– Jeg går ud fra at I kan komme til vores sammenkomst, fredag den trettende i næste måned? Sådan var beskeden. Jeg måtte ringe op for at svare.
– Det må nok kunne arrangeres. Hvad samles vi om?
– Det er den dag Felicia skal dø.
– Nå, hvorfor nu det. Vi bliver da også færre og færre. Det måtte jo komme, i betragtning af sådan som hun tænker. Det er vist ikke første gang. Hvordan skal det ske?
– Hun vil have sine venner omkring sig. I er også spurgt!
– Nå, så vi hører til vennerne?
– Mange andre ikke, ved jeg. Så en form for inderkreds må vi da høre til.
– Der er jo heller ikke mange tilbage.
– Og det er ikke alle der vil have vennerne med.
– Klart, inviter dine fjender med, så bliver det festligere, så kan du gøre alle glade!
– Det under hun dem jo ikke.
– Nå, men det var så dig der fik invitationen. Gælder den for os begge, eller skal jeg vente og se om der også kommer en til mig?
– Altså, den gælder for os begge!
– Jaja, det er jo dig hun står nærmest. Er der et program for begivenhederne, festlighederne, hvis man kan sige det på den måde?
– Kun i grove træk. Det skal være det smukkeste sted, i det skønneste vejr, der bliver stillet de bedste lækkerier frem, og de bedste drikkevarer, hun har lagt en liste ved. Buffet. Ingen kan klage over forplejningen. Der bliver læste digte op, hun skriver ikke hvilke, men nogle af dem kan man vel gætte sig til. En lille gruppe musikere kommer og spiller efter et program, hun skriver ikke hvilket. Men som jeg kender hende, bliver det den smukkeste kammermusik, med de bedste musikere hun kender.
– Ikke et øje tørt. Hele tiden det bedste og det smukkeste hun kender, gælder det også gæsterne? Man føler sig helt beæret. Du siger det skønneste vejr, skal det være udendørs?
– Det afgør vejret. Der er også en sommerpavillon, hvis det bliver nødvendigt at gå i tørvejr. Ikke fordi det er sommer, det kan man vist ikke sige. Men stadig skønt, du kender nok stedet når du ser det.
– Siger programmet noget om forløbet, på hvilket tidspunkt kommer klimaks, hvis hendes bortgang skal være klimakset, hvilken metode vælger hun?
– Det ved vi ikke noget om, jeg tror det skal ske henimod afslutningen. Og med en lille variation af ceremonien, hvis det bliver indendørs.
Når Felicia inviterer er det altid veltilrettelagt, alt planlagt i detaljen, selv de morsomheder der bliver fyret af. Hun har sans for at sætte gæster sammen sådan at der kan opstå barokke situationer, hun har bedt nogle af dem levere festlige indslag, så det har aldrig har været nødvendigt at bestille komikere og tryllekunstnere. Men ikke taler, ikke festsange. Hun er glad for børn, og god til at gøre dem glade. Mon der også kommer børn med denne gang? Det ville ikke ligne hende helt. Men hver gang har man kunnet slappe af ved hendes fester, tryg ved at hun kunne magte opgaven, hun elsker at stå for sådan noget. Så det forventer vi også denne gang.
Vi har ikke fået besked om påklædningskodeks. Skal vi møde i begravelsestøj eller i festtøj. Skifte fra sorg til fest når flaget hejses på hel, skifte fra sørgemarch til dansemusik som for hundrede år siden i New Orleans. Hvad tænker Felicia? Erfaringsmæssigt er hun absolut mest på det festlige hold, så mon ikke hun har tænkt det hele som en festlig begivenhed. Hvis vi skal sammenfatte vores minder om hende i et enkelt udtryk, så bliver det også noget med fest. Med Felicia er det ikke til at vide om der ligger en smule dybde inde bag, i så fald er den aldrig blevet mærkbar. Hos alle andre i omgangskredsen kan man tydeligt mærke når overfladen krakelerer, når der stikker en flig ud af noget trist som straks bliver dækket til, somme tider i fortvivlet afmagt, men så er der lige så hurtigt en flok velmenende veninder til at træde til og hjælpe med at udbedre uheldet og lukke blottelsen, for den er jo fælles. I kredse hvor man dyrker facaden mere end indholdet må man beskytte den solidarisk.
