. Jeg gemmer ansigtet i hænderne og bukker mig fremad med hoved og hænder skjult mellem knæene.
Da jeg hulkende retter sig op er machomonsteret gået, og endnu en figurant kommet på gulvet. Det er en ung, yngre, meget smuk kvinde som beslaglægger hele min opmærksomhed. I ét eneste lynglimt ser jeg hver eneste del af hendes krop, om det så er ankel, skulder, nakke, ryg, hånd, knæ, som berusende udtryk for feminin skønhed. Hvis man måler puls og blodtryk på mig vil man se udslag. Jeg tørrer tårerne, sidder og nyder forevisningen uden at kommentere. Den komplet velskabte, fuldendt harmoniske kropsbygning, det vidunderlige, blødt formede ansigt med det sørgmodigt drømmende smil. En blidhed der lammer og fremkalder beskyttelsestrang. Uimodståelig. Hun siger ikke noget, poserer ikke, men bevæger sig roligt og afslappet rundt, som i tanker. Jeg håber ikke hun danner par med machokarikaturen.
– Kunne du forestille dig at arbejde sammen med en person som denne? spørger stemmen fra bagvæggen.
– Ubetinget, siger jeg stille. – Så behøvede jeg ikke tænke på andet.
– Tak, siger stemmen. – Din audition er afsluttet. Der voteres. Vær venlig at tage plads udenfor. Der vil være et svar inden for kort tid.
Udenfor har Lear ventet. Han har sjældent været så irritabel, og irettesætter mig spydigt, som i dårligt behersket irritation.
– Du skal ikke vente dig noget af dette her! siger han. – En slap, ukoncentreret præstation! Du lader dig hele tiden distrahere af noget uvæsentligt!
– Hvad er det, der var så uvæsentligt?
– Den første. Du tog ikke stilling til hendes handicap!
– Nej, jeg tog stilling til hendes udsagn. Var det uvæsentligt?
– Det er som man tager det. Og den næste. Du tog kun stilling til hans fremtoning.
– Det er jo fordi den gjorde mig dårlig. Og fordi han kun kunne sige det rene vrøvl.
– Så var der ham med cigaretten. Her kommenterede du også kun fremtoningen.
– Han sagde jo ikke noget. Men jeg kritiserede ikke fremtoningen, selvom den irriterede mig. Jeg kritiserede adfærden.
– Og den fjerde? Han sagde heller ikke noget, men du overreagerede. Det blev helt pinligt!
– Jeg troede det var løgn. Nu har jeg besvær med at få den dårlige oplevelse ud af hovedet igen. Det kan tage tid.
– Og det var en følelsesmæssig overreaktion. Lige som med den sidste. Du er til audition, men så går du lige i fælden og bliver afledt af en smuk kvinde!
– Hvad er du ude på? Jeg bad ikke om dette, jeg blev taget på sengen, jeg reagerede spontant, det er hvad det var, så må de se om de kan bruge det til noget! Du skal ikke patronisere, det passer ikke til en person af format, og det går du jo for at være!
Lear ryster på hovedet, går hen over gulvet, tager en lommebog frem og gør notater, måske om noget helt andet.
Pausen har ikke varet længe, da jeg kaldes ind igen. Lear følger mig et par skridt bagefter, men bliver bedt om at vente udenfor. I salen genkender jeg de fem figuranter i en gruppe mellem fire andre personer. De er nu i neutral påklædning, jeg stadig i slåbrok. Den skønne er stadig skøn, nu i arbejdstøj. En af personerne kommer frem og modtager mig.
– Velkommen, siger han, med den samme stemme som før kunne høres fra bagvæggen. – Din optagelse er enstemmigt bekræftet. Dit reaktionsmønster var optimalt. Vi vil gerne se dig på projektet. Må jeg præsentere dig for Rosina, hun er ekspeditionens leder, hun vil introducere dig for resten af holdet.
Rosina som Libidel og leder af ekspeditionen, det er noget jeg må tage stilling til. Hun er jo en Libidel, så det skal ikke genere hende at være seksuelt aktiv konstant, kun afbrudt af toilet, bad og måltider. Man skal passe på med at komme hende nær, så deltager man straks i noget sex med hende. Spild af tid, kræfter og humør. Dem der skal massere hendes ømme muskler, de læger der skal undersøge hende og behandle hende, kan kun komme til mens hun er optaget med en anden. Ja, det er hvad de siger og de siger så meget, men alligevel. Havde hun så bare været den skønne fra figuranterne, men det er Rosina langtfra. Jeg spekulerer allerede på hvordan jeg kan møde den skønne igen.
Ekspeditionen
Det siges, at man for kun er et par menneskealdre siden begyndte at vove sig ud i naturen for første gang. Kun på korte ture, kun i kort tid ad gangen, så skyndte man sig hjem igen. De havde været ude i de beskyttede kløfter, fortalte de, nede i bunden var der tætte skove med rivende strømme og stillestående moser. Sådan en natur, der havde passet sig selv i snesevis af generationer, uden mennesker til at blande sig. Tykke, gamle træer, uvejsomt vildnis, overalt ufremkommeligt med væltede stammer, nye og gamle, nogle næsten rådnet væk. Massevis af buske og unge træer, krybende og slyngende planter, og svampe. En mængde forskellige svampe, enkeltvis og i klynger, nogle på bunden, andre på døde træer. Og insekter. Når der ikke var vinter, var der insekter. Luftens dis og de svirrende insekter beskrev de, oplyst af solstrålerne som skar sig skråt ned gennem løvtaget, spaltedes af lodrette stammer og krogede grene, glimtede i græssets og edderkoppespindenes dugperler. Og dyndet, der hellere ville suge støvlerne af dem end give dem fast grund at stå på. Sådan nogle idylliske landskaber kan vi ikke se længere. Kløfterne blev dækket til under sandflugterne, moserne fyldt op og strømmene ændrede deres løb. Vejret og klimaet blev lige så ugæstfrit som de ødelagte landskaber.
Det var dengang de byggede vindmaskinerne og solpanelerne, klædt i beskyttelsesdragter. Heltemodigt. Det er stadig risikabelt at gå ud, enten bliver man blæst væk af sandstorme, eller overfaldet af myggesværme. Begge dele kostede livet for uforsigtige pionerer.
