På intensivafsnittet afsluttes redningsforsøg på en nyopereret. Respirator, slanger og overvågningsudstyr afkobles, rutiner igangsættes efter foreskrevne procedurer, langsom tilbagevenden til normale tilstande. I det omfang noget på et intensivafsnit kan siges at være normalt.
Stilhed i kontrast til travlheden for kort tid siden. I vagtstuen samles det før så travle, nu resignerede hold, i forsøg på at klarlægge hvad der gik galt, hvis noget kunne siges at være gået galt, og hvis ikke, for at støtte hinanden i sammen at komme tilbage til velfungerende leje. I andre fag med høj forekomst af mentalt pres kaldet debriefing.
På sygehuset forefindes sekstimersrum, sektionsstue og kapel, men patologisk personale skal ved behov tilkaldes fra hovedsygehuset. Til gengæld kan der trækkes på lokal neurologisk speciallægebistand for at bekræfte hjerneaktivitetens ophør. Ikke for at anæstesiologerne skulle være i tvivl, men for det tilfælde at de skulle føle behov for en sådan bekræftelse. Det handler om ansvar og dokumentation over for en ikke usædvanlig skepticisme i kredse der råder over afbryderknapper, ikke for respiratorer, men for hele sygehusafdelinger.
Vi er i et affolkningsområde, hvilket sygehusets specialesammensætning afspejler ganske godt. Almen medicin, organkirurgi og som nævnt neurologi, er de specialer der fylder i sengeafsnittene og ambulatorierne. Fødsler, ortopædkirurgi, psykiatri og som antydet patologi, måtte afstås for nogle år siden, efter en sygehusplan der skulle tilpasse udbuddet efter behovene i de enkelte lokalområder. Herregud, selv i tæt befolkede områder må specialerne fordeles på de forhåndenværende institutioner. Nægtes kan det ikke, at der fødes færre end der dør, og at fraflytningen hvert år overstiger tilflytningen med et par procent. At der trods dette er stigende behov for psykiatrisk bistand fik ikke betydning for lukning af den daværende afdeling, det var et spørgsmål om at redde sygehusets renommé. Alt dette og meget mere havde den pågældende patient i en lang årrække været dybt involveret i. Hvilket kan tænkes at være anledningen til en vis øget aktivitet omkring ham, både ante, per og post mortem.
Den lokale neurolog som blev konsulteret forud for trykket på afbryderknappen, er mig. At jeg herefter deltog i holdets følelsesmæssige rutsjeture skal erkendes, men at jeg måtte gennemtænke begivenheden og dens konsekvenser af andre grunde, må jeg nok hellere vente med at gøre rede for.
Vagtværelset
et sted hvor en fortælling også kan begynde
Chaufføren må ikke samtale under kørslen. Sådan et skilt kunne godt bruges nu. Som på kollegiet i studietiden, monteret på undersiden af sengehylden, mellem erotiske fotografier. Kunne ses fra sengen, når man lå på ryggen. Skiltet fra en bus. Man må koncentrere sig: kørsel eller samtale. Har hverken kørt, talt, eller gjort noget andet der kan forbindes med sådan en tekst. Men skiltet huskes. Lå sjældent på ryggen i min egen seng. Skilt: oplysning til passagererne om chaufføren. Der var vist noget med lidt utilpashed, for hurtig og rigelig indtagelse. En glemt episode, for mange år siden, hvorfor dukker den op nu?
Jo, situationen vækker minder om en medstuderende fra kollegiet. En der aldrig så det skilt, aldrig kom med på nogen tur. Genstanden for en ung chaufføraspirants ubesvarede attrå, passageren der ikke ville med på køreture og blev anledningen til mere end én rigelig indtagelse. Efter års adskillelse blev vi kolleger. Ansat på hver sin afdeling, samme sygehus. Hvordan kunne hun være interesseret i at komme helt her ud? Der findes vagabonder, også i vores fag. Nomader er måske et bedre ord, men ikke for hende, hun var vagabond. Det kan være grunden. Senere fik vi begge slutstillinger, slut med vagabonderen. Når vi en gang imellem mødes, kan vi komme til at strejfe fælles fortid. Mellem det aktuelle stof, der kræver mere af vores opmærksomhed. Når man ikke kunne blive hendes elsker, kunne man da blive hendes ven. Hukommelse dæmrer, glemte enkeltheder træder frem, nu dette skilt. Som godt kunne bruges igen, her og nu.
Ligger jeg da på ryggen? Nej, en anden gør. En anden vagabond. Som snakker. Tænk hvis man skulle tage stilling til denne kvinde også. Personlighed karakteriseret ved begyndende tab af hudens elasticitet, samt en ganske behagelig kropsduft, behøver ikke tilsløres kemisk. Samt denne pågående snakkesalighed. Personlighed? sikkert ikke, højst personlige kendetegn. Kan udpeges i mørke mellem andre, endda i stilhed. Ingen tvivl om en vis rutine hos begge, må konstateres ikke uden en vis tilfredshed, ukompliceret og vellykket forløb i betragtning af førstegangsmøde.
Det uforudsigelige og spændende tilhører gennemlevede livsfaser, nu handler det om håndelag. Et samliv med denne kvinde ville ikke kunne lade sig gøre, et forbigående samvær kan, det er det hele. Med skiltet som nødvendigt rekvisit for at undgå snak. Flere kendetegn? Slank til middel, spinkel men spændstige lår der smalner lidt ind mod de faste baller og hofter og igen lidt smallere mod taljen. Skuldrene skrånende og armene blødt formet med rundinger der mildner overgangene mellem de lige og de fleksible dele. Smidig. Sådan er Britt også. Den eneste ene. Med den forskel, at Britts ansigt har de runde, lidt barnlige træk, der kalder smil og venlighed frem, og skaffer hende den omsorg hun møder fra alle sider. Denne har et mere kantet ansigt, de beskyttende instinkter udebliver, hun ser det og insisterer plagsomt på mit nærvær. Hvis nogen adfærd er dømt til at mislykkes på forhånd, så må det være den der minder om mistænksomhed og jalousi. Men det her er jo kun det første indtryk.
Dette samvær foregår på hendes initiativ. Hendes ansvar. Men hvorfor? Hun er nysgerrig, hun er fræk. Snakker i de forkerte situationer, helst i dem. Spørger men får ikke svar. Det er forklaringen. Hun vil have mere. Af noget helt andet. Tror, at rutineret bombardement med mindelser om smidig hud og personlig kropsduft nedbryder forsvarsværker. Vedholdenhed kan tilskrives drift, men den er forbeholdt de unge. Den hun plager mig med er målrettet, og jeg prøver at gætte hvad hun er ude efter. Hun tror at jeg har gættet det, men holder hende hen. To muligheder – jeg kan give hende hvad hun ønsker, jeg kan lede hende på vildspor. Jeg kunne holde hende hen, hvis jeg absolut ville holde hende i sengen, men det vil jeg ikke. Altså kun én mulighed. Selvom det ikke er særlig pænt at lede nogen på vildspor.
