Der var nogle mørke, klagende lyde. De var der ikke hele tiden, kun en gang imellem. De var lange, ikke ret kraftige men meget dybe, og de fleste jeg kendte lod som om de ikke hørte dem. Så var der pauser, de kunne være korte, altså ikke så korte, for hvis man holdt vejret for at lytte bedre efter, kunne man næsten ikke holde vejret længe nok. Men så kom de igen. Andre gange kunne der være meget lange pauser, sådan at man kunne sove og vågne flere gange tror jeg nok, og når så lydene kom igen, havde man næsten glemt dem. Ingen vidste hvad de kom af, lydene. Og hvor de kom fra. Jeg tror det var rigtigt, for der var heller ikke nogen der fortalte om nogen der burde vide det. Og jeg spurgte mange. Så var det, at man kom til at tænke selv. Og der var to muligheder, tænkte jeg. Det kunne være stenen selv, det var den der klagede. Stenen var jo over det hele, nedenunder, ovenpå og til siderne. Og den kunne vel godt finde på at klage når vi borede i den og udhulede den. Det gjorde vi nu ikke så meget, i hvert fald ikke her i nærheden. Eller også var der nogen der boede inde i stenen, de kunne ikke komme ud, og det klagede de over. Jeg ville undersøge hvilken af mulighederne der kunne være mest rigtig. Alene, for ingen andre gad. Og så lagde jeg mærke til en af de skakte, som vandet løb ned i når det var kommet ud på gangene, for sommetider var der meget dybt ned til vandet, andre gange stod det højt. Det ville jeg undersøge, om det passede sammen med lydene der kom og gik. Det var bare en af de ting jeg gik og tænkte på.

Den eneste grund til at fortælle om det her, det er ulykken. Alt det andet, det er jo ligesom det altid har været, ligesom det bør være, som de siger. Og det er der jo ikke nogen grund til at spilde tid med. Det var vistnok en større ulykke, men der kom ikke nogen til skade, heldigvis, alligevel var det hemmeligt, ingen måtte komme der hen, kun dem med den højeste sikkerhedsgodkendelse, og de havde tavshedspligt. Vi andre måtte nøjes med at være nysgerrige, og så er det jo at man finder på historierne selv. De historier kan være lige så gode som de virkelige historier, hvis der altså findes nogen historier der er det.

Nu er det lang tid siden, og når ens egne historier kan være lige så gode som alle andres, som heller ikke er virkelige, og når den som er min faktisk er ret god, synes jeg, så beholder jeg den indtil jeg finder på en bedre.

Der skete også en forandring med mig. Det var noget helt andet, jeg vidste godt hvad det var, men jeg vidste ikke om det var normalt. Jeg kendte det ikke fra nogen jeg talte med, og de kendte det heller ikke fra sig selv. Sagde de, men det var nok bare noget de ikke gad tale om, ligesom det med lydene. Det havde ikke noget med hemmelighed at gøre, men det havde noget med nysgerrighed at gøre, for det kom af at være nysgerrig. Før den tid var jeg for det meste nysgerrig, kun sjældent ligeglad, men det var nu ret besværligt, det med at være ligeglad, det kunne jeg godt se. Det er også besværligt at være nysgerrig, men det er der en mening med, der er ingen mening i at være ligeglad. Især ikke når det bare er noget man lader som om. Og så var det en kæmpe oplevelse at komme her ind, og være sammen med de andre der havde det lidt ligesom mig. De er også nysgerrige, så nu kan jeg på én gang være nysgerrig og nogenlunde normal på samme tid. Det var da jeg begyndte på studierne.

Så hvis jeg går lidt tilbage, for ikke at sige helt forfra, og begynder med noget af det mest ligegyldige man kan forestille sig, nemlig mig. For der begynder min fortælling.