Vi lever i en spændende tid. Med korte mellemrum får vi nye meddelelser, ofte opmuntrende, men ikke altid.
For det første, de meget omhyggelige målinger af naturens tilstand uden for hulerne viser, at vi nu kan bevæge os ud, i lidt længere tid ad gangen. Men kun for de udvalgte. Reproduktionen er det, vi værner allermest om i vores hulesamfund, og vi skal ikke udsætte de kommende generationer for arvelige defekter. Derfor kommer man kun med, hvis man ikke skal have børn.
For det andet er der igen fundet et ukendt hulesystem, det gemmer sikkert på endnu mere viden om de perioder der gik forud, om tiden før de store katastrofer.
Jeg må vælge. To muligheder for ny viden af afgørende betydning. Ud i terrænet, ind i bjerget? Måske får vi vished om årsagen til de store katastrofer, om de skyldes vældige naturkræfter, kollision med et andet himmellegeme. Om menneskene selv skabte dem, om de bidrog, og i hvilket omfang. Hvis ikke, bliver spekulationerne om fortiden ved med at være spekulationer.
Ligner det så min drøm? Turen til det indre, som jeg drømte mig til, og som gav mig lysten til at undersøge det i virkeligheden?
Det kan jeg ikke svare på. Jeg havde håbet at finde ordnet materiale med genstande og skrifter, om ikke lagt frem til udstilling, så dog i overskuelig tilstand. Det var der ikke tale om. Der er stadig grund til at beskytte fundene, kun adgang for udvalgte specialister med ansvar for først at redde det undersøgte fra at blive ødelagt, derefter gøre det tilgængeligt for videnskaben og forskningen, inden for en lang række områder. Arkæologerne træder de første skridt ind i det nye ukendte. Derfor blev jeg arkæolog. Spor kan ødelægges, viden kan hindres i at komme frem, hvis man er for klodset, det ved jeg godt.
Og så kommer denne ekspedition. Jeg blev godkendt til at deltage. Nysgerrigheden og interessen lokker mig, men det gør skønne kvinder også, siger erfaringen. Hvis de har brug for min beskyttelse.
Der kan teoretisk set findes områder andre steder på jordens overflade, med bedre klima og mere forudsigelige vejrsituationer. Det er den egentlige opgave for nutidens pionerer. At søge efter sådanne områder, beskrive dem og analysere mulighederne for at bosætte sig der.
De sikrede områder er udvidet til hele dalen og et stykke op ad bjergskråningerne, helt op til hvor der aldrig har vokset noget. Det vil sige hele landskabet. Alt vi kan se herfra hører til det sikrede område. Ikke at vi tager det i besiddelse, for det er en forkert måde at behandle naturen på. Det er også forbudt. Men vi kan komme der, hvis vi færdes skånsomt og med respekt, kort sagt så det ikke kan ses at vi har været der. Alligevel er der trampet stier i flere retninger, hvilket kan accepteres, når det holder sig i den umiddelbare nærhed af ekspeditionens område, og fortoner sig når man kommer længere ud.
Det har altid været livsfarligt at bevæge sig udenfor, det har man vidst i masser af generationer. Forresten mærkeligt at vi stadig tæller i generationer, men vi har ikke rigtig andet at kende tiderne på. Vistnok en overlevering fra urtiden. Længde, mål, vægt, varme og kulde, og tid, den slags har vi måleenheder for. De er allesammen forældede, tager udgangspunkt i nogle upræcise størrelser, men godt indarbejdet så det er svært at ændre dem.
Vi kan gå ud i omgivelserne, se dag og nat, sommer og vinter, og mærke de forhistoriske tidsregninger i år og dag, som giver mening her. Opleve en verden fremmed for vores, og farlig. Man kan dø af at opholde sig der. Tilladelser gives kun for hundrede af de dage man bruger her ude, en forsigtighedsregel. Blevet bedre siger de. I begyndelsen, dengang vores forgængere flygtede fra farerne og samlede sig dybt inde i bjergene, døde man af at være ude i ganske kort tid. De sagde ikke om det var gift, stråling, som også er gift, kvælning, eller farlige infektioner, man døde af. Så man gik ikke ud. Nu sendes folk ud for at undersøge verdens almindelige tilstand. Jeg ved ikke hvorfor, man kan jo også dø af nysgerrighed. Hvad vi lærte som børn i den allerførste barndomstid hvor vi kunne tale, lytte og forstå. Det var farligt at være nysgerrig. Nu er det tilladt, flere og flere bliver bedt om at være nysgerrige.
Egentlig er det nok et ret beskyttet liv vi lever. Men ind imellem skulle man tro, at vi kun venter på noget andet. Vi har det godt, ingen drømmer om at undvære beskyttelsen, og ingen ønsker det anderledes. Er det nu rigtigt? Vi ved, at der findes en verden udenfor, og vi ved, at der sandsynligvis er en slags liv udenfor. Det er menneskeligt liv jeg tænker på, for planterne og enkelte dyr er der jo, dem kan vi se. De få der vover sig udenfor i deres nødvendige opgaver kommer på hårdt arbejde. Vi følger dem, og håber for dem at de snart vender hjem, så de kan komme ud af deres telte, kapsler og beskyttelsesdragter. Selvom de er vant til snævre forhold må det føles stramt og snærende. De kommer kun sjældent til skade, og fejres når en spændende mission lykkes for dem.
Jeg skal deltage i den historisk-arkæologiske ekspedition. Den drager ud sammen med den biologisk-zoologiske ekspedition, som ledes af Rosina. Hun siger at alle små børn skal falde i søvn i mors arme og vågne op i mors arme, ellers får man besværlige børn. På samme måde skal hun falde i søvn i en elskers arme og vågne op i en elskers arme, ellers får de en besværlig ekspeditionsleder. Ja tak, siger vi, det kan vi godt forestille os. Men det behøver ikke være den samme, siger hun, det må gerne være en anden man vågner op til, for man skal ikke regne med at en enkelt kan holde til det hele. En otte-ti på skift, det skulle være passende, så er der altid en der er frisk, siger hun. Så det er heldigt nok, at ekspeditionen er sammensat af netop ti, med hende som eneste kvinde. Så kan det ikke gå galt, alle kan komme til, ingen når at blive træt af det ensformige, men for Rosina skal det være ensformigt, og forsøger man noget nyt bliver man rettet. Fra hun vågner til hun lægger sig til at sove skal det stå på mindst tre gange, helst fire. Lige så tit som hun spiser, men mellem måltiderne. Hendes assistent laver en plan, så alle har noget at gå efter. Planen kasseres af de andre og må laves om, for assistenten er kommet til at sætte sig selv på tre gange hver gang de andre har to. Til sidst finder de et kompromis og bliver enige.