Vellykket lur, stadig døsig. En opvågnen i en andens arme kan være ledsaget af de mærkeligste fornemmelser, fra fryd til skræk. Denne var neutral. Jeg kan føle hende hele vejen ned langs den ene side, hun sover ikke, og er ikke tilfreds med svaret.
– Nå. Mere vil du ikke sige?
Sådan spørger hun. Lettere utålmodig, stemmen en anelse skuffet. Har jeg da sagt noget?
– Du sov!
Derfor kan man godt sige noget. Det er hørt før, nævner jeg.
– Ja. Men det gav ikke nogen mening.
Den ene hånd om hendes nakke, den anden finder frem til følsomme steder og kilder hende, hun farer hvinende sammen. Al den snak under dynen i intimt samvær med en kvinde. Dur ikke, i hvert fald ikke om alvor, slet ikke om andre. Undgik heldigt under fornøjelsens højdepunkter for kort tid siden at slippe navne ud på tidligere og nuværende veninder, for ikke at nævne Britt derhjemme. Fejlsikret tiltaleform: Skat, Snut, standard kæleord, aldrig personnavne, det er for nemt at tage fejl.
– Vi er kun os, hvisker hun, – men du vil ikke sige hvad du ved? Vi kunne tage tøj på og sætte os hen til bordet, jeg kunne tage blokken frem… eller vil du hellere tale til mikrofon?
Faktisk må jeg ikke sige noget. Selv under forhør. Selv under moderat fysisk pres. The rest is silence, det må hun kunne forstå.
– Pålægger jeg dig moderat fysisk pres?
Jeg bekræfter at der allerhøjst kan være tale om mildt fysisk pres. Ganske blidt og behageligt, mildt fysisk pres.
– Okay. Tavshedspligt. Vi må hellere tale om noget andet.
Hvorfor tale? Nå ja, hun er journalist. Opsnappe oplysninger. Danne sig indtryk, det første er ufuldstændigt, hun må selv udfylde de tomme områder. Hjernens største lyst som bekendt, at fylde huller ud. Som hos patienter med beskadigede synsnerver, mistede dele af synsfeltet, hjernen finder selv på noget, noget den tror skal være der. Patienten opdager ingenting. Så høflig er hjernen! Patienten kører bil, øjet ser alt, men hjernen ser ingenting i venstre side, den husker at der er veje og huse, de har været der hele tiden, men ser ikke trafikanterne, de er lige kommet. Det er ikke ret smart. Hjerner er gode til at kompensere for det, som øjet ser men hjernen ikke modtager. Mon journalister også gætter alt det, de ikke ved?
– Vi bevæger os altid på sikker grund! svarer hun på et direkte spørgsmål.
Jeg tillader mig at tvivle.
– Næsten altid. Så sikker som muligt! Det er vigtigt med flere sikre kilder. Helst mange. Og så er det godt at knytte kontakter og danne netværker. Det kan være nødvendigt, og det kan være sjovt!
Hun giver mig et kys. Jeg antyder, at underliv godt kan være vældig gode knudepunkter i netværker. Dog ikke altid de mest stabile, er der noget der siger mig…
– Hold op! Det må vel være tilladt at gå hjem med en lækker fyr. Eller hjem og hjem, hvad kalder du egentlig den her rodebunke?
Jeg fortæller at det er mit vagtværelse, hun omtaler på den måde.
– Jeg går nu. Du bliver aldrig en del af mit netværk!
Hun er inde på noget af det rigtige. Man kan søge i netværker, men find først de rigtige. Som bekendt. Netværker, de inkompetentes erstatning for kompetence. Den kan de godt undvære, når de først har hinanden. Det der binder dem sammen, det er afhængighed. Den skal være gensidig, så bliver den stærk. Netværker er sorteringsmaskiner. Alle lægges ud på rysteristen. Nogle drysser ud for neden, dem som netværket ikke har brug for. Andre flyver ud for oven, dem som ikke har brug for noget netværk. Men dem interesserer netværket sig heller ikke for. Tilbage bliver en filtret klump af folk med masser af netværk i stedet for kvalifikationer. Den slags klumper handler autonomt, de har indflydelse, de er magtfaktorer i store, mellemstore og små samfund, også i denne by. De findes i alle typer virksomheder og institutioner, selv på dette sygehus. Og deres adfærd kan kalkuleres! Noget af det fortæller jeg hende gerne, men hvorfor ikke hellere sende hende på opdagelse. Jeg ønsker hende rigtig god fornøjelse, tror hun finder ud af mange spændende ting. Det er bare med at få fat i en løs ende, trevle den sammenfiltrede knude op, så let som en strikket strømpe. Begynd med menighedsrådene. Så sportsklubberne. Og golf. Der er foreninger for bridge og selskabsdans. Følg promiskuiteten! Den er et godt pejlemærke. Glem ikke familierne og slægtstavlerne! Gå en tur på lokalhistorisk arkiv, se på gravstene på kirkegården, se på billederne med realskolens afgangsklasser…
– Du er ellers ved at komme godt i gang! Hvad er der i vejen med menighedsråd og golfklubber?
Jeg har ikke sagt noget om at der skulle være noget i vejen med dem, så vidt jeg ved. Kun at de er nyttige. Knuderne, det er gengangerne…
– Stop stop! Jeg skal bare udforske et banalt dødsfald. På dit sygehus!
Jeg ønsker hende held og lykke. Lover at svare hvis hun spørger om noget jeg gerne må svare på.
Hun samler strømper og undertøj sammen fra stolen og sofaen og er hurtigt færdig med at klæde sig på. Jeg følger efter, retter på skjorte og bukser og kommer i skoene.
– Jeg kommer igen! hvisker hun. – Kom nu i tanker om noget! Jeg skal nok finde dig. Her er mit nummer.
Hun rækker mig sit visitkort. Først nu kommer jeg i tanker om, at jeg endnu ikke har hørt hendes navn. Måske har jeg bare glemt det? Krydderi i hed erotik, noget skal glemmes, andet skal huskes uden at afsløres for andre. De hemmeligheder jeg er bedst til at holde på, er dem jeg slet ikke ved findes. Hvad betyder navne. Her står det, Christina, jeg havde ikke husket det. Sammen med to telefonnumre og en mailadresse. Før var den lille begivenhed helt sin egen, nu er den anbragt et sted mellem andre i en slags tilsyneladende virkelighed.
Forresten er der vel ikke noget forkert i at give hende gode råd. Sådan noget som at følge magten. Jeg foreslår hende, som andre efterforskere, at gå efter motivet. Ikke pengene, de gælder andre steder i tilværelsen, her er det magten.
Hun vender sig i døren, ser for første gang tænksom ud, og giver mig et hurtigt kys.