Lige fra jeg var lille elskede jeg når mor eller andre voksne ville fortælle om deres oplevelser fra barndomstiden. Også når der var skoleudflugt til nogle steder, hvor folk havde boet i de ældste tider. Til museet, der var indrettet til at arbejde med alt hvad man vidste om de ældste tider, om de mange interessante emner, om genstandene, fortællingerne der ikke var mine, og udstillingerne, hvor man kunne fornemme de forskellige stemninger i fortiden, de handlede om alt fra almindelige, praktiske ting i livet, til overlevelseskampene, fællesskabet og håbet. Men mest spændende var det at få en af de gamle til at fortælle. De gamle var gode til at fortælle. De fleste af dem kunne fortælle hvad de havde hørt som barn, fra dem der allerede var gamle dengang og havde hørt det fra dem der var endnu ældre. Gamle der kunne fortælle rigtig dejlige og uhyggelige gamle eventyr, andre der var bedst til at fortælle om det de selv havde oplevet. Som Midas, da han endnu levede. Godt man ikke levede dengang han var ung, men godt at andre gjorde, for ellers havde vi nok ikke været her nu.

Når mor havde besøg af nogle af de gamle, ville jeg være med for at høre hvad de kunne fortælle om gamle dage. Og mor fik engang imellem besøg af Giulietta og Alceste. De måtte være på alder med hendes egen mor, hvis hun havde haft sin mor endnu. De snakkede næsten kun om gamle tider, og det betød ikke noget om jeg lyttede med eller ej. De drak te og spiste kage fra jeg ankom til de gik. Jeg hilste høfligt, Giulietta og Alceste rakte mig lige så høfligt hånden, hvad de kunne gøre helt uden at afbryde deres snak.

– Det var den gang, husker du det –

– Ja ja, det husker jeg da meget godt, og ikke kun det, der var også det med Jolante og Netta, og vistnok dig osse, det var simpelthen så frækt, og du var den frækkeste!

– Det var jeg da ikke, jeg var ikke med, du ved ikke engang om jeg var med?

– Jo, det tror jeg nu nok du var! Når det var så frækt, så kan det kun være fordi du var med til det! Det var jo ham der Silio det gik ud over!

– Nå ja, så kan det godt være at jeg var med til det. Hvorfor var vi egentlig så frække?

– Tal for dig selv!

Mor elskede at drille og spurgte Giulietta om Silio var en af hendes kærester.

– Det kan da godt være, men jeg tror vi var for små til det endnu, det med rigtige kærester kom senere.

– Det var før vi fik de nye lysmalinger, så var der mørkt rigtig mange steder. Og vi stak altid af, når vi kunne komme til det. Så gemte vi os og var helt stille, når de kom forbi med lygterne. Og når de var forsvundet legede vi mørkeleg, hvis der var både drenge og piger. Så vidste vi aldrig hvem der havde haft hænderne nede i ens bukser, og vi vidste heller ikke hvis bukser vi selv havde været i. Det var sjovt, og så havde vi hemmeligheder sammen.

– Jeg lagde da altid mærke til hvem det var, jeg kunne da sagtens mærke forskel! Men jeg sagde det ikke, jeg sørgede bare for at være i nærheden af Boris og Canio.

– Hvad blev der af dem?

– Jeg kom da sammen med dem begge to da vi var unge, havde dem tit som kærester. Boris, hvad der blev af ham, det ved jeg ikke så meget om, men jeg tror han lever endnu. Han skal nok klare sig! Canio, ham ser jeg lidt til en gang imellem. Han holder til på et af de nye anlæg, jeg kan ikke huske hvilket af dem, jeg tror han stadig arbejder med fermentering, alger, næringssalte og bakteriefibre. Han er en af dem der ved mest om det, for han interesserer sig rigtig meget for alt det med teknik og biologi. Han kom tit på besøg hos mig, for længe siden. Det gjorde han over en lang periode, først med korte og så med længere mellemrum. Det var ellers hyggeligt. Hver gang en kæreste havde forladt ham, så skulle han lige have trøst hos Giulietta her.

Det som de snakkede om, Giulietta og Alceste, deres måde at være sammen på og drille hinanden, det mindede meget om mine egne venner og vores egne lege dengang vi var små, og den måde vi selv var på, overfor hinanden, det havde jeg næsten glemt. Senere lærte vi at vise mere respekt. Nogle var bedre til det end andre, det kunne gå helt over i sin modsætning, og jeg husker sådan en som Setto og endnu værre med Hagen, når de tog sig selv så alvorligt at det næsten blev morsomt. Noget med at tale langsomt og svare med forsinkelse, for at være sikker på at alting var velovervejet før det kom ud. Og så kunne jeg heller ikke lade være med at drille dem med det, og de sagde at jeg var barnlig. Det var noget de vidste en del om, for de var stærkt optaget af at lægge det barnlige bag sig, men det lykkedes ikke lige godt hver gang.

