– Forskellen mellem bestilt arbejde og frivilligt arbejde er ansvaret.
Sådan lød det ved foredraget.
– Ved bestilt arbejde påhviler ansvaret opgavestilleren, ved det frivillige arbejde påhviler ansvaret den frivillige selv. Det drejer sig om ansvaret for det udførte arbejde, om kvaliteten og om sikkerheden ved dets udførelse. Og det drejer sig om ansvaret for den person der udfører arbejdet.
Måske vil man snart kunne høre hvis interesser denne foredragsholder taler for. Den der bestiller det eller den der udfører det. Det kunne også være en uvildig person, der bare skal fortælle neutralt om hvordan det er.
– Ved det pålagte arbejde skal opgavestilleren sørge for sikkerheden, gerne sammen med arbejdstagernes organisationer. Ved det selvskabte arbejde må den der udfører det både påtage sig risikoen og høste gevinsten. Grundlaget for et selvskabt initiativ og for et selvpåført arbejde kan falde væk, men ansvaret for at det er til stede kan ikke pålægges nogen anden. Heller ikke ansvaret for at dette grundlag skulle forsvinde. Dette er i bund og grund forskellen mellem arbejde hvor der finde en arbejdsgiver og en arbejdstager, og hvor dette ikke findes. Påtager man sig en opgave som man ikke er blevet pålagt, må man selv tage hele ansvaret for succes eller fiasko. Der kan medfølge chance for gevinst, og der kan medfølge risiko for tab. Det kan man vælge, så man selv tager både gevinster og tab. For liberalisterne en attraktiv tilstand, den er også enkel og let at forstå.
Der findes erhvervsvirksomheder der lever af at tilbyde ydelser som ingen har efterspurgt, og det kan gå rigtig godt og med rigtig stor succes i rigtig lang tid. Disse virksomheder indgår ansvarspådragende aftaler med dem de ansætter til at udføre det arbejde, som ingen efterspørger men som virksomheden pålægger dem. Hvis grundlaget for de tilbudte ydelser forsvinder, hvis produktet forældes eller udkonkurreres, eller bare viser sig usælgeligt, må virksomheden bære tabet, skynde sig at opgradere sine ydelser, eller afskedige arbejdsstyrken med de forpligtelser der følger med. Ansvarsforholdet mellem virksomheden, opgavestilleren, tidligere kaldt arbejdsgiveren, og opgaveløseren, tidligere kaldt arbejdstageren, er nogenlunde fastlagt gennem aftaler, overenskomster og lovgivning. Men ansvarsforholdet mellem virksomheden og aftagerne af dens ydelser, produkter eller hvad man vil, er ikke fastlagt af andet end af tilbud og efterspørgsel, altså markedet. Virksomheden kan gå ned, den kan gå i betalingsstandsning, konkurs eller hvad den foretrækker, og markedet kommer den ikke til undsætning. Alligevel forventer virksomheden, at nogen skal træde til og dække dens tab fra et forretningsområde som ingen har bedt om, og som nu er forsvundet.
Er vi på et gymnasium, på en handelsskole, ved et borgermøde, eller i en forsamling af tidligere medarbejdere ved den virksomhed der lukkede fordi den ikke længere kunne sælge det uduelige bras? At dømme efter de rasende tilråb nok nærmest det sidste. Det viser sig, at ingen af de tidligere medarbejdere arbejdede efter overenskomster, og derfor heller ikke havde sikret sig rettigheder ved uvarslet opsigelse. Timelønnede løsarbejdere, daglejere. Prækariatet kaldes den gruppe. En ofte anvendt arbejdsform, ikke kun i handelsvirksomheder, også i stor udstrækning i liberale erhverv, hvor man skulle tro at hver eneste medarbejder i endnu højere grad måtte være med til at løfte ansvaret for ydelsernes kvalitet og virksomhedens omdømme og anseelse.
Den lukkede virksomhed som vi mødes om, efterlader ingen forpligtelser for det afskedigede personale, som havde påtaget sig arbejdet frivilligt og liberalistisk indbefattet enhver risiko. Mens firmaets advokater fra en anden virksomhed indenfor et liberalt erhverv arbejder frivilligt, men ikke med anden risiko end at miste en klient, for at sikre indehaveren af den nedlagte virksomhed en passende kompensation for mistet fortjeneste.