– Vi må hellere indføre en lille pause mellem – hvad var det nu vi var i færd med? – nå ja, lede i bunkerne af papirer efter afdøde, håbe at finde noget eller ikke at finde noget, eventuelt samle stof for at skrive en tale til en bisættelse. Vi er jo samlet for at mindes vores kære onkel, som gik bort, pludseligt, ubelejligt, uden at få gjort sit testamente, uden at få noget regnskab gjort op. Og det var dog det vigtigste. Savn skriver vi om i mindeord og på gravstene, i taler til bisættelser, ikke i vores erindringer, hvis vi skal være ærlige. Men han efterlod vistnok en slags formue, og hvordan placere den nu, hvor ingen kender hans vilje. Hans sidste vilje altså, hans vilje i levende live kendte alle jo til, mere eller mindre.
Vi må falde tilbage på arveloven, hvis vi ikke finder noget spændende i en fart. Og nu den lille pause i mødet til deling af et for de fleste ukendt rov, ukendt i art og omfang, men omgærdet af forventninger om en sum af en vis størrelse, og et anseligt udbytte for arvingerne, fordelt efter arvelovens bestemmelser, efter placering i arvefølgen, eller efter hvad han måtte have fastsat i et brev, notat eller andet, til sine efterladte. Skal vi ønske at sådan et notat dukker op, eller skal vi ønske at der ikke dukker noget op? Der er stille nu. Det er betroede slægtninge der står for efterforskningen, og jeg er ikke betroet. Den lille pause kunne jo bruges til at berette om det bedemandsarbejde som jeg var udvalgt til at udføre, da der ingen bedemænd var at opdrive, som følge af tingenes tilstand, kendt af de fleste.
Jeg havde således fremskaffet en dødsattest, underskrevet af en læge på den afdeling der havde ekspederet liget til kapellet, fået fat i en kiste på trælageret, det vil sige delene til en kiste, havde selv sat den sammen, monteret bæregreb og ornamenterede beslag, malet den forskriftsmæssigt efter reglerne om godkendte materialer til brug for kremering, og foret den med brændbart fyldmateriale og metervare på tilbud. Alle udgifter noteret, så de kunne indgå i den samlede opgørelse. Kisten havde jeg sat på traileren, kørt den til kapellet, og med hjælp fra personale med tilladelse til at betjene en slags kran fået den monteret med det indhold som var dens bestemmelse, min onkel. Mere eksakt, hans lig. Liget af vores allesammens kære onkel, som jeg mod forevisning og afstemning af de nødvendige papirer fik udleveret, og derefter på samme trailer kørt til krematoriet. Her var der opstået kø, fik jeg at vide, det ville nok vare et par dage inden min onkel kunne få plads. Igen som følge af tingenes alt for velkendte tilstand.
– Har du allerede kistelagt ham? spurgte et par af hans jævnaldrende, endnu ikke afdøde slægtninge. Kvindelige.
– Vi vil se ham!
Jeg selv havde jo set ham, og kunne sige at jeg ved ligsynet tidligere på ugen på anmodning havde bekræftet hans identitet, men måtte også fortælle at han slet ikke var klargjort til lit de parade, hvilket jeg syntes de ville være bedst tjent med at blive skånet for.
– Har du snydt for bedemandsarbejdet? Har du ikke pudret hans næse, hans kinder og pande –
– Ja, og pillet hans næse og børstet hans tænder? Du er nok slet ikke klar over hvordan han så ud? Heldigvis dækker det store skæg det meste, skulle det også være friseret? Skal jeg vise dig hans portræt som afdød, jeg har det her på min mobiltelefon!
– Han skal da have sit bedste tøj på! Slipset med logens logo, hans udmærkelser, hæderstegn, og hans skråbånd, hans hvide handsker og hans sabel!