Det er da helt sikkert
På sygehuset er der sket et dødsfald. En yngre, attraktiv kvinde har påtvunget mig sit selskab det meste af natten på grund af et dødsfald. Fordi en ældre patient med kroniske lidelser er sovet stille ind, hvilket ikke i sig selv er nogen grund til at påtvinge andre sit selskab, folk dør alle steder, og det er meget almindeligt at vælge et sygehus. Der er mange måder at dø på, det kan f.eks. være den værdige afslutning på et langt og begivenhedsrigt liv, og det kan være den uafvendelige afslutning på længere tids svær sygdom. Sygehuset har det med at stille sengeplads og behandlingskapacitet til rådighed for netop patienter med svære lidelser, så den slags sammentræf kan ikke helt undgås.
– Sygehuset er et farligt sted at opholde sig! siger folk til hinanden ude i byen. De nikker, for de har hørt det før, og det er sagt før, og de har det nu bedst med at sige hvad de har hørt før og hvad der er sagt før. For at slå det fast, bliver det gerne bekræftet med en bemærkning om, at det er da helt sikkert.
Sådan set ganske normalt. Men i dette tilfælde var patienten en politiker, og de tilbageværende politikere er begyndt at stille spørgsmål. Først til hinanden, så til forvaltningen, og endelig til sygehuset.
– Det var ikke godt! siger politikerne, uden hverken at tænke på afdøde eller vente på svar. – Er det ikke der, Vrangstrup arbejder? Den slags burde ikke kunne ske…
Vrangstrup, ham kender de. Han står i loge med flere medlemmer af amtsrådet, en af dem endda medlem af selve sygehusudvalget. Vrangstrup selv, overlæge med indflydelse indenfor og udenfor sygehuset, fremtrædende medlem af borgerforeningen, golfklubben, og den gren af selskabslivet, der bærer slips og går med nål i reversen. Og så er han så flot med sin distingverede fremtoning, den markante profil, de venlige men lidt flaksende øjne bag uindfattede briller, altid velsoigneret, med lige skilning, høj pande og de grånende tindinger, som sammen med næsens form og ikke mindst stemmen har givet ham øgenavnet Alliken. En anelse overvægt giver ham pondus uden at hæmme hans bevægelser. Ja, især hans bevægelser, kontrollerede og graciøse, måske med tendens til anspændt rankhed og overstrakte knæ.
– Det kunne vel ikke komme bag på nogen, siger folk igen til hinanden på gaden. – Det kommer ikke bag på nogen, at det skulle ske på dette sygehus! Det har i forvejen ikke det bedste ry, trods Vrangstrup. Sygehuset er et farligt sted at opholde sig!
Hvorefter både det sagte og det usagte betones med en betydningsladet pause, og ledsages af en efter egen opfattelse lige så betydningsladet mimik.
– Det er da helt sikkert!
Politikerne i sygehusudvalget, som har det formelle ansvar for sygehusene, rynker derimod brynene i forsøg på at se handlekraftige ud, mens de truer med passende sanktioner.
En nærmere undersøgelse af omstændighederne er de ikke meget for, i erkendelse af at den slags vil sætte deres indflydelse tilbage i forhold til folk der ved besked. Men den ville nok vise, at dødsfaldet ikke alene er sket på det lokale sygehus, men også på en nærmere bestemt afdeling. På afdelingerne er man nemlig begyndt at forberede sig på spørgsmål fra politikernes side, og derefter stille dem til hinanden, hver især i håb om at slippe for ansvaret. Men det politiske flertal mener som ventet ikke, at en sådan nærmere undersøgelse kan være ulejligheden værd. Til politisk brug er skyldsspørgsmålet afklaret fuldt dækkende, og politikerne forlanger til straf sygehusets budget beskåret med en overlægeløn. Så kan de på sygehuset selv finde ud af, hvilken overlæge der skal finde andet arbejde, og når han alligevel skal det, hvorfor så ikke eksempelvis i den private sektor.
Afdøde var tidligere medlem af samme amtsråd som Vrangstrups logebroder, for det var Nordensgaard, selve den tidligere formand for det amtslige sygehusudvalg. Han var også byens forhenværende og højt respekterede borgmester, det var inden han blev et lige så respekteret medlem af amtsrådet. Benådet med en for politikere helt usædvanlig indsigt i sine sagsområder havde han med heldig hånd medvirket til at løfte betingelserne for en række specialer på flere af sygehusene, og herunder skabt grundlag for to eller indtil tre velfungerende afdelinger på dette sted. Nærmest naturstridigt, efter manges mening, for på alle andre områder var sygehuset uhjælpeligt i fare for at sygne hen. Neurologisk afdeling var blandt dem, han havde givet gode betingelser og som havde opnået gode resultater. Den havde som eneste afdeling opbygget et fagligt renommé der rakte langt ud over amtsgrænserne. Tilfældigvis havde neurologisk afdeling intet at gøre med Nordensgaards sygdomsforløb, men ved hans bortgang havde den mistet en vigtig fortaler og betydelig støtte.
Nu var det velkendt, at de folkevalgte af hensyn til deres habilitet ikke måtte have for meget begreb om det, de påtog sig ansvar for. Uvidenhed var deres privilegium, og forudsætningen for deres beslutningskraft. I sygehusudvalget kendte medlemmerne normalt ikke noget til forskellene mellem sygehusets afdelinger, og sådan noget blev jo heller ikke tillagt større vægt i den befolkning, der havde valgt dem. Nordensgaard var undtagelsen, han var bedre inde i forholdene end sygehusledelsen, selvom det måske heller ikke sagde så meget. Men selv i sygehusledelsen havde man et vist kendskab til afdelingerne, man vidste kun lidt om hvad der foregik på dem, men så meget om deres økonomi, og hvis en afdeling pådrog sig risiko for et eventuelt erstatningsansvar, kunne det være et spørgsmål af allerstørste betydning for institutionen, rent økonomisk. Rettidig omhu for forsvaret af egne interesser krævede derfor af sygehuschefen, at han i forlængelse af afdelingernes ansvarsunddragende spørgsmål til hinanden satte en undersøgelse i gang for at få at vide, på nøjagtig hvilken af afdelingerne dødsfaldet var sket, og på hvilket tidspunkt. Indlæggelses- og overflytningssedler blev gennemgået, og afdelingernes patientregistreringer blev sammenholdt. Det lykkedes hurtigt for de uvildige undersøgere fra administrationen, uden at ulejlige en eneste person ude i institutionen, og kun ved at kigge i papirerne, at finde tilstrækkeligt belæg for at udpege den uheldige afdeling. Det var Nielsens kirurgiske afdeling.
Var der sket en fejl? Kunne en fejl være medvirkende årsag til en patients død? Nielsen havde ikke været til stede på afdelingen, for det var sket en nat mens en anden var vagthavende. Men Nielsen havde selv udført den operation, patienten gennemgik to døgn inden sin død.
Nielsen mener, at dette er hvad der må forventes på et eller andet tidspunkt. I betragtning af den vagtbemanding der er til rådighed. Kvalifikationer og ressourcer. Og når samarbejdet med den afdeling i naboamtet man tidligere har delt vagtkapacitet med, nu pludselig er blevet forhindret på grund af nogle vanvittige, ikke fagligt men politisk betingede restriktioner. Og når nu den eneste mulighed for kapacitetsudjævning dermed er bortfaldet. Og når der nu endda er lukket for at henvise patienter til andre amter. Enhver normaltbegavet må kunne indse konsekvenserne. De burde være imødegået ved rettidig omhu i forsvaret ikke for egne interesser, men for egen ansvarlighed. Udtalelsen falder ved et lille møde på sygehuschefens kontor.