Jeg selv var ikke en udpræget tænksom natur, det er hvad man fortæller mig. Jeg frembød ikke ret mange problemer, var veltilpasset, opførte mig som forventet, stort set, uden at gøre mig bemærket. Men jeg fortalte heller ikke alt. Der er vel ikke nogen der fortæller alt. Det er rart at have noget for sig selv, noget ingen andre ved. Tanker f.eks. Når de ikke syntes jeg var særlig tænksom, var det fordi de ikke kendte mine tanker. Det var nok meget godt sådan. Bedst at de ikke vidste noget, så blev jeg ikke forstyrret så meget. Jeg skulle ikke fortælle alt hvad jeg tænkte, sådan noget som at der findes en anden verden inde bag væggen, det er en verden hvor de kan bevæge sig frit rundt der inde i stenen, ligesom vi gør her ude, indtil de støder på det vi kalder luft, for det er lige så hårdt for dem som stenen er for os. Og at vi kan have venner inde i stenen, de kan ikke komme her ud, ligesom vi ikke kan komme ind til dem. Men dem talte jeg med, især en med det samme navn som mig, bare bagfra. Det skulle jeg ikke have noget af at fortælle om, for så kom jeg nok på en anden skole, en skole hvor de ville prøve at hive alt ud af mig, måske lave mig om, måske spærre mig inde, hvad ved jeg. Så hellere trænge ind til min ven i stenen mens der ikke var andre, men jeg vidste ikke hvordan man skulle bære sig ad med at komme der ind.

Jeg burde selvfølgelig ikke tænke så meget på stenen og den slags, men jeg kan ikke ret godt lade være. Den er som noget man har et nært forhold til. Nogle steder er der sat plader og afdækninger uden på stenen, og de steder er ikke noget for mig. Jeg kan ikke orientere mig, jeg kan ikke føle nærvær, det er et overflødigt lag der er lagt udenpå, og det irriterer mig at vide at der inde bagved er en rigtig overflade, af rigtig sten som man kan røre ved og føle på. Muret op eller hugget ud, bedst når det er hugget ud, der er ingen sammenligning. Og når det har været berørt af rigtig mange hænder gennem rigtig mange generationer. Og sikkert befølt af lige så mange hænder indefra, som ikke kan trænge ud til os. Jeg kender ikke navnet på stenen, men den er sort, og næsten blank, der hvor mange går forbi den hele tiden og ikke kan undgå at slide på den. Undtagen hvor der er hugget i den for nylig, der er den nærmest lysegrå eller lysebrun, ligesom de skærver og det støv de hugger af. Jeg synes det er at såre stenen, på en måde værre end at sætte plader uden på den, for de kan da tages af igen. De sårede steder kan sikkert også slides til igen, og med tiden blive helet, ligesom de rigtige gamle vægge.

Det er også et problem med lofterne og gulvene. Alle steder hvor det er repareret er det grimt. Der kan være lagt noget ovenpå gulvene og hængt noget op under lofterne, og det fungerer ikke. Heller ikke når det er skilte der viser hvor man er og hvor man kan komme hen. Alt der er hængt på er fremmedlegemer. Måske en nødløsning, for dem der ikke kan finde ud af gøre det ordentligt. Jeg synes det går bedre med kablerne, ledningerne og slangerne, især hvor de er hængt lidt løst op, uden at forstyrre stenens overflade, men gynger som guirlander fra krog til krog. Ikke der hvor kablerne er lagt i lange paneler, for så bliver det med rette linjer og skarpe vinkler, og det hører ikke hjemme et sted som her.

Kabelguirlanderne følger gangene hvor de svinger og hvor de stiger og falder, man følger dem med øjnene, og deres regelmæssige bugtninger siger mere end skiltene om hvor langt der er til næste stop på turen.