Men ikke hos Felicia. Her har man aldrig set en skramme, på hende preller alting af, hun har altid en replik der ikke er skarp, men som man alligevel tager til sig og lever videre med. Hun er forgudet i sin omgangskreds og må være mere robust end nogen anden jeg kender, men hendes inderste tanker lukker hun vist ingen ind i.
Vi har valgt et antræk der er pænt uden at være påfaldende. Ved ankomsten bliver vi slået af stemningen, som hverken er trist eller festlig, men højtidelig. Selvom der er servering og udskænkning, af de bedst kvalitetsprodukter, er der ingen højrøstet tale, ingen jubelhilsner og ingen grådkvalte omfavnelser. Er det andægtigt, virker det sakralt? Det er ikke til at sige, men alle lader til at være opfyldt af respekt for noget uventet, noget de ikke har oplevet før. Felicia vimser rundt som hun altid gør, som det indiskutable midtpunkt, men anderledes end på hendes sædvanlige måde, sædvanligt er det dog at hun som sædvanlig er den eneste blandt de tilstedeværende med fuld selvkontrol og situationskontrol.
Selvfølgelig taler man ikke om alt muligt ved en begivenhed som denne. I sin seneste bog udkommet for to måneder siden redegjorde hun detaljeret for sine grunde med uigendrivelige argumenter, så enhver indvending ville være upassende og derfor utænkelig.
Programmet gennemføres som planlagt, en skuespiller oplæser digte af hendes yndlingsdigtere og et enkelt af hende selv, der bliver spillet smuk kammermusik af en strygekvintet, alle medvirkende hører til hendes bekendtskabskreds, det samme gør et lille kor som fremfører et arrangement af Schuberts An die Musik. Ikke mere, ikke noget kirkeligt, alle ved at Felicia er erklæret ateist, og at ingen har haft held med at forsvare noget andet synspunkt over for hende.
Og så er der jo talerne. Som ved de fleste ceremonier af samme slags ifølge de fleste traditioner bliver holdt efter døden, her inden den indtræder, men efter det oplyste ganske tæt inden. Her har flere af talerne besvær med at fremføre dem uden at vise sig følelsesmæssigt berørt, og Felicia er den der kommer dem til undsætning med knus, omfavnelser og lommetørklæder.
Programmet er ved at nærme sig sin afslutning, musikerne pakker deres instrumenter, gæsterne virker trætte og en afventende stilhed lægger sig. Felicia stadig lige fornøjet. Hun har været rundt hos samtlige, givet og fået kys og kram, og intet i hendes stemning varsler det formål vi er trådt sammen for. Det kan skyldes den variation i ceremonien, nævnt i indkaldelsen, som skal indtræde hvis det hele må flyttes indendørs.
Vi har været inde hele tiden, på grund af vejret. Udenfor er regnen måske ved at lette, og jeg ser en lastvogn med affaldscontainer og grab holde i indkørslen. I de dybe lænestole er nogle af gæsterne faldet i søvn. Jeg selv mærker også en pludselig mathed. Er dette Felicias afslutningsvariation, er det carbonmonooxid, er det oxygenfri nitrogen, er det sarin? Hvordan får Felicia fat på det? Felicias kærlige hilsen til os alle. Vi følger Felicia, går alle med hende, sammen med hende.
—-
Det var min fantasi der løb af med mig. Affaldscontaineren var ude i andet ærinde, tilfældigt kommet forbi, havde ikke noget med arrangementet at gøre. Felicia lagde sig til rette i en sarkofag med glaslåg, lukkede den indefra og åbnede en hane på en trykflaske. Hvorefter hun blev rullet ind i en almindelig rustvogn og kørt bort.
To uger senere fik jeg en hilsen fra hende.
– Var det ikke en vidunderlig fest? Lige hvad jeg havde drømt om! Sådan noget kunne jeg godt tænke mig at prøve igen!