– Vi har jo frit sygehusvalg! indvender sygehuschefen for at tilbagevise bemærkningen om den lukkede henvisningsmulighed, som han kalder en påstand.
– Det gælder som bekendt for patienter, siger Nielsen roligt, – indtil de har det uheld at blive indlagt her. Afdelingerne har ikke noget frit sygehusvalg, husk det! Hvilket i sig selv er et alvorligt problem.
– Hvad er der i vejen med vagtbemandingen? spørger sygehuschefen, – Det kan umuligt være et ressourceproblem, kan det være et ledelsesproblem på afdelingen?
– Et ledelsesproblem? Sådan et problem kan vi overhovedet ikke genkende! protesterer cheflægen, som udenfor overlægerådets lukkede dør godt kan optræde solidarisk med sine kolleger. – Men det kan være et planlægningsproblem!
– Fint nok, siger Nielsen, – vi planlægger vores beredskab. En helt ny metode: Det skal være til rådighed de minutter hvor patienterne bliver dårlige, resten af vagttiden er spild, og behøver som følge heraf ikke bemandes.
Sygehuschefen lytter interesseret.
– Er der et konkret forslag til det? spørger han.
– Naturligvis, svarer Nielsen, – Vi skal kun dække vagter hvis patienterne er ved at dø. Brandfolkene skal kun møde de dage hvor der opstår brand. Politiet kan roligt blive hjemme, undtagen den dag der begås forbrydelser, og hvis de er hurtige nok, kan de måske nå at forhindre dem. Jeg har set en film med en superhelt, der kunne. Hvilke besparelser! Almindelig forudseenhed. Rettidig omhu. Alt på sin rette plads! Vi må investere i flere krystalkugler, arbejde for egen overflødiggørelse. Det må kunne indføjes i overenskomsterne.
En administrativ medarbejder har allerede slået op i beredskabsdirektivet og overenskomsterne, og bemærker lavmælt for sygehuschefen at Nielsens forslag vil være omstændeligt indtil det urealistiske at realisere.
Sygehuschefen ser forvirret ud. Fremført med Nielsens lavmælte men velartikulerede stemme kan hans replikker opfattes som saglige indlæg, og sygehuschefen hører efter, men noterer sig medarbejderens vurdering, gennemtænker bemærkningerne og får mistanke om en vis sarkasme. Han rømmer sig.
– Er det et strukturelt problem?
– Som enhver ved: Den enkelte fejl er den enkeltes ansvar. Men stiger fejlraten, er det systemets ansvar. Det er som med sundhed og sygdom. Sundhed er den enkeltes ansvar. Men stiger sygeligheden, er det et samfundsproblem. Som med kriminalitet. Den enkelte forbrydelse er forbryderens ansvar, men stiger kriminaliteten, er det samfundets ansvar. Ja, det er et strukturelt problem!
– Javel, jeg tror ikke vi skal snakke politik lige nu. Er det et kapacitetsproblem?
– Med det nuværende misforhold mellem patientbelastning og personaleressourcer medfører de strukturelle problemer i høj grad et kapacitetsproblem.
– Er det et kvalifikationsproblem?
– Med de vilkår vi under gældende tilstande kan tilbyde personalet, er det ikke muligt at knytte tilstrækkelige kvalifikationer til stedet.
– Er det så et strukturelt problem eller et ledelsesproblem?
– Begge dele.
– Hvori ligger problemet da?
Sygehuschefen læner sig tilbage. Han ser for sig problemet indkredset og forventer en redegørelse, muligvis en tilståelse. Kuglepennen fører en slags selvstændigt liv og laver mønstre i papirernes højre margin. Papir og kuglepen er hans holdepunkter, de øvrige tilstedeværende har ikke noget at klamre sig til, og nøjes med at lytte anspændt.
– Hos vagthavende, i afdelingsledelsen, i den administrative sygehusledelse, hos forvaltningen og i sygehusudvalget, svarer Nielsen. – Her, især her, ligger problemet.
Svaret behager ikke sygehuschefen, som efter en kort pause betoner, at de taler i en lukket kreds, og stærkt må betænke hvad der kan komme ud om sagen. Og som efter en lynhurtig konsultation med den administrative medarbejder finder det nødvendigt at pålægge deltagerne dobbelt tavshedspligt, det må end ikke komme ud, at emnet har været diskuteret.
Jeg er selv tilstede ved mødet, som observatør udpeget af overlægerådet, hvilket kræver at jeg forholder mig neutralt. Overlægerådet rummer jo ikke kun én men mange holdninger. Sygehuschefens påmindelse om tavshed er derfor ikke mindst møntet på mig. Jeg er i den situation, at jeg intet kender til Nordensgaards sygehistorie, hvorimod jeg ved en hel del om de faglige kvalifikationer på de forskellige afdelinger. Herunder Nielsens, som efter min opfattelse gør sig fuldt fortjent til faglig respekt, i langt højere grad end visse andre. Jeg må ikke lade mig mærke med noget fra min plads i sofaen. Den sofa, som vækker distraherende genkendelse fra et stævnemøde med den tidligere sygehuschefs sekretær. Den tidligere sygehuschefs afskedsreception udviklede sig forholdsvis uformelt og temmelig selskabeligt. Hvor blev hun egentlig af, denne sekretær, der både var køn, velformet og ivrig? Den tidligere sygehuschef var en helt anden myndig type end sin afløser, nu sidder han sikkert et sted i forvaltningen og laver demografiske statistikker, sygelighedsfremskrivning og nytårsskrifter, sammen med studentermedhjælperne. Den nye sygehuschef er på ingen måde markant, en ret udvisket person, hverken myndig eller synlig på anden måde. Har slet ikke format til at have en personlig sekretær. Og nu har jeg allerede glemt begge navne, både på den tidligere og den nuværende sygehuschef. Sekretærens navn lærte jeg heller aldrig at kende.
– Hvordan kan problemet afhjælpes? fortsætter sygehuschefen.
– Meget enkelt, svarer Nielsen. – Mere viden, stærkere engagement og større ansvarlighed hos de budgetansvarlige. Og så naturligvis flere ressourcer til afdelingerne, som enhver kan se at der er katastrofal mangel på.
– Større ansvarlighed og flere ressourcer! sukker sygehuschefen hovedrystende, – det rimer ikke. Økonomisk ansvarlighed, det er jo ikke at bruge flere penge. Det er at skære ned på forbruget!
– Jeg ved godt, vrisser Nielsen, mens han rejser sig skramlende for at gå, – at sådan er det blevet moderne at fordreje et godt gammelt ord som ansvar! Økonomisk ansvarlighed, det er blevet synonymt med at puge penge. Men det kan koste menneskeliv! Og det kan jeg ikke se noget specielt ansvarligt i. Hvis der skal placeres noget ansvar i denne sag, må jeg insistere på at hele behandlingsforløbet kortlægges, ikke kun fra og med overflytningen til min afdeling!