Ja, jeg burde nok ikke tænke så meget hele tiden, men hvordan holde op med det – der er vist ingen tvivl om at jeg må forbedre mig – men kan man det? – egentlig er det mig ret meget imod at tænke så meget på mig selv, men nogen skal jo, og der er ikke andre til det. Mor er fuldstændig ligeglad, heller ingen tvivl om det – er det altid sådan med mødre? er det normalt? Massos mor er fortvivlet over sin søn, Settos mor næsten endnu værre end Massos, men han ser hende heller ikke så meget – mødre er i hvert fald ikke ens. Det er ikke til at forstå at de fik lov til at få børn. De to andre altså, med min egen ved jeg ikke helt – engang kunne jeg slet ikke undvære hende – men det var i min før-bevidste fase –

Jeg har heldigvis en mor, har heldigvis altid haft en mor, så vidt vides, jeg skulle ikke sove alene som lille, så god var min mor ved mig. Det føles rart når jeg tænker på mig selv som lille, det kommer nok af den omsorg min mor må have haft for mig. Jeg tænker naturligvis også ømt om min mor, men dengang var der en betydelig størrelsesforskel, og jeg husker det som uendelig trygt at lægge mig ind til hende, at ligge helt op ad hende, så tæt det kunne lade sig gøre, så ikke en eneste fod og ikke en eneste finger blev glemt. Det var det tætteste man kunne komme, uden at blive helt opslugt. Det var det bedste der var til, selvom man blev pustet i ansigtet når hun trak vejret i søvne, men hun lugtede vistnok ikke dårligt, så vidt jeg husker, hun snorkede ikke og pruttede ikke. Jeg håber meget at jeg selv heller ikke lugtede dårligt, i hvert fald ikke i ret lang tid ad gangen, for min mor lugtede nogenlunde godt, når jeg lå i arm og snusede til min mor, der var blød og havde bløde former på forsiden, og mine fødder nåede hende ned til et sted på maven, måske senere helt ned til hendes lår, og jeg lå helt stille og trak næsten ikke vejret, og det snurrede i mig, og det varede længe. Sådan husker jeg det.

Jeg husker ikke, men min mor har sagt at jeg engang tog næring til mig ved at suge fra hendes bryster. En rystende tanke, mærkeligt fremmedartet og frastødende på en fascinerende måde. Det var som at høre om et overgreb begået på mig uden mit vidende, og at jeg kunne li det, som om overgrebet samtidig skulle have været dejligt! Den slags ting må henlægges til senere udgranskninger, lige nu forekommer det absurd, helt uforeneligt med så mange andre tanker der slås om min opmærksomhed for tiden. Men det var også i min før-bevidste fase.

Jeg var på besøg hos Masso, så kom hans mor:

– Hvor har du været?

– Ikke nogen steder.

– Har du været hjemme?

– Det tror jeg nok.

– Jeg kunne ikke få kontakt!

– Jeg slog den fra.

– Vil du ikke tale med mig?

– Jeg ville ikke tale med nogen.

– Hvorfor? Du ved jo, at det krænker mig, når du slår kontakten fra! Vi har altid talt sammen så tit vi kunne. Har vi ikke? Har vi ikke en god kontakt? Har jeg ikke altid hjulpet, når du havde et problem? Har jeg ikke altid betroet mig, når jeg havde et problem?

– Det var ikke personligt, mor. Jeg måtte have fred.

– Hvorfor er det blevet sådan? Siden hvornår er det blevet sådan? Er vi ikke længere fortrolige, laver du noget som jeg ikke må vide, har du fået en kæreste?

– Ja, mor.

Det var Massos mor. Jeg hørte på det, for vi var sammen den dag. Min mor ville have sagt “Jamen tillykke! Jeg troede aldrig du kunne få en kæreste! Haha! Men hvorfor har du ikke fortalt noget om det? Hvem er hun, hvor bor hun, hvad laver hun, er hun sød, er hun køn, hvornår præsenterer du hende?”

Jeg og Masso har ikke det samme forhold til vores mødre. Min mor, Norma. Hun var varm og blød at ligge hos, kærlig og hjælpsom, men hun var aldrig afhængig af mig. Hun drillede mig når der var noget jeg ikke kunne klare. Mærkeligt at også hun i sin tid blev godkendt til at få børn.

