Det er fordi du kommer gående der at jeg elsker dig. Som om det var den selvfølgeligste ting, kommer du bare der og modsvarer mine hedeste drømme.
Fordi du kender hullet i min drøm, fordi du passer ind i det.
Fordi du kender din bestemmelse i dette øjeblik overfor mig, tager du uigenkaldeligt bestemmelsen over os begge.
Du opstår ud af ingenting, og pludselig er du til stede så der ikke mere rigtig er andet til stede end dig. Eller også toner du ganske gradvis frem og bliver mere og mere tydelig, indtil intet andet end dig kan ses rigtig klart.
Tænk at du bare sådan indfinder dig. Kommer her og lever og ånder og trækker vejret selv i min nærhed som om jeg hverken lugter eller er frastødende.
Du er vidunderlig. Der har ikke eksisteret nogen mere vidunderlig end dig. Så skøn, så perfekt i balance med den mest fuldendte krop, det dejligste blik, det sødeste smil – og at du så bare er til. Det havde i virkeligheden været nok. Det er skønt bare at vide, at du er til. Og at have mødt dig en enkelt gang. Men at du så holder til her, hos mig, det er overvældende. Verden gør krav på din vidunderlighed. Det er et under, at du kun var bestemt for mig, og det er med ærbødighed, jeg nu vil værne dig mod den verden, som du altid har været alt for god til.
Så lidt du kræver af dine omgivelser, af den verden, som du er for god til. Bare et sted at være, mit ydmyge værelse med balkon, som du forskønner hele kvarteret fra hver morgen med dit legeme i sollyset, bare et sted at spise, mit simple køkken med udsigt over byens tage og baggårde, bare en at dele med – mad, vin, seng og tandbørste – og at den du deler det med er mig. Mig den lykkelige. Intet medbragt klædeskab, ikke noget familiealbum, ingen samling af madopskrifter, smykkeskrin, lagener eller spisestel til tolv personer. Det er jo også ligemeget, det er jo kun dig der er vidunderlig, det er ikke din hjemegn, din familie, din uddannelse eller dine jobplaner, skidt med dem, de dukker nok op alligevel med en vis vægt og på et vist tidspunkt, men lige nu udsætter vi dem lidt. Som vi også undertrykker min baggrund, holder den tilbage, hvad skal vi dog med den? Det eneste interessante ved mig er, at jeg netop havde et hul i min drøm, og at du lige kunne smutte ind og udfylde det perfekt.
Hvordan opstår sådan et hul?
Får man sådan et hul med fra fødslen, er det der bare og har det altid været der, kun beregnet til dig? Ligger det og gemmer sig som en mulighed, aldrig tidligere påagtet, et immanent latent hul, der bare venter på dig? Og jeg som aldrig tidligere havde vidst, at du var til? Har min eksistens i det hele taget haft andet formål end at vente på dig?
Da jeg opdagede dig, opdagede jeg i samme øjeblik savnet efter dig. Aldrig tidligere erkendt var det et savn jeg altid havde næret, og det var bundløst dybt, og kunne aldrig udfyldes af nogen anden end netop dig. Jeg blev chokeret over hvor smerteligt det var, savnet. Og jeg blev lamslået over at du kunne gøre det mod mig, holde dig væk, holde mig hen – nu kan jeg ikke få nok af dig, du var væk alt for længe, og efterlod mig med et bundløst savn selvom jeg ikke vidste det. Hvor kunne du? Som straf må du nu tåle, at jeg slukker min glubende tørst i dig, indtager dig i store slurke, fremkalder bekræftelser på at jeg aldrig nogen sinde har kunnet undvære dig, igen og igen, kald det kaskader af udløsninger, kald det bjergtagelse, kald det forelskelse, kald det kompensation for det umenneskelige savn, vi har så meget vi skal indhente. For alle de år vi ikke elskede hinanden, må vi nu elske hinanden ti gange så stærkt for at indhente det forsømte inden vi dør.