– Hvad så med hans pistol og hans riffel? Ammunition må man alligevel ikke have med på krematoriet, og hans sabel! Ved du ikke, at den er et kvalitetsvåben af ypperste håndværk, dens klinge er gået gennem langvarige processer af udglødning, smedning og hærdning, en tur i krematorieovnen ville gøre den til værdiløst skrot! Brug den hellere til at sable halsen på hans champagneflasker, det er den meget bedre til!
– Ja, indskød en af arvingerne, en fætter der aldrig havde gjort sig bemærket ved andet end praleri over sin ekstravagante livsform. – Der er flasker nok til at få den rette øvelse. Flasken skal stå på hovedet i en isspand. Sablen skal føres i et roligt træk langs halsens form til den møder kraven, som springer af med prop og det hele, og de rester af gær der måtte have samlet sig på proppen, det er derfor den lagres med bunden i vejret. Det skal lige læres, så kører det!
– Forresten, hans sabel, den der hørte til hans officersuniform, den var jo netop en champagnesabel! Han var vist bedre til fester end til krig!
Almindelig latter. Meget bedre passende til situationen end gråd og jammer.
– Jeg må lige høre, spørger jeg, – Insisterer I på at jeg åbner kisten, iklæder liget kjole og hvidt, behænger det med distinktioner og giver ansigtet en skønhedskur? Eller i hans uniform, dog uden sabel, som efter reglerne ikke må komme med ind til den evige ild! Er I parat til at yde et passende honorar?
– Sådan skal det være, messer de gamle næsten i kor, i hans fineste tøj, uniformen er da så grim. – Honoraret tager du bare fra arven. En professionel bedemand har vi jo ikke råd til.
– Hvad får dig til at tro at jeg skulle være biligere?
Kisten står stadig på traileren, der er booket plads i krematoriet til fredag, og nu er det tirsdag. Jeg får fremskaffet hans kjolesæt og det meste af pynten, men nægter at løfte liget ud af kisten, klipper derfor ryggen af skjorten og ærmerne, så jeg kan dække nødtørftigt af med resten, det samme gør jeg med kjolejakke og kjolebukser. Tørrede nelliker kan skjule eventuelle mangler. Den hvide sløjfe er i forvejen af den praktiske slags, færdigbundet og med elastik, den kan lægges løst på fæstnet med knappenåle, liget mærker jo ikke noget. Går det med knappenåle i ovnen? Jeg afdækker beklædningsgenstandene omhyggeligt og forsøger med et lag pudder på næse og pande. Det fungerer ikke rigtig, så jeg finder nogle dåser spraymaling frem, de står i kælderen sammen med andre malingrester. I nærheden kassen med julepynt, skulle man falde for fristelsen og lægge nogle nisser eller engle ved? Jeg behersker mig, og nøjes med at give en gang let teatersminke, en kombination med en let spray bilmaling i cyanotisk metalglans, med en god association til statuen fra Don Giovanni. Endelig bliver de hvide stænk i skægget opfrisket med et par drys julesne, og illusionen er perfekt. I halvmørke.
Jeg giver besked rundt om at man kan tage den sidste afsked med afdøde, vel vidende at formålet for de fleste er ved selvsyn at sikre sig at han nu også er rigtig død. Jeg foreslår at det bliver gennemført på stedet, i indkørslen. Stadig på traileren, hvilket vil forhindre de nysgerrige i at komme alt for tæt på, hvilket jeg begrunder med stanken, der vil gøre en indendørs forevisning uegnet.
– Nej! Det skal være traditionelt!
Som jeg havde frygtet, den hårde kerne af sørgende efterladte forlanger ceremonien udført i et sakralt, kapellignende rum med blomsterbuketter, krucifikser og kirkevinduer. Det skal de få, tænker jeg, og med forventet adgang til kompensation for udgifterne lejer jeg mig ind i teatersalen i det lokale forsamlingshus, hvor jeg kan finde kulisser til illusion om et kirkerum. Stadig med traileren i centrum, som til alt held kan trilles gennem den dobbelte fløjdør og dækkes med dybrøde draperier, så den kan komme til at se ud lidt ligesom en katafalk. Der er i forvejen bestilt bårebuketter, dem får jeg nogle fra den yngre generation til at pynte op med, og seks kandelabre fra kulissedepotet forsynes med store kerter af den brandsikre slags, som ved tryk på en knap illuderer levende lys. De skal være eneste belysning, og i det dunkle halvmørke med den overvejende rødlige farveholdning minder det kunstigt blafrende kandelabre mere om helvedes flammer end om lysets engel der går med glans gennem himmelporte.