Selvfølgelig elsker jeg min mor, selvom jeg ikke synes at hun er særlig god til at være mor. Hun blev jo godkendt både til at få et barn, som er mig, og til at være mor for mig, og det kan jeg godt undre mig over, jeg synes at hun tænker mere på alt mulig andet. Jeg ved også godt hvem der er min far, jeg kender ham, Tello, men ham har jeg ikke så meget at gøre med. Han opholder sig det meste af tiden i et afsnit hvor de arbejder med at finde ud af nye dimser, opfinde apparater og hvad ved jeg, det skal der også være nogen til. Mor har fortalt at den gang hun ville have et barn, holdt hun sig til flere mænd som var godkendt. Derfor vidste hun ikke helt hvem af dem der skulle blive far til hendes barn, det måtte vente til jeg blev født, så mine gener kunne bestemmes. Faktisk fik hun lov til at få et barn mere, og hvis det også kun blev en dreng havde hun endnu et forsøg, men så var det slut. Jeg tror ikke hun gør noget ved det, så skulle hun have gjort det for længe siden, og hun virker ikke interesseret. Min far har aldrig boet hos os, jeg tror at det med min far og mor var noget forbigående noget, som de kun gjorde for at få mig. Hun er ældre end ham, og når man ser på de kvinder han omgiver sig med, ligner de ikke min mor ret meget. De er yngre, slankere og kønnere. Min mor har somme tider andre mænd boende, somme tider et par stykker ad gangen, og i de perioder er hun mere glad og livlig end ellers. Det er i det hele taget ikke ret almindeligt at nogen bor sammen i længere tid. De findes, dem der har valgt at bo sammen hele tiden, mand og kvinde, men de virker kedelige, de deltager ikke så meget i alt det festlige, bytter aldrig kærester og den slags.

De fleste børn har en mor, eller en anden voksen som de kan sove hos. Eller i hvert fald nogle andre børn, som de kan ligge tæt sammen med, og som de kan nå ved at række armen ud, man skal altid kunne nå de nærmeste. Alle sover sammen med andre, ingen sover alene, og ingen børn er bange. Hvis en begynder at græde lige så stille, er der straks en anden der kan komme og trøste. Derfor ligger alle børnene roligt og sover deres søvn, selvom der kan være mange børn der sover sammen. Når de små vågner får de skiftet ble og bliver vasket bagi, og de lidt større børn hjælper med til at gøre de mindre børn i stand, så de bliver dejlige igen. Sådan forstår alle sig på at passe børn, alle kan hjælpe hinanden med at spise, lege, grine sammen og hvile sig sammen, og det bedste er at være sammen og det værste er at være alene. Alle har prøvet at være alene i kort tid, alle har prøvet at stikke af for at være alene, gemme sig, og skynde sig hen et sted hvor der ikke er andre. Og så skynde sig tilbage igen fordi det er bedst. Jeg er selv en af dem der har prøvet det mange gange, og det var meget spændende, især i begyndelsen, og lidt farligt, jeg kan huske hvordan det dunkede i mit bryst så jeg ikke kunne høre noget for larm, og jeg skyndte mig hurtigt tilbage så det kunne gå over. Jeg blev meget bedre til det, og nu kan jeg være alene i længere tid uden at det rører mig. Jeg stikker heller ikke så meget af mere, og hvis jeg gør det, skal det helst være sammen med en anden.

Man kan spise sammen, og man kan spise alene. Mange elsker at spise sammen, jeg elsker at spise alene. Jeg bryder mig ikke om at se andre spise, jeg bryder mig ikke om at andre ser mig spise. Ikke alle spiser lige appetitligt. De sluger maden, de bruger skål og ske som spand og skovl. Andre sidder og piller maden fra hinanden og lægger ting til side. For at kassere det eller nyde det særlig meget bagefter, det ved jeg ikke. Jeg vil helst spise alene, for så kan jeg gøre det i min egen rækkefølge og i mit eget tempo. At være sammen, det er noget man kan bruge når man arbejder, snakker og fester, ikke når man spiser. Der er heller ikke mange der nyder at være sammen når de skider. Nogen er der, men ikke mange.

