Når man alligevel skal henrettes
I de senere år var skueprocesser blevet den helt store mode, når de blev annonceret stimlede alle slags ophidsede folk sammen, i forventning om liveshows som dem de kendte fra TV. Billetterne blev revet væk, og de der ikke havde nummererede siddepladser sloges om de bedste ståpladser, så et kort glimt af dem lettere kunne fanges af kameraerne, og for de heldigste tilmed af mikrofonerne. Holdninger var ikke svære at finde i den slags forsamlinger, klare og stærke holdninger til de mest forskellige spørgsmål, hvorimod det ikke var afgørende hvad det handlede om, for det kunne TV-stationens pålidelige redaktører og dygtige teknikere godt nå at mikse sammen inden transmissionen blev sendt ud. Noget af det blev vist i realtid, de små indslag med interview af ophidsede tilhørere virkede så også som om de var realtid, selvom der var klippet lidt i dem og byttet lidt rundt på dem af redaktionelle grunde.
Lynchning var ikke officielt godkendt, heller ikke i dette land, men passivt accepteret af myndighederne, endda stimuleret af de nye magthavere. Billigere end retssager, bedre som underholdning for masserne, og særdeles velegnet til at styre folkestemningen, dæmpe og ophidse den alt efter behov. Moral og anstændighed som nødvendige ofre, naturligvis kunne man sige, for at opnå massernes velvilje. For længe siden havde man til det brug indført et begreb kaldt retsfølelsen, til erstatning for et andet, langt mere besværligt begreb, kendt under betegnelsen retssikkerhed. I dette begreb havde en beklagelig fejl sneget sig ind, nemlig at det kunne operere med visse rettigheder for den mistænkte, sigtede, anklagede og dømte. Nej, så hellere retsfølelsen – et brugbart ord hævet over juridiske kategorier. Som kunne bølge i takt med folkehavets følelser af samhørighed, tilsat en følelse af folkets ret, og legitimere massernes tørst efter handling, uden direkte at lyde som hævn.
Der blev stillet an til en lynproces, for med den nye grænsedragning var der hurtigt skabt nye minoriteter. Andre, der havde svært ved at forklare deres tilstedeværelse på den forkerte side af den nye grænse, for eksempel kriminelle, statsløse og fremmede, kunne bekvemt anses for stikkere, og den komité der skulle granske personers ret til at befinde sig hvor de var antruffet, havde brug for et antal eksemplariske yndlingsofre for deres opvisning.
Stadion rummede vel i runde tal pladser til mellem 96.815 og 113.735 tilskuere, rundt regnet, ifølge TV-udsendelsens kommentator, som ikke var helt sikker efter at have slået det op i flere forskellige kilder. Besøgstallet på den dag lå omkring 87.219, med forbehold for tælleapparaternes vedligeholdelsestilstand, optællingens statistiske usikkerhed og hullerne i hegnet. Og det var endda tre kvarter før skueprocesserne skulle indledes. Henved 17,3 procent af de fremmødte jublede med delt begejstring over lidt under tre femtedele af de anstrengte og ikke særlig morsomme bemærkninger fra højttaleranlægget.
Lige fra de summariske anholdelser til forberedelserne forud for de lige så summariske domme, som PA udtrykte det, var han og Nalle holdt indespærret sammen med en flok andre tilfældige, og tilbragte tiden i en kælder med gulv og vægge dækket af samme slags skrammel og aflejringer, som oversvømmelsen havde efterladt i gaderne og på markedspladsen. Nu havde de siddet tæt stuvet sammen mellem mindst fyrre ligestillede, på et alvorligt snavset stengulv i en højst ubekvem fængselscelle, uden mulighed for at læne sig op ad andet end de andre indsatte, da væggene altid var optaget. De sproglige barrierer gav kun mulighed for at udveksle de mest banale selvfølgeligheder med dem, og hvad angik meninger og holdninger måtte Nalle og PA nøjes med hinandens observationer og tanker. Alle i kælderen var dog enige om at udtrykke den største utryghed ved den domstol, der var i færd med at forberede afhøringer, votering og mulig domfældelse over de indespærrede.