Rosina. At danse med Rosina, som jeg prøvede ved festen, noget jeg ikke havde oplevet før. Rosina er ikke særlig høj, men fast i det, massiv kunne man sige. Dansen sker på hendes initiativ, hun tager min hånd eller hvor hun nu har fat, jeg slynges rundt, hun er et gravitationsfelt som jeg ikke kan undslippe. Modsat Isa, sammen med Isa svæver vi, dans med hende er som en vægtløs flyvetur, med fælles sanser, fælles søgen og fælles mål. Ligesom når vi elsker. På ekspeditionen med Rosina vil jeg bytte mig fra vagterne med hende, der er nok nogen der vil.
Den biologisk-zoologiske ekspedition skal kortlægge biotoper, arter, populationer, variationer og udbredelser. Der skal laves en registrering fire gange om året, så man kan følge forandringer og udviklinger.
Den historisk-arkæologiske ekspedition får denne gang lov til at komme med, fordi der nu er givet adgang til at afsøge terrænet for ruiner og andre rester af menneskelig virksomhed. Ligesom den biologisk-zoologiske ekspedition i områder, der før var udenfor vores rækkevidde. Vi skal længere ud end man tidligere har turdet. Resultaterne fra vores fund må have inspireret til de nye tilladelser.
Mens den biologisk-zoologiske ekspedition skal finde kaniner, flagermus og kakerlakker, tælle græsser, buske og træer, skal den historisk-arkæologiske ekspedition lede efter spor fra svundne civilisationer. Undersøge de åbne vidder og se efter forandringer der ikke kan være naturlige, om muligt drage dybt ind i klipperne, finde andre tunnelsystemer, tænk hvis der skulle være gemt flere fantastiske oplysninger om fortiden. Til at begynde med kun på korte ture, og indtil vi finder disse tunnelsystemer, kun i den tid hvor der er lyst. Senere glemmer vi måske aftalen om at dele vagterne hos Rosina, det kan jo ske hvis vi finder noget spændende der gør os nysgerrige og beslaglægger vores opmærksomhed. Mig lokker Rosina ikke, jeg har altid foretrukket leg og eksperiment for rutine.
Eftertanken
Sastro anslog en eftertænksomhed. Som om han ville resumere over de resultater der var indsamlet, men ikke ville stille sig i vejen for festen. Det satte noget i gang, noget som må ligge parat når det skal bruges. Det er om de den dybe indsigt, de brede perspektiver og de endelige mål.
Tænk på hvordan, hvis vi nu kunne tænke os tilbage til den prækataboliske tidsalder, de tider hvor der var mennesker nok, hvor de var ved at blive for mange, de blev jo for mange, der var rigeligt at tage af. Det havde nok været en fordel at avle lidt på dem dengang. Med metoder de kendte. Kunne det lade sig gøre under de forhold? Det kunne det nok ikke. Befolkningens vækst var endnu ikke opfattet som et problem. Egen befolknings. Kunne menneskenes mentalitet være andet end ukrænkelig? Egen mentalitet. Enhver tanke om det var blasfemisk og kriminel. Mennesket var nærmest guddommeligt, med den tids begreber. Vi må ikke lave om på menneskets natur! blev der sagt. Og vi kan heller ikke! De havde religioner, og religionerne forbød at gøre noget som helst ved det guddommelige menneske. Om Gud vil! var mottoet. Inshalla! De greb ikke ind i tide, folk fik lov til at formere sig med alle de fejl og mangler de havde, og civilisationerne styrtede sig selv ud i tilintetgørelsen! Modsætninger, stridigheder, konfrontationer, kamp, krig, massakrer, folkedrab, det var hvad de kunne finde ud af. Tænke sig en hel art, der styrter sig ud i tilintetgørelsen, fordi de hverken ville indse problemerne eller gøre noget ved dem! Det kunne være løst ved at sortere de aggressive fra. Som vi gjorde, vi, de overlevende. Tvunget af barsk nødvendighed, men det hjalp!
– Havde de bare vidst hvad vi ved, om at udrydde menneskenes dårlige egenskaber, så var katastroferne nok aldrig sket!
– Er der så en forklaring på hvorfor de så ikke gjorde noget ved det? De var jo næsten – så vidt vi ved fra de tilgængelige kilder – de var jo lige så bevidste om processerne som vi er i vores tid?
– Det kan vi nok ikke få noget entydigt svar på. En forklaring synes at være magt. Vi ved jo at deres intelligens og evne til at lære, den var fuldstændig som vores. Men når de skulle træffe valg og beslutte sig, så vandt magten over intelligensen. Både magtstrukturerne og beslutningsstrukturerne var jo, som vi ved, simple og primitive. I vores tid har vi udviklet procedurer for vores valg og afstemninger, som tager højde for den viden der foreligger. Sådan var det bestemt ikke i forhistorisk tid. Alle kunne deltage i valg og afstemninger om alt muligt, men ikke alle var klar over hvad der foregik, ikke alle var klar over hvad der var galt, hvad der kunne gøres og hvad der stod på spil. Derfor gik det galt. Ligesom nu var der flere der ikke vidste besked end dem der vidste besked. Nu stemmer vi kun om det vi ved noget om. Så undgår vi det værste.
Men vi kunne da godt lege med kontrafaktiske håb. Tænk engang hvis de store katastrofer aldrig havde været der. Katastroferne gjorde jo en ende på civilisationerne, menneskeheden blev stort set udryddet. Hvis det der skete ikke var sket, var det så blevet mindre modbydeligt? Der var masser af bestialske borgerkrige. De var fortsat selv uden katastroferne, indtil det var dem der blev katastroferne. Migrationerne, som vi har læst om, hele folkeslag på flugt fra egne som andre havde gjort ubeboelige. Så skød de dem der flygtede, dem der ikke kunne, dem der lige havde reddet sig i sikkerhed, dem der ville slå sig ned i mere fredelige egne, hvad de egne bestemt ikke blev mere fredelige af. Det med at deles om pladsen og mulighederne passede ikke ind i mentaliteten.