Vi lever i et idealsamfund. Hvis man bliver spurgt om der er noget der kan forbedres, er det faktisk svært at finde på noget. Vi kan gøre alt hvad vi vil. Hvis man vil arbejde med kloakker, medicinforskning, skole, mad, møbler, eller hvad man finder på, så kan man gøre det. Når man får en uddannelse til det først. Vi har hørt om problemer før i tiden. Når man ikke kunne få tingene til at passe sammen, når der var flere opgaver end hænder, så var der meget der ikke lod sig gøre. Senere var der flere hænder end opgaver, og så var det lettere, for der var altid, altid, noget der trængte til at blive gjort. Og så var det bare med at finde på noget andet, for det kunne selvfølgelig ikke gå at lave noget om igen, som de andre har lavet. Men lige nu passer det hele sammen! Vi behøver ikke engang lave noget hele tiden. Vi kan tage det med ro, og lave godt arbejde i stedet for meget arbejde. Så vi ikke behøver lave det om. Og vi kan jo se det, hver gang vi skal reparere på noget, det er simpelthen lavet ordentligt fra starten. Meget af det vi reparerer på er flere generationer gammelt, men det fungerer! Godt tænkt, godt forberedt, godt gennemført, nemt at vedligeholde, god kvalitet, når man skal reparere noget. Vandhaner, døre, lamper. Ledninger og kanaler, ventilationsskakte, luftpumper. Systemerne til at køre tingene ind og hente affaldet ud. Ja, og anlæggene til genanvendelse, produktion og fødevarer, og så måderne at gøre det på, det vil sige hele organisationen af alle de sædvanlige opgaver og ting der skal udføres for at det hele kan fungere. Det er egentlig ret godt.

– Se, her er lyst! Se, her er smukt. Træk vejret frit, snus luften ind! Planterne og blomsterne kommer fra væksthallerne, de er smukke, de udsender dejlige dufte. Jeg drømte altid om væksthallerne da jeg var lille, for der var så dejligt. En hel masse spændende mellemrum inde mellem alt det grønne, ligesom små huler, og der var stille. Det var vores måde at være alene på, at kravle ind hvor man ikke kunne ses, i det tætteste vildnis, der kunne vi rydde en hule og blive helt væk, og når vi skulle ud igen måtte vi snuse os tilbage mellem alle væksterne, for de lugtede på hver sin måde. Lugtene kunne vi orientere os efter, og lugtene gav næsten den største nydelse. Spiring, vækst, blomstring, bestøvning, frugtsætning, forfald. Hver fase sin aroma, lugtesansen viste ikke kun hvor, den definerede også hvornår. Se, her er stillet færdige, friske planter frem, træer buske og blomster, parat til at blive flyttet og plantet ud alle de steder hvor folk gerne vil have dem fordi de er kønne og lugter godt.

Og her er dejligt at være, derfor er det blevet svært at være alene og forsvinde fra de andre. Egentlig var det forbudt at kravle ind mellem væksterne, for de var sårbare og skrøbelige, kunne ikke tåle børn og alt det børn kunne finde på. Men det vidste jeg ikke, før det blev opdaget, og jeg blev sat udenfor. Nu må vi nøjes med at være her ude, i gangene mellem væksthallerne.

Energi opsamles fra solen, fra de biologiske nedbrydningsprocesser, og fra jordvarmen. Der er anbragt energisamlere uden på bjergene, oppe over gangene, og energien derfra oplagres ligesom det biologiske materiale i fermenteringstankene, hvor den opformeres. Man kan ikke se om fødevarerne stammer fra solen, eller om opvarmning og energi til andet forbrug stammer fra de biologiske processers omsætning af affald, for det handler om det samme. Solens indstråling forsyner biologiske mikroorganismer med energi, så de bliver til elektrolytter i akkumulatorer. Fermenteringstankene bruges til bakterie- og algekulturer, som kan danne alt fra energi af enhver slags, over fibre der bruges til materialer og tekstiler, til gødningsstoffer for gartnerierne. Vi har forresten nogle vældig gode geotermiske brønde, hvor vi kan hente lige så meget varme op vi vil. De er utrolig gamle og blev vistnok i sin tid boret for at finde olie, men det bruger vi ikke meget af, varme har vi mere brug for. Alt i alt er vi næsten selvforsynende med alt, men ligesom evighedsmaskiner, der er en utopi hvis man ikke tager højde for energitabet, må vi også tilføre en lille smule udefra, derfor solfangerne og det geotermiske anlæg.