Nielsen er gået. Mødet afsluttes, og jeg går derfra med en fornemmelse af at ikke alt er blevet sagt. Ikke kun cheflægen, også Nielsen og de fleste af kollegerne, er gode til at holde viden, synspunkter og interne uenigheder for sig selv. Så længe der er inkompetente og upålidelige mennesker til stede, i dette tilfælde sygehusledelsen.
Fornemmelsen følger mig gennem byen hele vejen ned til restauranten der kalder sig Orienten, hvilket betyder østen, selvom den ligger i centrum. Her sætter jeg mig for at få noget at spise. Lokalet ligner noget fra en westernfilm, trods navnet. Inventaret robust, velegnet til at kaste rundt med, bardisken som skabt til at søge beskyttelse bag. Et stykke inde i dagens ret med mere lokalt end orientalsk præg høres på afstand brudstykker af en samtale. Jeg prøver at tænke på noget andet for at undgå at blande mig, selvom samtalen handler om dødsfaldet.
– Det ville aldrig være sket, hvis det var et privat hospital!
– Det kan man da ikke vide.
– Har du hørt om nogen der dør på privathospitaler?
– Næ. Jo – der var da engang, du ved…
– Jamen det var jo et uheld! Det er aldrig sket siden.
– Det er også fordi de kun tager patienter med sygdomme, man ikke dør af.
– Sikke noget vrøvl! Jo flere der kommer på privathospital, jo færre dør!
– Vil du så mene, at dødstallet går ned, når vi får flere privathospitaler?
– Det er da helt sikkert.
Jeg lister mig til at dreje hovedet en smule for at få et glimt af de talende gæster. Det er et par helt unge mænd. Især den ene forekommer bekendt. Orienten er ikke et sted der henvender sig til byens ungdom, men de to er heller ikke som de sædvanlige unge mennesker fra byen. De minder mere om studerende fra et handelsgymnasium, og det nærmeste ligger i nabobyen.
Nu er der for nogen tid siden åbnet et privat hospice i en fløj til Strandhotellet, men det har så vidt vides ikke nedbragt dødstallet. Det lå vist heller ikke i præmisserne, at det skulle være formålet. Hospicet tiltrækker ikke mange lokale patienter, for egenbetalingen er ganske høj. Men beliggenheden er god. Strandhotellet er fra gammel tid et velbesøgt feriested, og mange patienter har ikke noget imod at tilbringe deres sidste tid omgivet af gamle sommerminder. Foruden specialister i palliativ pleje og smertebehandling har hospicet en præst ansat på fuldtid, og på kontraktbasis tilknyttet prædikanter fra forskellige trossamfund. Desuden to advokater i døgnturnus, med testamenter som hovedbeskæftigelse. Formuende enlige ældre bliver udsøgt behandlet, og da det ikke sjældent hænder, at hospicet og Strandhotellet bliver betænkt testamentarisk på en fordelagtig måde, er det også muligt at gennemføre testamentariske ændringer lige til det sidste, uden salær. Det benytter hospicets gæster sig af, især dem der på én gang er velhavende, velgørende overfor velgørenhedsformål, og påholdende over for pårørende.
– Der dør da patienter på hospicet selvom det er privat, bliver der spagfærdigt fremført af den mere spagfærdige af gæsterne bag mit venstre øre.
– Jamen det er noget helt andet, siger den anden. – Det er folk, der selv ønsker at dø!
For det meste kan jeg selv bestemme om jeg vil lytte til eller lukke af for den snak der omgiver mig fra alle sider, når den ikke lige er henvendt til mig. Denne snak er ikke henvendt til mig, det tror jeg ikke, men den trænger ind på grund af emnet, den irriterer mig ved at være så mangelfuldt informeret og så dårligt begrundet. Jeg fristes til at foreslå de unge, fortrinsvis den ene af dem, at skaffe sig noget mere at vide før man udtaler sig så skråsikkert, men opgiver. At tale og lytte vil ikke hjælpe meget her. De er ikke ældre end at de kan nå at opleve ting de fleste lærer noget helt andet af. Med modvillig opmærksomhed har jeg lyttet på samtalen. Så meget at jeg nær har overset endnu en gæst, der er ankommet i mellemtiden. Denne gæst har fundet en plads bag en halvvæg, der både skal gøre det ud for ryglæn og en slags vindfang ved indgangsdøren. Bortset fra nakke og isse kan han ikke ses fra min plads, men jeg kan se tjeneren fjerne bestik og dug fra bordet, og derefter skrue pæren ud i lampen ovenover. Et halvt minut senere tumler gæsten ud. Med ansigtet skjult, så jeg ikke ser om det er i forbløffelse eller raseri. Men jeg ser, at det er en person under middelhøjde, der til gengæld fylder ret godt i bredden.
– Han blev vist vred! hører jeg bag mig.
– Det er da helt sikkert!
En pinagtig erstatningssag
tager sin begyndelse
Nordensgaards efterladte viste sig ikke fra deres generøse side, selvom de bestemt ikke var forbigået testamentarisk, og de stillede sig ikke tilfreds med en upræcis bortforklaring om grænserne mellem lægeligt og administrativt ansvar. De anlagde erstatningssag.
Derfor sidder vi igen i et møde med sygehuschefen, og igen gør vi klar til at afslutte mødet uden at det har ført til noget, på grund af sygehuschefens selvpålagte tavshed. Hvorfor jeg lige så godt kan foreslå cheflægen at mødes med ham alene på dennes kontor for den videre afstemning af informationerne i erstatningssagen. Vi når ikke at rejse os inden Eriksen, den ansvarlige for journalsystemet, og dermed for den nye elektroniske patientjournal, banker på hos sygehuschefen.
– Her er udskrifterne fra EPJ! siger Eriksen. – Altså den elektroniske patientjournal, tilføjer han af hensyn til sygehuschefen, som ikke altid er klar over hvad der foregår. Eriksen er en venlig og hjælpsom person.
– Den har været nede det meste af tiden, som I nok ved. Men her er de! Og her er de manuelle journalnotater, de skal tilbage til afdelingen inden i morgen.
– Hvad vil du sige med det? spørger sygehuschefen.
– Jo, de bruger dem jo, men vi må låne dem, så vi kan sammenholde begge dele. EPJ og journaler. Så kan vi måske stykke forløbet sammen.
– Ja, det håber jeg fandeme at vi kan! Er det ikke formålet med at føre journaler?
– Der er lige et problem…
– Hvad er problemet?
– Der mangler journaloptegnelser på denne patient fra to uger sidste sommer. Halvanden måned før dødsfaldet.
– Det kan vel forklares. Har patienten været udskrevet? Det er jo i ferietiden.
– Der er ikke nogen udskrivningsseddel.
– Har han været på en anden afdeling? I feriesæsonen flytter vi gerne patienter sammen, så vi kan lukke nogle sengeafsnit.