Hvis det ikke var sket, var der så kommet endnu flere rædselsfulde borgerkrige i stedet for?
Kun vi, de overlevende, lærte at omgås hinanden i fred. Vi lærte det på den hårde måde, javel.
Vi havde aldrig fået afskaffet vores dårlige egenskaber uden at lære det på den hårde måde.
Som det nogle gange kan ske, var der enkelte imellem, som ikke var helt idiotiske, og som kunne se at menneskene og folkene sagtens kunne indrette sig bedre med hinanden. Det synspunkt mødte stor modstand. Det blev aldrig muligt at beslutte sådan noget, for de få der ikke var helt idioter kunne aldrig få nok tilslutning, og derfor heller ikke nogen indflydelse. Alle idioterne fra nær og fjern blev ved med at ødelægge alt for hinanden, og så kunne ingen længere se forskel på, om det var os der ødelagde det for de andre, om det var de andre der ødelagde det for os, om alle ødelagde alting for hinanden, om alle ødelagde alting for sig selv, det kunne komme ud på et. For det var hvad der skete. Til sidst var det ikke muligt at leve videre nogen steder, og de få mennesker der var tilbage måtte grave sig ned og leve i huler for at beskytte sig. Dernede var der meget snævert og meget trangt. Alle der kun tænkte på at gavne sig selv og skade de andre blev ved med at bekæmpe hinanden, indtil der ikke længere var nogen af idioterne tilbage. Kun de flinke, hensynsfulde og besindige overlevede, det er dem, alle de nulevende hos os stammer fra.
Der var sådan nogle steder, kun ganske få steder, enkelte huler, hvor nogle af de få, nogle af dem der ikke var helt idiotiske, fandt sammen og søgte tilflugt. De havde indset at menneskene og folkene godt kunne indrette sig fornuftigt med hinanden, og de sagde til hinanden, at hvis man skulle overleve under de svære forhold på de meget trange steder, så var man nødt til at tilpasse sig. De begyndte at lære af sig selv og af de andre hvordan man kunne leve sammen på meget lidt plads og med meget få muligheder, og de fandt ud af, at den bedste måde at tilpasse sig, ud over at blive ved og ved med at blive klogere, det var ved at styrke de egenskaber der gjorde det muligt, og svække de egenskaber der gjorde det umuligt. Og hvordan kunne det gøres bedre end ved at forbedre menneskene? Menneskene måtte lave sig selv om! Der var dem der hverken kunne forliges med forholdene eller lave sig selv om. De faldt fra, flygtede, forsvandt, var aldrig mere at se. Og der var dem der ville give det et forsøg. Det har vistnok været både vanskeligt og ubehageligt for dem. Kurser og træninger, principper for opdragelse og uddannelse til samfundsmedlemmer, det var svært. Sammen med evig overvågning og social kontrol, for man kunne aldrig være alene, de må have følte det som en urimelig byrde og en modbydelig straf for nogle forbrydelser som alle andre havde begået. De sammenlignede det med overfyldte fængsler uden luft, vand og afløb. Mange blev vanvittige, flere tog livet af sig. Andre spekulerede over mulighederne og fremtiden, satte sig sammen for at tænke, og kom i tanker om forgængernes metoder fra avlsarbejdet dengang de havde husdyr. Det var hvad de besluttede, det var hvad de forsøgte, gjorde, udrettede, gennemførte. Midt i deres uoverstigelige problemer, i bestræbelserne for ikke at uddø, for at redde fremtiden for de næste generationer, ville de forbedre sig selv. De indså, at hver gang der blev født et barn med vanskeligt sind og stridbart temperament ville det blive sværere, og hver gang der blev født et barn med positivt og omgængeligt sind ville det blive lettere. De bestræbte sig på at videreføre de bedste egenskaber og bremse de dårligste. Det var egentlig ret enkelt. Vi ved ikke præcis hvordan de greb det an, om det foregik frivilligt eller ved overtalelse, muligvis uden deres bevidste indblanding men ved naturlig selektion, muligvis fordi de aggressive og voldelige blev ved med at slå hinanden ihjel, så kun de blide og fredsommelige blev tilbage og lod hinanden leve. I hvert fald blev resultatet som vi har det nu, hvor vi er fri for de voldsomme og dominerende og kun har venlige og behagelige mennesker tilbage.
Lidt efter lidt var mennesket blevet domesticeret. På tide, kunne man sige. Alt for sent, kunne man også sige.
Tendensen fortsatte gennem generationerne, menneskene blev gladere, klogere og smukkere. Konkurrence, kappestrid, strid, kamp, konfrontation var afskaffet. Det samme var ejendomsret, personers magt og dominans over hinanden, og over samfundets funktioner. Kun én regel var gældende når ting af enhver art skulle besluttes, og det var argumentets ret. Den regel indførte man allerede dengang. Alle holdninger skulle kunne begrundes, selv begrundelserne skulle kunne begrundes, og argumentationskæden skulle i ethvert tilfælde kunne føres helt tilbage til grundforudsætningen, som var samfundets livsbetingelser, og helt frem til slutformålet, som var samfundets overlevelse. Alle andre formål skulle være delmål i forhold til dette, eller i hvert fald ikke være i modstrid til det. Når en holdning til et spørgsmål på den måde var argumenteret igennem, kunne man træffe afgørelser i stor enighed. Den fremgangsmåde ville være utænkelig i de primitive forhistoriske samfund, for deres fælles mål var få og små, deres individuelle mål dannede et virvar af særinteresser, dem blev der taget hensyn til, og de dominerede altid over fællesinteresserne.