Det fungerer. Rigtige bedemænd råder utvivlsomt over luftrensende kemikalier og passende parfumer, det når jeg ikke at anskaffe. Jeg har jo advaret, og besøget i salen bliver kort, for en del af de besøgende ledsaget af opkast på vej mod udgangen, for de heldigste dog helt udenfor i det fri.
– Så gjorde du det alligevel! fremstammer den af de ældre, som mest ihærdigt havde forlangt ritualerne forskriftsmæssigt efterlevet. Jeg forstår ikke om det er ment som en anerkendelse af traditionens efterlevelse, eller som en reprimande over den praktiske udførelse.
– Fik du det hele med? snerrer en af de andre, – han havde et par guldfyldninger, fik du dem?
– Du er velkommen til at gå hen og rage dem ud! Du vil dynge liget til med medaljer, distinktioner og andet skrammel, men hans guldtænder, dem vil du have fat i?
– Han har jo ikke brug for dem længere!
– Og æresbevisningerne, dem har du ikke brug for, er det sådan du tænker?
– Det er traditionen! Vi reddede altid guldtænderne, de var en del af opsparingen!
– Du skal se, de lægger sig fint nederst i askeskuffen. Det er ikke altid kremeringen når guldets smeltepunkt, men uanset fast eller flydende form vil det lægge sig i bunden, når skuffen rystes. Så kan du selv lege guldgraver!
– Så makaber du er!
– Det er jeg i så fald ikke ene om.
– Vedkendte de sig arv og gæld? spørger min onkel, da han dukker op tre uger efter sin bisættelse.
– Det gjorde de. Godtroende. De hældte asken ud i bunden af et badekar og legede guldgravere i et flodleje, som de havde set det på film. Jeg tror ikke de fandt noget.
– Nej, men det kunne ellers have været spændende. Jeg tror heller ikke at min tandløse ven fra værtshuset havde noget guld i mund. Han lignede mig, og da jeg inviterede ham hjem og viste ham min samling af ædle flasker, ville han ikke gå igen. Jeg standsede ham ikke, og da jeg så at hans helbred trods mange års hærdning ikke i længden kunne holde til den højeste lykke, fik jeg idéen. Den var han med på, han havde længe ønsket at være til gavn og foretage sig noget nyttigt, men aldrig fået lov til det, sagde han. Det tog ikke engang en måned. Planen med flaskerne var oprindeligt at sætte dem på auktion, de kunne have indbragt en pæn sjat, men slet ikke nok til at gøre noget særligt ved min gæld. Mine arvinger skal nu ikke bekymre sig. Jeg tror ikke skifteretten kommer og opkræver noget hos dem. Muligheden for at overføre gæld ligesom med arv, er vist forældet og afskaffet.
– I øvrigt, fint arbejde du udførte. Af en amatør. Ja, du ved nok ikke at jeg selv gjorde forarbejdet. Hvordan jeg fik hans genetiske identitet ombyttet med min egen? Det forbliver en forretningshemmelighed. Men du havde forstået det vigtigste, scenografien. Og så skal man være en god illusionist. Jeg er selv bedemand. Og nu rejser jeg. Det bliver nok Mexico. Mellemamerika er godt, måske Caribien. Arbejde er der allevegne, og betalingsstærke kunder. I min situation anbefales det at søge steder med kaotiske tilstande, hvor myndighederne ikke går for meget op i hvem der er hvem. Sig det ikke til familien.