– Det kan vi ikke se i systemet.
Cheflægen trommer med fingrene i bordet.
– Hvis det nu var en sag politiet skulle opklare, siger han langsomt, – hvordan ville de så gribe det an?
– Du tror vel ikke at det er en politisag? spørger sygehuschefen.
– Selvfølgelig ikke! er du rigtig klog. Men deres metoder – undersøge alle muligheder, grave i alle motiver – vende hver sten…
– Du får det til at lyde som en forbrydelse. Skulle vi ikke nøjes med at se det som en hændelig fejl?
– Forbrydelse eller fejl. Der må ikke ske fejl i journaliseringen!
– Jamen hør nu, indskyder Eriksen, – det er ikke første gang der mangler noget! Det har kostet store afbræk, overføringen til det nye journalsystem. Jeg kan garantere for at vi vil finde større fejl end denne her!
– Den synes jeg vi skal holde vores mund med! siger sygehuschefen, – indtil vi får endnu større problemer. EPJ er vigtigt, for os og for forvaltningen! Men du er meget velkommen til at dokumentere fejl. Til internt brug! Tidsspildet har vi dokumenteret forlængst. Og tak for materialet!
Da Eriksen er gået, foreslår cheflægen at spørge Nielsen. Jeg er enig, sygehuschefen ikke i stand til at tage stilling. Cheflægen kalder Nielsen op og beder ham kigge ind.
Man kan ikke sådan uden videre bede Nielsen om at kigge ind. Det må blive efter arbejdstid. Og det må blive hos Nielsen, ikke hos cheflægen. Respekt for Nielsens patienter og for hans afdeling, det må cheflægen finde sig i. Jeg selv kan benytte en velkommen pause til også at vise mine patienter og min afdeling en smule respekt. Godt, at sådan noget som kollegiale forpligtelser og formandskaber går på omgang.
Nielsens kontor er på samme størrelse som de andre, og indrettet som de andre. Skrivebordet bedre ryddet, mødebordet til gengæld ubrugeligt til sit formål, brugt til fralægning, belæsset med journaler, sager og artikler i stakke med gule sedler imellem. Og så er der et klaver. Nielsens eget klaver, ikke et der engang har hørt til en sengeafdeling. Med Debussy i nodeholderen.
Cheflægen lægger ud.
– Nu er det her jo gået hen og blevet en erstatningssag. Hvad siger du, Nielsen? Det var da også satans med alle de erstatningssager, det ender vel med at vi skal gå hen og budgettere med dem? Hvad tror du politikerne vil sige, hvis vi viser dem et budget hvor der står tolv millioner til erstatninger for lægelige fejl? Tror du ikke at de politikere vil se på hvilke afdelinger erstatningssagerne kommer fra? Kan du ikke se dem give afdelingerne karakter efter hvor meget de koster dem i erstatninger?
– Erstatninger til patienter, svarer Nielsen, – eller til pårørende der vinder klagesager, afholdes af amtet.
– Inden for sygehusets budgetramme! Det er os selv der betaler. Hvad hvis de skulle afholdes af afdelingen selv inden for dens budgetramme?
– Det vil ingen afdeling kunne overleve.
– Ved du hvordan man så gør ude i det private erhvervsliv? Så fusionerer man! De heldige overtager de mindre heldige.
– Du taler mod bedre vidende, siger Nielsen. – I det private erhvervsliv går man konkurs og opretter nye firmaer, på den måde tørrer man ansvar og forpligtelser af midt i ansigtet på kunderne og leverandørerne.
– Vil du have at vi lukker sygehuset og opretter et nyt?
– Som sagt, sådan gør man i det private erhvervsliv. Det er derfor sygdomsbehandling hører under det offentlige! Ét sted må der være nogen der ikke kan løbe fra deres ansvar. Og ét er sygehus, noget helt andet er afdelinger. Jeg interesserer mig for afdelinger. Deres ansvar er det faglige. Det økonomiske påhviler institution og forvaltning.
Nielsen opfordrer cheflægen og sygehuschefen til at gennemgå hændelsesforløbet ud fra de tilgængelige registreringer og udlede alt ansvar for begivenheden på baggrund heraf. Han lover, hvis sagen skulle udvikle sig fagretligt eller strafferetligt, at supplere med vidneudsagn under ansvar for de relevante fora, naturligvis i respekt for tavshedspligt og kildebeskyttelse. Men gør samtidig opmærksom på, at han under ingen omstændigheder vil bryde sin kollegiale loyalitet, eller på nogen måde lade sin viden tilgå kredse udenfor disse nævnte fora.
Han giver sig til at fortsætte sin gennemgang af de papirer han havde lagt frem på sit skrivebord, hvorefter cheflægen og sygehuschefen indser, at audiensen er afsluttet og grænsen for Nielsens meddelsomhed om Nordensgaard-sagen, som den uofficielt er navngivet, er nået. De rejser sig og forlader kontoret med en kort hilsen, som ikke besvares. Hvorefter Nielsen sender mig et blik, der kunne antyde en indforstået disrespekt for disse to medlemmer af sygehusledelsen. Det tredje og eneste kvindelige medlem, chefsygeplejersken, har ikke vist sig, og er ikke blevet inddraget i drøftelserne af Nordensgaard-sagen. Det gamle princip om at fordele indflydelsen på så få hænder som muligt, så der bliver mere til hver. Yderligere bemærkninger er overflødige, så jeg tager også afsked, og belaver mig som så ofte før på denne tid af ugen, på hjemturen.
Et glad gensyn
På vej hjem. Aften på landevejen – fredagsrutine – i toget kan man blunde – lige foran kommer et landbrugsredskab pludselig ud fra en sidevej – mørkelagt – dette er farligt – undgår mirakuløst katastrofen – med rutine ved man hvad man gør – men rutine gør uopmærksom, træthed gør sløv – beredskab og forholdsregler kræves også ved bilkørsel – koncentration der svigter – de rutineredes konstante udfordring – stigende til skræk. Bør ved lejlighed lade sig teste for anlæg for narkolepsi.
Lysvågen. Skrækken lægger sig langsomt. Provokerede tankestrømme. Genkalde sig erindringerne tilbage fra hospitalerne i de afrikanske krigszoner. Fire gange udsendt i projekter for nødhjælps organisationer, sidste gang sammen med Britt. De to store var med den gang, på hjemrejsen ventede Britt den tredje. Genkalde sig situationer hvor sundhed og sygdom er absolutte begreber, ikke relative som hos os. Hvor liv og død ligger hinanden så nær som i dag og i morgen.
Endelig være rigtigt hjemme, tænk at have et hjem, at være så privilegeret. Så indiskutabelt rigtigt, det føles fysisk helt her ind. Det er den indvendige snurren, der kommer af at have en kone og tre børn, være sammen med dem, og elske dem. Vidunderligt. Hvilken kone. Og hvilke børn. Man begynder modstræbende at tro på fænomenet familie som institution. Har familierne nogensinde dannet grundlag for højere civilisationsformer? Næh, kun for lavere. Har begrebet familie tidligere givet positive associationer? Ikke i min erindring. Åh jo, der var engang, dybt i erindringens ursuppe. Da der var en mor. Da jeg ikke var meget større end Signe. Men som hun nu er, lige så afhængig af nære pårørende.