Ja, og så blev der fundet et arkiv. Det vil sige resterne af et arkiv, der var blevet ødelagt under sammenstyrtningerne. Et hold arkæologer og historikere brugte mængder af tid og kræfter på at løse en masse puslespil ud af kaosset. Ikke en opgave der i art adskilte sig væsentligt fra andre rekonstruktioner af fundet materiale, men det gjorde den i omfang. Jeg kom ikke selv i direkte forbindelse med det arbejde, for jeg blev udvalgt til Rosinas hold med at tilrettelægge de ydre ekspeditioner. Det fjerner ikke min mistanke om at det kunne dreje sig om de reolsystemer, jeg kom til at skubbe til engang hvor jeg havde vovet mig alene ind i et uåbnet afsnit, selvom det var strengt påbudt at være mindst to. Som jeg næsten kun kom til at puste til. Det er mit held, at ingen andre lader til at have fået samme mistanke, og det er mit held, at jeg ikke selv skulle dykke ned i puslespillet, for så så kunne jeg nok ikke holde min hemmelighed skjult længere. Men det viste sig, at netop det arkiv rummede optegnelser over de tanker og overvejelser, man gjorde sig i de allersidste af de perioder fundene stammer fra. Det var ved at gå op for de fleste, at den var helt gal. De katastrofale forandringer var på det tidspunkt ikke længere til at standse. Der havde ikke manglet advarsler, i en periode på flere generationer havde der lydt advarsler, de var vokset i mængde og styrke, men igen var de ikke trængt igennem til kredse med afgørende indflydelse, for i de kredse satsede man som sædvanlig på at vinde fordele for sig selv og bekæmpe alle andre. Dokumenterne stammede fra tidens offentligt tilgængelige medier, fra korrespondancer mellem statsmagterne, og fra de samme statsmagters hemmeligstemplede arkiver. De viste en stigende bekymring blandet med en fanatisk fornægtelse af problemerne. Bekymringerne lå hos folkene og deres repræsentanter, fornægtelserne hos magthaverne.
Man har siden fundet dokumenter der viser det allerværste. De nye oplysninger stiller nye spørgsmål og rejser nye teorier om årsagerne til katastroferne. Der var nemlig stærke grupperinger, statslige, religiøse, kommercielle og andre, der ville øge egen dominans ved at svække andres, og som så en fordel i at reducere befolkningerne, fordi befolkningstallet i sig selv blev set som den største kilde til alle problemerne. Våben til masseudryddelse var der nok af, det var bare med at bringe dem i anvendelse. På de andre, selvfølgelig. Teorierne gik på at der blev startet gensidige masseudryddelser med det formål at skaffe bedre levemuligheder, for sig selv og sine egne. Det formål havde været det bærende princip hos utallige generationer af magthavere, uden nødvendigvis at udrydde hinandens folk helt. Til sidst gik det ud af proportion og helt ud af kontrol. En enkel måde at bringe det hele til ophør på. Opsummere alle verdens lidelser med én enkelt bølge af lidelser, der skulle få alle lidelser til at forsvinde. Det lykkedes. Individets dybtliggende overlevelsesinstinkt besejrede mennesket. Kampen for sig selv var kampen mod de andre. De fredeligt indstillede blev elimineret med det samme, de kamplystne der forsvarede sig med angreb ligesådan, de der gravede sig ned tog lidt længere tid.
Man må føle sig taknemmelig for at det tog rigtig lang tid for vores forgængere i den lille overlevelseslomme, som blev rammen for vores samfund. At det lykkedes for dem, ved ganske enkle midler, ved at tilpasse befolkningen så den ikke længere kunne gå i kamp mod nogen. Så menneskene kunne løse opgaver hver for sig eller i fællesskab, i stedet for at strides indbyrdes. Og man må være taknemmelig over at der tilsyneladende ikke andre steder findes rester af befolkninger, der kan have bevaret det aggressive sind og de kamplystne egenskaber. Det er jo et af de spørgsmål, som jeg sammen med antropologerne på Rosinas biologisk-zoologiske ekspedition skulle være med til at udforske. Om der findes andre civilisationer, som det i givet fald vil være muligt at dele jorden med. Om man kan besøge dem uden at blive smittet med deres mikrober og omvendt smitte dem med vores. For ikke at tale om tanker, for at undgå at sprede smitte med skadelige tanker.
Jeg drømmer om biologiske og arkæologiske ekspeditioner som dem vi hørte om, ude i de uberørte og uvejsomme områder, overgroet med uendelige skove og uigennemtrængelige kratbevoksninger. Sammenfiltrede slyngplanter, stride buske med skarpe torne, brusende bække med slimede stenbrinker, bundløse og stinkende sumpe. Ind imellem en godt skjult indgang til et ukendt, forgrenet gangsystem i klippen. Afmærket som destinationer i ekspeditionernes logbøger, forsynet med koordinater og beskrivelser, ikke længere ukendte steder. Ved de største fund anlægges større lejre, de kan blive på stedet og fortsætte med at fungere mens klimaet skifter i jordrotationens rytmer, i årevis. Hist og her fund fra gamle lejre, rester fra tidligere ekspeditioner, som sandsynligvis gik til grunde uden andre spor. Nysgerrigheden kan ikke styres, arbejdet må videreføres, jeg må tilkalde holdet, så vi kan videreføre undersøgelserne og registreringen. Der hentes udstyr og mandskab, vi opretter forposter og anlægger lejre. Nogle af disse lejre bliver beboet, enkelte bliver permanente. Det er spændende tider. Men det største, det er at finde en sten højt oppe, hvor træerne er mindre og luften klarere, sætte sig på den og se ud over de kolossale vidder hvor intet tegn på menneskelig aktivitet er at se. Solnedgange i ubeskrivelig skønhed og total ensomhed. Dem vil jeg stjæle, så tit jeg kan komme til det. Derfor kan jeg godt styre min nysgerrighed lidt endnu. Det er koldt der oppe, det føles vådt efter solnedgang, der er myg, insekter og kryb som jeg aldrig før har set. Jeg har telt, sovekapsel og net med, bliver der og sover og vågner tyve eller tredive gange, i hvad man efter den forhistoriske tidsregning kan kalde flere uger, før jeg går tilbage og rapporterer mine fund.
Men jeg drømmer. Her er ikke længere slugter med ufremkommeligt krat og brusende bække, i hvert fald ikke her i nærheden. Dem ødelagde sandflugterne. Heller ikke gamle lejre. Men vi kunne jo udruste ekspeditioner for at rejse ud og anlægge nogle nye, længere væk. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig at være med til.
