I bogen “Det selviske gen” af evolutionsbiologen Richard Dawkins introducerer han begrebet memes, a meme, på dansk memer, et mem. Denne bog, fra 1969, beskæftiger sig med gener og genteknologi, på det stadium man var nået til dengang. Den handler om principper for biologisk udvikling, og han forsvarer i bogen det synspunkt, at mekanismen bag arternes udvikling skal gentænkes. Traditionelt har man tænkt at arterne tilpasser sig når det er hensigtsmæssigt for den enkelte art, gavnligt for dens udbredelse og succes blandt andre arter. Når forholdene ændrer sig, klimaet, havstrømmene, ernæringstilstandene, trykket fra de andre arter, vil en given art indrette sig og ændre sig, sådan at kun de bedst egnede individer overlever, deres arveegenskaber vil dominere, så arten som helhed tilpasser sig for at klare sig bedst muligt under de nye forhold.
Det er et tankegang der læner sig lidt for meget op ad intelligent design og kreationisme, og sådan foregår det ikke, siger Dawkins. Sådan kan arter ikke tænke. En art har ikke nogen overordnet styring, der stræber efter at sikre sin udbredelse som art, sin fremgang eller udvikling på anden måde. Det ligger heller ikke hos individet. Individet har ingen metoder til at lave sig om, ændre på sit afkom eller på sine arveegenskaber, for at individet selv eller dets efterkommere skal stå stærkere i tilværelsen eller i fremtiden.
De muligheder har genet. Gener er de levende organismers elementarpartikler, stumper af cellekernernes kromosomer, strenge af DNA molekyler, med kodet information om alt af betydning for organismen. De kan tages ud og føjes til, klippes og splejses, flyttes, gå i kombination med andre gener, naturligt og kunstigt, og alt det ændrer på kromosomet. Og gener kan danne kopier af sig selv. Netop det sidste er afgørende, for så kan de fungere som replikatorer. De formerer sig og danner kopier af sig selv i lange baner. Somme tider går det galt, når de giver sig til at vokse uhæmmet som kræftceller, for så dør deres værtsorganisme, og altså genet med. Det er bedre for genet at skåne sin vært, hvad enten den er en bakterie, svamp, en orkide, en myg eller en elefant. Så kan det blive til noget med genet og dets udbredelse. Deraf bogens titel The selfish gene, det selviske gen.
Dette er for så vidt almindelig anerkendt, og var det også da Dawkins’ bog udkom. Det nye var, at han hægtede et kapitel på, for at undersøge om dette princip med replikation kunne gælde andre steder end i den biologiske udvikling. Hvor der findes replikatorer, alt der kan gendanne sig og skabe kopier af sig selv selvom det ikke er biologi, men f.eks. kemi, som i krystallisering. Spørgsmålet var allerede dengang fremme, om det også kunne finde sted i elektroniske kredsløb, altså i datamaskiner. Eftertiden har vist at det udmærket kan lade sig gøre, at programmer inden for f.eks. AI, kunstig intelligens, kan lære af forsøg og fejltagelser, ligesom primitive biologiske organismer. Og at den slags kan sætte gang i spekulationer over en mulig robotstyret verden baseret på kunstig intelligens. En slags viden, hukommelse, evne, og måske vilje, som kan udvikle sig selv, lære og gøre egne erfaringer, men som kan dræbes ved at slukke for strømmen.
Det helt spændende, det der fik størst betydning, som dannede en helt ny tænkemåde og blev indført som et helt nyt begreb, var memet. “Vi har ordet a gene, sagde Dawkins (på engelsk, ordet gene, på dansk gen, blev i øvrigt indført i 1909 af den danske biolog Wilhelm Johannsen, iflg. Wikipedia). Vores nye ord skal være i samme familie, skal helst rime lidt på gene, lad os kalde det meme.” Det kunne minde lidt om memory, om mnemoteknik, det kunne have antikke aner i etymologisk forstand, mnemosyne, det ville være et godt ord. Og sådan blev det. På dansk et mem, memet, i flertal memer.