Familien flytter med mig. Britt, Stefan, Signe, Malene. Det er planen. Men det venter til min stilling er sikret. Det vil sige, til neurologicentret er en realitet. Hvis det etableres et helt andet sted, og det kan ikke udelukkes, må jeg flytte efter det, og familien flytter helst ikke for mange gange. Hvor mange ukvalificerede politiske beslutninger skal der til for at afgøre, hvilken dialekt vores børn vokser op med? Hvilket ikke gør så meget, værre er, at disse beslutninger også afgør hvor meget jeg skal se børnene og følge dem under deres opvækst. Hvilket er uantageligt. Kan man for helvede ikke forene interessen for sit fag med interessen for sin familie? Ja, det er en banal problemstilling, jeg er vel ikke den eneste der er ramt af pendlerlivet. Og kan vi i det hele taget nå at flytte her over inden børnene flytter hjemmefra?
Stefan har siden fødslen haft motorisk dysfunktion, havde en svær tid som spæd, og lærte sent og usikkert at tale. Har stadig middelsvær afasi. Skæbnens ironi for en, hvis far er anerkendt som neurologisk specialist. Signe var straks fra fødslen hans modsætning, vellykket på alle punkter, sov og vågnede på faste tidspunkter, og mødte tilværelsen med den største appetit og veloplagthed. Hun talte fra de allerførste ord med krystalklar diktion, udviklede et stort ordforråd i et forrygende tempo, og overhalede Stefan i præstationer og i modenhed. Hun er to år yngre. Malene er et kapitel for sig. Mage til indtagende charmetrold findes ikke. Det påstår jeg med sindsro og uden praleri, da det er åbenlyst for enhver, at hun ikke kan være mit biologiske afkom.
Og Britt, den vidunderligste kvinde der nogensinde er set, men som aldrig har lovet mig at jeg kunne have hende for mig selv. Javel, også jeg udsættes for prøvelser under vores adskillelse. Men i vores hellige stunder i weekenden – da falder det hele på plads. Så enkelt som igen og igen at lægge det gamle puslespil med to brikker, og hver gang få bekræftet at vi to, og kun vi to, passer sammen som ingen andre brikker. Overdriver jeg? Eller er det en hel uges fravær, der hver gang gør oplevelsen helt ny.
Djævle
og genfremkaldte erindringer
Skal til indvielsesreception på et nyt sygehus, men kan ikke helt afgøre om dette er en drøm, det kan godt ligne lidt. Har fået grundig vejledning om hvordan man finder lokalet hvor indlægsholderne skal mødes, men alle parkeringspladser er optaget, ankommer lidt for sent, finder ikke mødelokalet, for døren med det angivne rumnummer mangler i korridoren. Leder efter kontaktmanden på mobiltelefonen men han er ikke kodet ind. Går tilbage til hovedindgangen og finder informationsskranken, den lille kø bliver forholdsvis hurtigt afviklet så jeg kan spørge om vej, det viser sig at rumnummeret hører til i en helt anden fløj. Får også at vide at der faktisk er en genvej gennem en paneldør i korridoren, gennem den kan man springe afstanden over ved at tage tilflugt til en dimension der ikke er vist på oversigtsplanen, og hvortil der ganske vist hører et password, men det udleveres uden videre formaliteter på et gæstekort. Her opstår den første mistanke om at det er en drøm, men det kan selvfølgelig også skyldes at oversigtsplanen på dette sted er ret dårlig, eller at der tages temmelig let på proceduren ved udstedelse af gæstekort. Ankommet til mødelokalet finder jeg det tomt, men ser i det samme en gruppe hæle og habitter forsvinde ned ad en trappe længere fremme ad korridoren, anråber dem, de svarer undvigende og påstår at mødet er forbi. Jeg kender dem. De lader altid som om det er dem der styrer og planlægger. De påstår at de traf en velovervejet beslutning efter grundige overvejelser, men enhver automat havde gjort det samme. De gør altid det eneste rigtige, så længe det er det eneste mulige. De føler sig alvorlige og betydningsfulde efter det tunge forarbejde og det svære valg mellem én mulighed. Er det kun idioter der tænker som jeg? Det spørgsmål er aldrig afklaret, og jeg undlader at diskutere det med dem. Imens viser det sig at de er på vej til den åbningsceremoni, der var den egentlige grund til invitationen: Sygehuset er i sidste øjeblik inden ibrugtagningen blevet ombygget til et indkøbscenter med polerede kunstmarmorgulve som man kan spejle sig i, med glas, plastic, spejle, lysreklamer og rustfrit stål, modbydeligt syntetisk indeklima, et frygteligt kemisk lys og en frastødende elektrisk parfumelugt, den slags der bruges til at udviske forskellene mellem kvalitet og mærkevare, mellem gastronomi og slagteriaffald. Godt, at sygehusafdelinger ikke lugter som stormagasiner.
Mødedeltagerne er nu blevet til købevillige kunder i et indkøbscenter, det virker ikke som en velovervejet beslutning, men følger måske alligevel sin egen logik, nu sidder de allerede i bistroen og spiser fed frituremad med rigelige mængder ketchup og søde læskedrikke for at modvirke kvalmen, men inden de røber næste træk afslører de sig utilsigtet som smådjævle i forklædning. De forsøger at skjule det, men hos én stikker halen frem, hos en anden høres den haltende bukkehov, de prøver på samme tid at udviske deres egen identitet og min hukommelse, jeg skal helst ikke afsløre dem som sygehuschefer, forvaltningschefer og udvalgsmedlemmer.
Og så skuldrer de. Står sammen, skulder ved skulder, duknakkede, i kreds med ryggene udad, ørerne er allerede spidse, hovederne hopper op og ned i fælles undertrykte grin, de må passe på at holde hugtænderne inde bag læberne, hvilket kun lykkes dårligt på grund af de krampagtige smil. Hæhæhæhæ, gnægger de vellystigt, skulende listigt tilbage over de forenede skuldre mens de forsøger at stille neutrale attituder an. Stemmerne rømmes, den fælles ryg ranker sig og opløses i enkeltindivider, en smule imod deres natur og derfor langsomt, modvilligt.
Den enstemmige beslutning er taget, og kan forkyndes med alvorlig mine og forholdsvis klar stemme. Hvis stemme det er kan jeg ikke afgøre, de er svære at skelne fra hinanden. Det er sandsynligvis forvaltningschefen, han må være det indlysende valg mellem ganske få muligheder, måske kun én.
Vågner op og genkender det netop oplevede som en drøm. Ved godt, at dette er indersiden af en bordtennisbold, man er aldrig helt klar over hvad der er udenfor. Måske er det der opleves som en bordtennisbold i virkeligheden et sort hul som indefra ser hvidt ud, eller også er det bare et punktum i en tekst, som man ikke kan læse uden at komme ud af punktummet. Eller en drøm. Det kan man ikke være helt sikker på før man kommer ud.