Ja, det kan være farligt at bevæge sig udenfor. Vi hører om ekspeditioner der vendte hjem efter kortere eller længere tid, med større eller mindre resultater. Men vi hører ikke om dem der aldrig vendte hjem. Dem ved vi ikke noget om, naturligt nok. Blev de udslettet, fandt de den lykkeligste af alle tilværelser? Risikoen er der for at blive som dem der aldrig vendte hjem. Et af formålene med vores ekspedition er at finde efterladenskaber fra andre civilisationer, men tænk hvis vi finder en der er i live. Chancerne er ikke store, det kan vi godt regne ud. Vores eget samfund for eksempel, det er efter en overfladisk betragtning godt skjult, var det i hvert fald før vi satte solfangere og vindmaskiner ud. Og ekspeditionslejre. Andre samfund kan være endnu bedre skjult og mere besværlige at finde. Hvor langt skal vi i det hele taget ud for at møde nogen. Vi har ikke befordringsmidler til at forcere de landområder vi kender, det må ske til fods, og vores lille gruppe er ikke i stand til at flytte vores udrustning ret langt. Håbet er, så vidt jeg kan se, at vi finder vand. Vi må bevæge os nedad i terrænet indtil vi støder på vand. Bedst med et sammenhængende havområde, men en flod eller en sø kunne være en begyndelse. Hvis vi støder på vand, har vi allerede fået en slags resultat, og så må vi sende et par stykker tilbage for at samle nye hold. For så skal vi bygge et fartøj, helst flere indtil vi har en lille flåde, og så kan vi komme omkring. Det skal være sødygtige fartøjer, ikke elendige baljer som i træningslejrens cisterne. Også biologerne, måske navnlig dem, vil være interesseret i vandområder, for de rummer betydeligt større muligheder for at finde liv end de forblæste højsletter.
Chancerne for at finde andre samfund bliver større, jo bedre vi er i stand til at bevæge os rundt. Ja, det er spekulationer, et sted mellem ønsketænkning og skrækscenarier. Alene mødet med sådan et ukendt samfund. Hvem er de, hvordan lever de, hvordan vil de tage imod os? Kan vi regne med at de er lige så fredelige som os? Tænk nu hvis det er mennesker der ser på os med den største mistænksomhed og uvilje, bare fordi vi er anderledes? Fra forhistorisk tid ved vi, at der fandtes mennesker der straks greb til våben når de så mennesker der ikke lignede dem selv. Hvad hvis vi møder en gruppe, der har rendyrket deres xenofobi, ligesom vi har rendyrket vores omgængelighed? Vi skal nok ikke regne med at sådan et møde bliver uden problemer. Og hvordan med forståelsen. I forhistorisk tid talte man masser af forskellige sprog, og de forstod bestemt ikke altid hinanden. De sprog kan i mellemtiden have udviklet sig endnu længere væk i hver sin retning. Vi ved jo, at den slags ting ændrer sig hurtigere i små sprogområder end i store. Nej, det er problematisk. En ting der kan gøre det endnu mere betænkeligt er smittefaren. Vi mistede jo langt tilbage i historien alle dem der ikke kunne tåle de pludselige forandringer. Vi og vores mikrober indrettede sig efter hinanden, vores immunsystem tilpassede sig, og vi er på den måde en sjælden vækst mellem alt det der omgiver os udenfor. Andre stammer der har levet et isoleret liv ligesom vores, kan have udviklet helt andre biologiske styrker og sårbarheder. Et møde med dem kan blive fatalt for den ene, den anden, eller for begge parter. Der skal holdes afstand og udvises påpasselighed. Jeg håber at holdet har mikrobiologer med, og at de medbringer deres laboratorium. Når jeg tænker på alt det der kan gå galt, forestiller jeg mig andre stammer der blev isoleret som vores kort efter katastroferne, som udviklede deres egen helt anderledes overlevelsesstrategi, og ikke som os fik adgang til bevarede arkiver om forhistorien. Sådan et møde ville blive kort. Det vil være langt mindre kompliceret at gense overlevende fra vores egne tidligere ekspeditioner, med meget større sproglig, kulturel og biologisk forligelighed. Det var nok at foretrække.
Jeg føler mig skyldig. Jeg har ikke nogen steder at hente lindring for min skyld. Er det savnet af en religion der melder sig? En tilgivende, almægtig skaber og vedligeholder, som kan tage min skyld på sig og rense mig for det der plager mig? Vrøvl, må jeg sige til mig selv. En trøst, en mental narresut for voksne. Jeg har trods alt svært ved at tro, at de forhistoriske religioner skulle tjene et så egoistisk formål som at rense sig selv for skyld. De må have haft væsentligere budskaber til menneskene end at gøre individet skamfuldt og skyldbetynget, og derefter gennem bod og renselse gøre det skyldfrit og ubekymret. Og dog, det kan jeg jo ikke vide. Man kan let forestille sig de forhistoriske mennesker så primitive, at de helst tænkte på sig selv før alt muligt andet, og at de sagtens kunne finde på at udrette betydelige ting, gøre stor gavn eller stor skade, bare for deres egen frelses skyld. Så primitive var de jo, så ivrige var de for at handle på en ubegrundet tro på en eller anden fuldstændig vanvittig religion. Og de kunne finde på at sige, at selvom de godt vidste at deres religion var fuldstændig vanvittig, var de nødt til at tro på den, for ellers blev de ikke lukket ind i himlen når de døde!
Egoisme, handle vanvittigt for at redde egen frelse i vanvittig indbildning, det kunne være grundforklaringen på at de forhistoriske mennesker ikke var i stand til at videreføre udviklingen, men måtte gå til grunde.
Men hvordan løser jeg så min skyld? Jeg kan ikke forklare at det var mig der kom til at pille ved reolsystemerne og kom til at skubbe til dem, og kom til at få dem til at brase sammen. Ikke endnu.