Intet går til spilde. Det der ikke kan bruges mere, går til dekomponeringsanlæggene hvor det bliver nedbrudt mekanisk, kemisk og organisk, indtil det kan indgå i nye opformeringsprocesser. Når mennesker dør, går kroppene til genbrug. Tidligere blev de separeret i knogler, muskelmasse, indre organer osv., som derefter blev indsamlet for at indgå i hver sin type bearbejdning til dekomposition indtil molekylært niveau. Nu er funktionen automatiseret, så de kan gå direkte ind i processen på lige fod med alt andet biologisk affald. Og så nedbrydes de biologisk og kemisk. Vi kan ikke have f.eks. cellestrukturer eller kromosomer til at cirkulere i opformeringen. Sådan bliver de døde genanvendt sammen med alt andet. Det meste går til i komposteringsanlæggene som vækstmedium for alger og bakterier. Det danner igen grundlag for organiske og syntetiske næringssubstrater, gennem et udvalg af forædlingsprocesser. Man kan sige at udenfor, og i hele prækatabolisk tid, var det kredsløbet i naturen selv der stod for de forandringer, nu sker det ved hjælp af kemi, biologisk katabolisme, mikroorganismer, og styrede processer i fermenteringstanke.

Det meste af fødevareproduktionen foregår i opformeringsanlæggene, med deres komplicerede processer. Først i lange rækker af vækst-, gærings-, og fermenteringstanke. Som sagt baseret på recirkulation, med genbrug af organisk materiale nedbrudt til basisforbindelser. Herfra bliver de genopbygget til nye lipider, karbonhydrater og proteiner. Der skal videnskab og teknik til for at frembringe de rigtige processer, og industri for at styre dem.

Når det gælder fødevareproduktion, ernæring, miljø og sundhed, har vores samfund taget alle de tidligere generationers erfaringer til sig. Dertil alle den eksperimenterende forsknings resultater. Kød af dyr og fisk har vi hørt om i historieundervisningen, det findes ikke nu, men fra legenderne om de første tider ved vi at man spiste det, ligesom man spiste mennesker. Jeg ved egentlig ikke hvad der er værst. Vi har en ren vegetabilsk produktion, fra den får vi en mængde ernæringskvaliteter til vores basisernæring, vores madkunstnere supplerer og beriger den med oplevelser for smag og sanser. Før i tiden blev de kulinariske produkter forbeholdt de mere festlige lejligheder, nu sniger de sig mere og mere ind i standardrepertoiret. Produktionskapaciteten til fødevarefremstilling holdes på et omfang der passer til populationens størrelse, og det der ikke bliver spist går en gang til gennem processen, så der er ikke tale om spild.

Der er virkelig mange mennesker der arbejder med fødevareproduktionen, sammenlignet med hvor mange der skal spise det de laver. Det skyldes nok at rigtig mange interesserer sig for det, ikke underligt, for lige så stor en fornøjelse det kan være at spise, lige så dårlig en oplevelse kan det være når maden ikke er vellykket.

Alge-, svampe- og bakteriekulturer spiller hovedrollen, dels ved produktion af vækstmedium for grønsager, dels som grundbestanddel for mere avanceret produktion. De opformeres i dyrkningsanlæg og gennemgår forskellige processer i kar, beholdere og tanke, før de går til viderebearbejdning.

Sprækken

Jeg glæder mig rigtig meget. Næste gang vi går fra skole skal jeg være sammen med mine to venner. Vi skal undersøge et hemmeligt sted, som Setto har fundet. Vi skiftes, to går der ind, mens den tredje holder vagt. Så skal vi se om det er sikkert. Det er et sted i gangene hvor vi ikke kommer så tit, som man bare går forbi fordi det ikke ser interessant ud. Over nogle blokke et sted hvor gangen slår et sving er der en smal hylde, bag den en sprække som man kan mase sig gennem, hvis man ikke har for meget tøj på. Sprækken kan slet ikke ses når man går forbi, kun når man kravler op. Masso er lidt for tyk, det er ham der har sværest ved at komme igennem. Han nyder også at sidde fast i sprækken, hvor han kan føle sig godt klemt. Han kommer igennem ved at skubbe skuldre, mave og bagdel frem i små ryk, lidt ad gangen. Så kommer han gradvis til syne på den indvendige side, glider fra åbningen ned på gulvet med et plump, bliver liggende og puster lidt. Indenfor er der plads nok. Vi har godt lys med, og vi kan se at det er et godt sted at indrette sig. Det ligner lidt to gange der går i hver sin retning, men de er begge to lukket af. Det må være meget længe siden der var andre her, for det er ikke til at se spor efter nogen.

Vi har taget nogle ting med ind, så vi kan indrette en hule. Det er svært at komme til, for der går tit nogen forbi udenfor. Ingen skal se hvad der foregår. Det må ikke afsløres, vi må ikke påkalde os opmærksomhed, helst være helt usynlige.