Og så var der tropehospitalet. Det dukker tit op i erindringen. Især under en diset opvågnen. Jeg var ansat som lægekonsulent for opbygningen af en nødhjælpsstation. Jeg fik ansvaret for at oplære det lokale personale. Jeg fik tildelt en supervisor. Det var en erfaren medarbejder, som sagde: – Du skal bare komme, hvis der er noget. Vi behøver jo ikke lade det hele gå til chefen, vel? Bare kom her med tingene, så klarer vi det inden der bliver problemer.
Alt hvad jeg herefter gjorde, aftalte jeg med min supervisor. Alle problemer, alle forslag til problemløsninger og forbedringer, dem drøftede jeg med min supervisor. Jeg afrapporterede ugentligt hvordan det gik med projektets fremskridt. Der blev opbygget et rigtig godt tillidsforhold, vi inviterede hinanden hjem og mødtes til spisning hos hinanden med fruer, konerne tog på shoppingture sammen, det var på alle måder en kolossal hjælp at blive modtaget og introduceret i lokalsamfundet på den måde, for tilflyttere som os.
Og så blev jeg fyret. Uden at ane uråd blev jeg kaldt ind til chefen. Denne forelagde mig en række graverende forhold, at disse forhold havde stået på i en periode, at der ikke var mulighed for forhandling, der var kun én udgang af dette, og det var afskedigelse.
Stærkt desorienteret opsøgte jeg samme aften min supervisor, mentor og vejleder. Jeg spurgte om jeg kunne komme forbi som jeg havde gjort så tit. Det var der naturligvis ikke noget i vejen for.
Jeg blev modtaget af supervisoren og frue, og der blev trukket en flaske vin op.
Uden unødige omsvøb gik jeg til mit ærinde. Jeg var fyret og stod uden appelmulighed, uden begrundelse, uden forklaring, og uden overblik over hvordan det var sket.
– Jamen det kan jeg da godt forklare dig, sagde supervisoren. – Det er sket på min anbefaling. Tror du, at det gamle fjols handler ud fra sine indskydelser? Nej, han skal have besked på hvad han skal gøre.
Jeg troede ikke mine egne ører. Her sad min vejleder og fortrolige, en af mine nærmeste venner i den senere tid, troede jeg, og fortalte, at han havde fået mig fyret.
Jeg bad om at få en grund, en forklaring, det er vel det mindste man kan forlange.
– Nu skal jeg sige dig en ting. Var du ikke klar over, at det var min opgave at overvåge dig? Vidste du ikke, at vores undervisningslokaler ligger væg om væg mod hinanden? Der er et lille depot imellem, derfra kunne jeg overhøre dine undervisningstimer. Jeg må sige, at det var slemt. Det var så slemt, at der ikke var andet at gøre end at få det stoppet.
Det passede altså ikke. Alle mine timer gik forrygende godt. Og hvordan kunne han snige sig til at høre min undervisning når han selv havde timer?
– Kan du ikke regne ud, sagde han, – hvad alle vores skriftlige prøver skal bruges til? Eleverne tror at de bruges til at overvåge deres standpunkter, men i de pauser det giver, kan vi overvåge vores kolleger. Hvis du har fået et andet indtryk, beklager jeg.
Nu indså jeg, at al hans hjælp, hans beredvillighed, hans imødekommenhed, kun var et skalkeskjul for at få min åbenhed.
– I en organisation som denne må vi benytte os af de muligheder vi har.
Jeg nægtede at forstå. Og deres selskabelighed. Hans og fruens måde at åbne deres hjem for mig, for Britt og mig.
– Beklager. Det er vilkårene!
Hans kone viste tegn på ubehag, og ville nok helst have været et helt andet sted. Hun undgik mit blik og så ud som om hun søgte efter nærmeste udgang. Det slap hun for, jeg kunne selv finde ud.
Forinden måtte jeg fortælle dem, hvad jer havde lært af dette. Jeg var ked af at det skulle siges her midt i deres eget hjem, men det havde de jo i forvejen besudlet ved at gøre det til skueplads for deres falske spil. Jeg troede at de var mennesker. De var lus. Den eneste grund til at modarbejde mig med alle deres muldvarpemetoder, det var at de var bange for mig. De var klar over at jeg var langt bedre kvalificeret. De frygtede konkurrence. De afslørede sig selv ved at bruge middelmådighedens metode: At undergrave konkurrenten. Det fortalte jeg dem.
Jeg var rystet. Ikke så meget over at være fyret, men over forræderiet. Jeg gik hjem besluttet på at gøre alt for at bekæmpe denne side af det menneskelige vanvid. Jeg undrede mig over hvorfor jeg ikke følte hævntørst, men var mere optaget af hvordan man kunne gøre menneskenes tanker bedre. Skuffelse var nok et bedre ord, hykleriet skuffede mig, de skrumpede og blev mindre i mine tanker, de var ikke værd at ofre tanker på.
Skuffelse, det føler man også på sygehuset her, over de manglende viljer, de manglende evner og de manglende visioner. Tænk at sidde i en organisation og bekæmpe den indre modstand man møder, som om de faglige forventninger og præstationskrav ikke var nok. De synlige aktiviteter, de fiktive succeser, boldene der skal holdes i luften, nødvendigheden af at snakke beslutningstagerne efter munden, og trods det forsyne dem med overraskelser og ikke mindst succeshistorier, som de kan tage med hjem for at høste æren og de politiske gevinster.
Weekenden var en af de vellykkede, ingen selskabelige forpligtelser, alene med familien. Men de bruges op, weekender, der skal tages afsked, der skal tages hul på en ny uge. Der er rutiner, forhåbentlig uden koncentrationssvigt. Og der er faglige udfordringer, med krav til viden, erfaring, iagttagelsesevne og fagligt skøn. Og tillid til faglige samarbejdspartnere trods tidligere skuffelser.
Jeg ligger og tænker på alt det der skal tages stilling til i løbet af den kommende dag og uge. Til natradioens nyhedsresume. Noget af det trænger ind, selv trænger man for et øjeblik ud i en virkelighed der viser sig at være det indvendige af endnu en bordtennisbold der bare er lidt større. Man kan vælge at transcendere gennem det man hører, ræsonnere bag facaderne, lade tankerne bore sig ud og ind gennem koncentriske bordtennisbolde, i mangel af mere uudgrundeligt udformede æggeskaller. Eller man kan forberede sig på andre realiteter, stræbe sig frem i fem timer gennem skiftende nattelandskaber, ved lysets genkomst se dem blive både mere virkelige og mere fjerne, for til sidst at møde frem i fuldt beredskab, gennemgå et rituelt morgenbad, og konfronteres med vagtplaner, kolleger, patienter. Og chefer med tilhørende problemer der uundgåeligt har hobet sig op, fordi man har tilladt sig at være væk i to døgn. Så kan det ikke blive mere virkeligt.