Jeg har hørt fra Lear, der satte mig på ekspeditionsholdet efter den mærkværdige test jeg skulle igennem. Pokkers. Jeg var ellers næsten sikker på at den test var en drøm. Han har talt med Sastro, siger han. Sastro er blevet gammel, og får snart lov til at trække sig fra de råd han har siddet i og været samlende person for i længere tid end nogen anden. Der sker løbende udskiftninger i rådene, men Sastros afgang efterlader flere tomme pladser end man er vant til, og der skal suppleres flere steder, der skal mere end én til at erstatte ham. De har talt om mig. Det kommer lidt på tværs, synes jeg. Det må overvejes grundigt. Ikke sådan at jeg kan sige nej, det kan man ikke tillade sig. Men det kommer temmelig uforberedt, jeg føler mig slet ikke parat til det. Sjovt nok, jeg kunne ikke godkendes til at få børn, men jeg kan godt godkendes til at sidde i et råd der skal træffe vigtige beslutninger for samfundet, om det nu bliver i form af en ledig post i et af rådene for vandforsyningen, fødevareproduktionen, om det bliver en domstol der skal bemandes, eller rådet for forskning og udvikling, som nok er det der ville interessere mig mest. De andre ting har jeg ikke forstand på. Lear kom med en antydning om fællesrådet. Det er en slags råd for rådene, dets opgave er at holde øje med forholdet mellem de indsatser der gøres på de andre råds områder. Det har kun rådgivende funktion, ligesom alle de andre råd, men det er højt respekteret og der bliver lyttet til det, fordi det har tradition for anbefalinger og henstillinger, der er grundigt gennemtænkte, gennemarbejdede og gennemargumenterede.
– Vores opgave, som de siger i fællesrådet, – er at gøre os selv overflødige. Vi skal sørge for at de nødvendige råd er til stede, ikke påtage os opgaver, som kan lægges ud i andre råd.
Fællesrådet kan indstille til at danne nye råd, det kan alle andre også. Beslutninger tages i forsamlingen, når rådet for argumenters afprøvning har set efter om begrundelserne er holdbare. Rådet for argumenters afprøvning er et særligt råd, som skal granske alle argumenter for rådenes funktion og formål, og argumenternes styrke og dybde. Når der stilles forslag, kommer der også indvendinger. Både forslag og indvendinger skal være velbegrundede og gennemargumenterede, det skal rådet for argumenters afprøvning stå inde for. De skal kunne føres helt ned til grundforudsætningerne og helt frem til slutformålet. Kan de ikke det, må de afvises. Forslag der ikke kan tiltrædes bliver ikke helt afvist, forslagsstilleren kan selv arbejde videre med det, men det bliver uden rådenes støtte, indtil det kan argumenteres godt nok.
Lear forklarer, at rådet for argumenters afprøvning registrerer henvendelser i alle sager. Deres register viser at jeg, Tino, har været flittig til at rette anbefalinger og kritik til rådet, at mine anbefalinger har været konstruktive, og tit har været “tænkt originalt”. Han antyder også, uden helt at indrømme det, at den mærkværdige test til ekspeditionsholdet var en fælde de lokkede mig i, for de vidste at jeg var ivrig efter at komme med på de ekspeditioner. Men at den egentlige grund, hvad han ikke sagde, eller en sideeffekt som han sagde, var at undersøge min egnethed som deltager i rådene. Og at den var faldet heldigt ud. Navnlig det med at tænke originalt, for den evne var ikke fremtrædende i alle rådene.
Jeg må tænke mig om. Både Sastro og Lear sidder i fællesrådet, og indstiller mig måske til at overtage en af Sastros pladser, enten i fællesrådet eller i et af sektorrådene. Isa sidder i forvejen i forskningsrådet og i fællesrådet, begge steder er der i øvrigt flest kvinder, måske en af grundene til at jeg bliver spurgt. Jeg må tale med Isa om det. Hun kunne være en formildende omstændighed, der er ikke meget andet der virker tillokkende ved at sidde i et råd. Men det er jo en pligt, som det er vanskeligt at undslå sig fra.
Jeg bryder mig ikke længere om at gå i formation. Hvis jeg havde holdt mig i træning og vedligeholdt min fysik, havde jeg sikkert kunnet det endnu. Men vi spadserer sammen, han og jeg, i hver sit tempo, uden beskyttelsesdragt. Jeg håbede at kunne regne med hans fortrolighed. Han får heller ikke min, hvad skulle han også bruge den til. Eller er Nima faktisk en hun? Det bliver jeg vist aldrig klar over. Jeg er holdt op med at dele mine tanker, som jeg er holdt op med at dele min gangart. Måske har han lagt mærke til det. Eller hun. Måske er vi enige om at holde en fælles reservation op mellem hinanden. Jeg ved det ikke. Det kan også være noget man kalder respekt. Vi deler hverken gangart eller tanker, vi kender hinanden helt igennem, vi behøver ikke dele noget mere. Vi kalder ikke tankerne ned på jorden længere, vi lader dem flyve. Vi holder vores tanker flyvende og forstyrrer dem ikke. Det er frihed. Vi behøver ikke engang blive enige om det, vi behøver ikke blive enige om noget, for vi er enige. Det er fred. Det er fællesskab, hvor man kan være i fred for hinanden. Vi er frie i fællesskabet, fordi vi er fri for fællesskabet. Hvad han eller hun synes om mig er ligegyldigt, og han eller hun har det på samme måde. Han eller hun kan synes at jeg er en idiot, ligesom jeg tit opfatter ham eller hende som en nar. Det gør ikke noget. Den slags generer vi ikke hinanden med. Vi har ikke brug for hinanden længere, og hvis den ene falder fra, skal den anden nok klare sig uden at der sker noget særligt ved det. Egentlig er det mærkeligt at vi er så meget sammen, det kan kun skyldes vane. Enhver af os kan rejse sig og gå, og aldrig vende tilbage, og der kan sætte sig en anden, og efter en tid vil jeg kende denne anden så godt, at der heller ikke behøver siges mere mellem mig og den anden. Freden lader sig ikke bryde. Alligevel er det så længe siden at jeg næsten ikke kan huske det, den største fryd jeg kendte til, at være alene i stilheden. Unddrage sig andres nærvær. Unddrage andre sit nærvær. Unddrage verden sin tilstedeværelse, som skjult iagttager. Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke huske at have oplevet de samme lykkelige fornemmelser siden.
Ud i ensomheden, sammen med myggene. Der må jeg give mig tid til at overveje tingene. Jeg har én mulighed for at slippe. Det er at fortælle om dengang jeg kom til at vælte nogle skabe med arkiver, sådan at en mængde gennemorganiseret og gennemregistreret materiale om vores forhistorie blev forvandlet til kaos. Det var det mest skamfulde jeg i al min tid har været ude for, men jeg fortalte ikke om det. Forsøgte at dække over mit uheld og kom ikke engang under mistanke. Hvis jeg nu afslører min løgn, bliver det nok sværere at indstille mig til pladser i rådene. Var det en løgn, ikke bare en fortielse? Det kommer ud på et. At fortie er at tilbageholde viden, det er bevidst fravalg af viden, altså bedrag, ikke til at skelne fra løgn. Det er en af de overvejelser jeg skal gøre her ude, sammen med solnedgangene, myggene og nattekulden. Eller sandstormene. Men uden Isa. Uden hende, uden alle mine andre gamle kærester, som jeg elskede med og legede med, og som ingen kan forhindre mig i at repetere, gang på gang, i form af festlige kavalkader hver gang jeg skal falde i søvn. Dem kan jeg til enhver tid genoplive for mit indre blik.