Hvad er så et mem? Jo, det er noget ikke-fysisk, som kan gemmes, overføres, spredes. En tanke, et ord, en sætning, en idé, en opskrift, en hemmelig kode, et patent, et digt, en symfoni, en roman, en religion, en dårlig vittighed. Religioner er nogle meget sammensatte og meget sejlivede memer som forandres over generationer, et godt eksempel. Dårlige vittigheder er et andet godt eksempel, for ligesom gener kan de kopieres, sendes ud i verden i et utal af kopier, en lille smule ændret ved hver overførsel, men med bevaret pointe. Ligesom med genet ved man kun hvor den sidste kopi kom fra, hvem der fortalte den dårlige vittighed, men hvor den havde sit udspring, det ved man ikke, det fortaber sig i det ukendte. Grunden i øvrigt til at man aldrig skal genfortælle en dårlig vittighed. Ingen ved hvor den stammer fra, men alle husker hvem der fortalte den videre.
Memer er altså noget der kan brede sig i en befolkning, som kan smitte epidemisk og pandemisk, som kan dø hurtigt eller vise sig livskraftigt. Vaner, traditioner, moder og manerer er memer. Talemåder, som blev brugt for tyve år siden, halvtreds eller hundrede, og som i dag virker håbløst forældede. Patenter, bageopskrifter, rettigheder, film, musiknumre og underholdningsformater som man kan tjene penge på. Hemmeligheder man ikke fortæller fordi de kun er noget værd så længe de ikke afsløres. Idéer og tanker som man prøver at udbrede fordi de kan være gavnlige for mennesker, for grupper, for samfundet eller for civilisationens overlevelse. Andre idéer og tanker, som man prøver at bekæmpe, fordi de er skadelige for en eller flere af de samme kategorier. Alt, der breder sig i populationer, i miljøer, i lukkede eller åbne netværker, på nettet, og som fører sit eget liv på sine egne betingelser for vækst, med sine egne metoder til at formere sig, blomstre op og klaske sammen med et brag, som en punkteret badebold eller en bristet boble. Reklamer, som de bevidstløse forbrugermasser naturstridigt eller måske netop naturbestemt retter sig efter, aktiekurser og valuta, tillid til markedet og troen på andre aktørers intentioner og handlinger, gambling, satsning og spekulationer på børsen, på spil og på massernes følelsesstrømninger, i demokratier selvfølgelig baseret på forudberegnet vælgeradfærd, et speciale for meningsdannere med de ikke altid smukkeste hensigter.
Sådan og meget mere af samme slags er memerne, samfundenes og civilisationernes samlede sum af infektioner og betændelsestilstande med fake news og alternative facts, blandet op og rodet sammen med de mest velkonsoliderede kendsgerninger. Hos urbefolkningerne havde man myterne, overtroen og overleverede erfaringer fra krige og jagtmarker. Hos os stiger kaos eksponentielt, og det er ikke blevet mere overskueligt. Folks egne selvskabte virkeligheder, tilbedelse af diktatorer og stærke mænd, familier og klaner, tribalisme, nationalisme og fremmedangst, videnskabsnægtelse, vaccinenægtelse, kalifat, boko haram og amerikansk evangelisk kristendom, naturfolks forfaderkult, håb om fremskridt og teknologi som klodens redning fra menneskets selvskabte katastrofer, så det ikke behøver ændre sin adfærd. Alle de indbildninger er memer.
Opfører memer sig som gener, med samme anlæg for epidemisk og pandemisk vækst? Er der en parallel mellem gener og memer, sådan at når generne styrer alt af betydning for deres biologiske værtsorganisme, individet de bor i, styrer memerne så på samme måde alt af betydning for deres sociale og kulturelle samfundsorganisme, civilisationen de bor i? Er det tilfældet, kan det ikke undre hvis alt er kaos og styring umulig. Memet burde i så fald kunne beherske sig og ikke som kræftceller æde uhæmmet af sin værtsorganisme, hvad den kan dø af og memet med, men om memet har taget genets selviskhed til sig i tilstrækkelig grad, er vist stadig uafklaret.
Saml al tilgængelig viden om memet, find lovmæssighederne for memet, for dets tilblivelse, udbredelse, udvikling og opblomstring, afmatning, nedvisning og forsvinden. Beskriv memets metoder til at beherske samfundene, og vores muligheder for at beherske det. Skriv en serie afhandlinger om emnet og send en stak artikler til alverdens videnskabelige tidsskrifter, der venter en nobelpris.