For Nalles og PA’s vedkommende den ventede dom over deres adfærd under katastrofen. At berige sig på bekostning af tsunamiens ofre som PA havde gjort, var ét forhold, men her skilte han sig ikke ud fra alle andre der ikke var arresteret. Noget andet var den måde Nalle var kommet de skadelidte til hjælp på. Under pågribelsen havde han allerede hørt kritik af hans til- og fravalg af personer der skulle reddes, evakueres og måske behandles. Anklagerne mente at det var håndteret helt forkert, at der ikke var taget nok patriotiske hensyn til hvem der i den afgørende situation skulle føres frem i Nalles behandlingskø og hvem der skulle holdes tilbage. Nogle af de forkerte var blevet reddet, kunne han forstå, så længe det varede, og nogle af de rigtige var blevet efterladt uden behandling. Det var også hvad anklagen lød på, og som de nye regler lød, var der ikke tid til og ikke beskikket nogen forsvarer. Så vidt PA havde forstået af enkelte forståelige sætninger på fremmedsprog, var de andre fanger vældig optaget af rygter om denne folkedomstol, og de var ikke mere trygge end PA og Nalle ved den retfærdighed og upartiskhed der blev præsteret. Efter forlydender var flere forsvarere gennem tiden forsvundet sporløst, og det var vanskeligt at finde nye til at påtage sig risikoen ved disse processer. Derfor måtte de anklagede finde sig i at deres forsvarer uden videre kunne få ordre om at optræde som anklager i stedet for, og at deres forsvar således nemt kunne vendes til anklage.
– En af vores rigtig gode folk blev sat til at vente! havde en assistent for ordenshåndhæverne sagt under forhøret af PA og Nalle, – mens nogle af de fremmede der absolut ikke havde noget at gøre her, fik den bedste behandling!
– I mudderet som behandlede alle lige kunne vi ikke se forskel på dem, sagde Nalle, og skulle lige til at forklare at han derfor havde taget sig af de alvorligst tilskadekomne først, men det nåede han ikke, da PA blandede sig, rakte en arm frem og holdt ham tilbage.
– Vi forstod godt, sagde PA, hvem der hørte til her, og jeg prøvede at få dem frem i køen. Men det blev forhindret af ham dér, som havde andre idéer!
Den bemærkning lød for Nalle som den rene løgn, og han syntes heller ikke det var helt solidarisk fra PA’s side at tage afstand fra ham i denne situation. De to mistænkte blev da også brutalt ført i hver sin retning. Men hvor Nalle troede at domstolen anså PA for at have ofret Nalle for selv at slippe bedre fra det, opdagede han at de bare var adskilt for at henrettes på hver sin måde. PA dømt til halshugning, Nalle kun til hængning. Dommerne mente måske at den naive var blevet forført af den udspekulerede til de forræderiske handlinger, og derfor kunne få en mildere straf. Men publikum krævede bål og pisk, det var mere underholdende og varede i længere tid. Dommene blev sat til eksekution med det samme, men det var begyndt at regne, med et regulært skybrud. Det forhindrede bålet i at blive antændt men ikke de hundrede piskeslag, og Nalle kunne ikke afgøre om regnen gjorde straffen strengere eller mildere for ham. På en vis måde mildere, da den i det mindste skyllede og kølede ham. Efter afsoningen blev hans lænker løsnet, men han kunne ikke bevæge sig, og blev efterladt i sin blodpøl. Dagens retshandlinger forløb ikke uden afbrydelser og eksekutionerne ikke uden forhindringer, PA’s forvandlingsdom så han ikke noget til, men skuespillet blev afsluttet og forsamlingen opløst, og publikum fik lov til at gå hjem, opløftet af fyldestgjort retsfølelse.