Var der en erindring om en anden, der havde efterladt dette hul? Eller var det ikke netop dig, jeg erindrede mig, du, som er den eneste der nogensinde ville kunne udfylde mit savn og gøre mig komplet, du, som havde indsneget dig og sået en spire i min erindrende bevidsthed allerede for frygtelig lang tid siden og derfor nu står frem som et blændende dejavu. Det er helt nyt, men jeg har kendt dig altid! Kunne du se, at der var en plads beregnet til dig inden i mig? Et hul, en hule, som i sin negative hulhed netop modsvarer dig med al din positive vidunderlighed? Hvordan kan det være at du lige netop kunne fylde det ud som en sko man vælger rigtigt første gang? Er jeg som en sko for dig?
Er det dig selv der præger min hukommelse, former hullet til dig i den, fuldendt tilpasset din egen person, så du kan smutte ind i den og skubbe dig behageligt tilrette som en fugl i sin rede?
Du kommer, finder din bestemmelse, tager bestemmelsen over os begge så det føles som det eneste rigtige i verden, og sådan at jeg for første gang kan mærke det sviende indre hul jeg led af inden du kom, og som jeg den gang ikke vidste noget om, men som uden tvivl var savnet efter dig.
Her kommer du og slår dig ned, putter dig en hule i mit indre, hvor du kan skubbe dig til rette, smile til mig og falde trygt i søvn.
Og elske med mig og give mig din kærlighed, for det har altid været din bestemmelse, at jeg skulle disponere over dig og du over mig, at vi skulle udveksle vores kærlighed og dele den og lade den blomstre som det sker når vi overøser hinanden med kærlighed. Som den selvfølgeligste ting skulle jeg eje dig og du mig, og jeg skulle bruge din evne til at elske og du min, og om noget misbrug bliver der ikke tale, selvom brugen er umådeholden, kraftig og vedvarende.
Nu har du indfundet dig, formet hullet i min drøm efter dig selv, formet mine drifter og mine tanker efter dig selv, og spørgsmålet er ikke om der er noget tilbage inde i mit indre bortset fra dig, for det er der ikke, men spørgsmålet er, om dette var min bestemmelse.
Man kan godt sige at du udhuler mig, at du opæder mine indre dele som en parasit, men det var jo min bestemmelse, og det der er sket er ikke andet end en fuldendt opblanding, så der ud af lige dele dig og mig er opstået et vi. Nu er vi uadskillelige! Og hvis det for ikke så længe siden havde været det mest ulykkelige der kunne ske, at du forlod mig, vil det nu simpelthen slå mig ihjel. Du kan aflive mig ved at gå fra mig. Men det gør ikke så meget, hvis det er din bestemmelse, så må du følge den. Det er kun hypotetisk, jeg behøver ikke frygte mit liv, jeg behøver ikke frygte at du går fra mig, for som jeg lever af dig lever du også af mig, så længe der er noget tilbage at leve af. Hvis du alligevel skulle gå fra mig, eller blive syg og dø, guderne forbyde det, eller blive slået ihjel eller myrdet, eller blive kørt over, styrte ned med en flyvemaskine eller drukne ved en skibskatastrofe, guderne forbyde det, eller blive etnisk udrenset i en krig eller blive offer for voldelige sammenstød på gaden, eller hvad man kan forestille sig selvom guderne forbyde det, og hvis jeg mod forventning ikke skulle dø af det sammen med dig, eller hvis du bare skulle forlade mig af alle mulige andre grunde end at dø, så ville såret efter dig blive til et ar, en indkapslet og forskanset hulning, som jeg måtte lære at leve med, et usselt og fattigt liv fordi du havde taget alt det værdifulde med dig, og sådan ville jeg gå omkring som en værdiløs tom skal, der havde mistet sit formål. Sådan ville jeg gå rundt lige indtil der kom en gående bare sådan og indrettede mig som en ny bolig til sig selv. Efterhånden er jeg blevet ret god til det. En slags flex-bolig med faciliteter til hundrede måder at indrette sig på. Og jeg bliver bedre og bedre.