Men jeg kan ikke spørge dem. Afgørelsen bliver min egen.
—–
Nima
Det var Tinos udsagn, det seneste af en række. Det er hans stemme vi har lånt det meste af tiden. Nu må det være på tide at jeg selv tager over. Tino er godt klar over at han hele tiden havde mig med, hans vidne fra fortiden, på sin rejse gennem ungdommens fornøjelser og eskapader, gennem sin historiske interesse for den fortid, der blev åbenbaret for ham gennem afdækningen af de forhistoriske forbrydelser. Dem der gjorde liv på jord vanskeligt og siden umuligt. Så godt som umuligt. Han og hans lille samfund af overlevere, de repræsenterede og repræsenterer stadig sikkerhedsventilen, undtagelsen fra den totale udslettelse. Han vender sig om uden at kunne se mig. Meget muligt forveksler han mig med sin gamle ven inde i stenen, Nima. Har han gennemskuet mig?
– Nu tror du måske, siger han, – at der kommer en hymne for et eller andet, for livet, døden, denne verden, den hinsides verden, hvilken en af de mange du vælger. Det gør der ikke. Sig det ikke til nogen! Det fortsætter bare. Livet er let at stoppe. For den enkelte, for individet, gruppen, samfundet, arten. Livet som sådan kan ikke standses. Det vil fortsætte. Om ikke her, så andre steder. Om ikke på denne klode, så på andre. I nåede jo ikke engang at finde ud af hvor mange levende verdener der kunne være, ude i rummet? Tilgivelse for hvad I gjorde, skal I ikke gøre jer nogen forhåbning om. Tilgivelse for hvad I ikke gjorde? Den ligger det endnu tungere med. Den største af alle synder, det var den I begik. Undladelsessynden! I skal ikke forvente nogensinde at blive tilgivet for alt det I kunne have gjort, men ikke gjorde. Det vil overstige vores velvilje. Selvom vi er langt venligere, fredeligere, mere omgængelige og fornuftige end I nogensinde har været.
Egentlig hører jeg ikke efter hvad Tino siger, for han siger ikke noget. Det er hans tanker, der lægger sig mellem mine, blander sig med mine og prøver at gøre sig til mine.
Invasive tanker.
Selvom han ikke kan sætte sig helt ind i sine forgængeres tankegang, fra de svundne forhistoriske tider, så kan alle de fund af artefakter og arkivalier, som han og hans kolleger arbejder med, hjælpe med at sætte ham på sporet. Han bryder sig ikke om hvad han har set. Det bliver nok andre end ham, der skal gå videre i arbejdet med at transcendere videnskaben og myterne, og opstille en slags troværdig forklaring på hvad der var galt med den epoke, der ødelagde det hele for de næste. Den epoke som jeg var en del af, det ved jeg, det piner mig med en ubærlig samvittighed. Trods det, at jeg kan have svært ved at trænge ind i Tinos tanker, endnu sværere end han har ved at trænge ind i mine, så kan jeg godt forstå noget af det der rører sig i ham. Det er tankens privilegium, den kan være til stede overalt og til alle tider. Tanken er det sprog, vi kan kommunikere med hinanden på, gennem tid og rum, lige så tilgængeligt for Tino som for mig. Tanken kan bevæge sig hvor den vil, indtil den støder på grænser der selv for tanken er hårde som sten, hvad enten man støder på dem udefra eller indefra. Det er tankens grænser, tænkeevnens egen begrænsning. Men så er der andre tanker på begrænsningens anden side, de løber parallelt, de kan aldrig nå hinanden, men de kan finde en frekvens at svinge sammen på.
Induktionstanker.
Så det er godt nok, at han tror jeg er Nima. Det kan også være at han faktisk er den af os to der ved mest om det. Lad mig bare være den Nima, som for ham repræsenterer fortiden der er skyld i alt ondt. Det kommer jeg alligevel aldrig til klarhed over.
Og Tino går videre, ud i landskabet som han skal undersøge, måske forberede for kolonisering, måske for at møde andre venlige folk. Forhåbentlig uden at gentage de fejltagelser han beskylder sin frygtelige forhistorie for. Hvis nogen skulle have forebygget de rædsler, hans samtidige og især deres forgængere gik gennem, som vores egne efterkommere kommer til at møde, må det vel være den fortid som var vores samtid. Os. Kunne vi det? Han skal overveje om han vil træde ind i rådene, som de har foreslået ham. For han har et valg. Han går videre, ind i fremtiden. Jeg får ikke nogen absolution. Ingen syndsforladelse at tage med hjem til mig selv og mine mange medskyldige fra min samtid. Det gør ondt, men jeg ved at sådan er det. Han beder mig om ikke sige det til nogen, men her i vores fortrolige kreds går det vel an. Det kan ikke være en hemmelighed. Det behøver ikke engang siges, det kan nøjes med at tænkes. At undladelsessynden skulle være vores virkelige arvesynd. Værre end nogen anden tænkelig arvesynd. Jeg kan ikke frigøre mig fra tanken om at han, ligesom sine samtidige, i den grad er blevet så mild og har fået fremavlet et så omgængeligt temperament, at han slet ikke er i stand til at udtrykke sin vrede ordentligt. Vrøvl, ikke ordentligt, det er bare mig der er præget af min samtids normale måde at udtrykke vrede på. Som bestemt ikke er ordentlig. Han kan ikke udtrykke sin vrede så stærkt som vi er vant til i vores forhistoriske samtid. Skulle han gøre det, slår ingen apokalyptiske rædselsskildringer til. Det sætter hans dom i relief. Han kan ikke tilgive os for at sjuske med vores fremtid og hans fortid. Men han siger at livet fortsætter, med os eller uden. Det er hans dom.