Det er mærkeligt, jo mere usynlig, jo mere opmærksomhed. Man skal nok ikke liste for meget, ikke hviske for meget. Jeg kan altid se på Setto, når han er ude på noget hemmeligt. Hvis der kommer nogen forbi, går han meget langsomt eller står pludselig helt stille. Så dukker han hovedet, holder vejret, lader som om han ikke er der, sænker øjenbrynene og ser sig omkring på en hemmelighedsfuld måde. Vi gik bare rundt og undersøgte området udenfor, så kom et par damer forbi, og de behøvede slet ikke lægge mærke til os, men så sagde de til ham “Nå, hvad har du gang i, din lille røver?”

Så mistænkelig så han ud. Han stivnede og holdt samme stilling i lang tid, så damerne skulle glemme at se på ham. Men de smilede bare og gik videre, og jeg er sikker på at han tænkte meget over hvordan de dog kunne gennemskue ham.

Masso er meget bedre til det. Selvom Setto er den klogeste, kommer Masso altid daskende de mærkeligste steder med et lidt dumt udtryk i ansigtet, så ingen lægger mærke til ham. Derfor er det mere spændende at gå sammen med Setto, men lettere at gå sammen med Masso.

Det mest spændende var at indrette hulen. Nu skal vi finde ud af hvad den skal bruges til, det er ikke nær så spændende, for vi er ikke helt enige. Foreløbig bruger vi den kun til at gemme os, når vi vil være alene og meget hemmelige. Det sværeste er at komme ud igen. Ikke sådan at det er særlig vanskeligt, undtagen for Masso, men det kan tage et stykke tid, for man skal være helt sikker på at der ikke kommer nogen forbi imens. Gangen udenfor krummer lige der hvor indgangen er. Det er en fordel når man skal ind, for når man forsvinder ser det bare ud som om man er gået om hjørnet. Men det er ikke nogen fordel når man skal ud, for man kan ikke se ret langt i nogen af retningerne. Metoden er at lytte godt efter først. Når man så er sikker på at der er tomt, kan man kravle forsigtigt ud og springe hurtigt ned, og så kan man gå til den ene eller den anden side som om ingenting er sket. Det skal se ud som om man lige er drejet om hjørnet.

For det meste er vi der inde alle tre. Der er plads til hundrede, så det føles ret tomt når vi kun er tre. Andre gange er vi kun to, men vi går helst ikke der ind alene. Det er kun lidt uhyggeligt, men meget risikabelt, hvis man ikke er mindst to til at holde vagt når man skal ud igen. Alligevel er det vældig godt at være her alene, for man kan tænke på lige hvad man vil her i stilheden uden at forstyrres. Og lave hvad man vil, bare det ikke larmer. Jeg er alene nu, og tænker altid helst på noget rart. Jeg tænker også på at den her hule kunne være genvejen ind i stenen, ind til min ven der inde. Men det siger jeg ikke til nogen, heller ikke til Masso og Setto. Af en eller anden grund kommer der piger ind mellem tankerne, selvom man egentlig helst vil tænke på noget rart. Sådan var det bestemt ikke tidligere. Det med piger var bare noget man sagde, når man skulle prale lidt. Men nu dukker de op. Navnlig én pige dukker op. I tankerne altså. Og så en til. Og måske endnu en, men så er det også slut. Det meste af det der er rart, samler sig om den første. Og så må man vel give tankerne lov til det, når det nu er så rart. Uden at sige det til nogen.

Det er ikke det samme med mor længere, vi har snart samme højde, det føles temmelig fjollet at ligge hos hende, jeg bliver ikke afslappet af det men kejtet, og berøringen er ikke længere tryg men altfor privat og lidt uvelkommen. Hun irriterer sig også lidt når jeg kommer for at sove, lader som om hun synes det er hyggeligt, men er helst fri, kan jeg mærke. Jeg sover bedre alene.

De fleste jeg kender på min alder sover tæt sammen side om side ligesom de små, på store madrasser og flere under samme dyne. Det kunne jeg ikke tænke mig længere, men sådan er det vel efter hvad man vænner sig til. Der er så meget der forandrer sig, meget af det er lidt trist men nødvendigt. Tøj og senge man ikke kan passe, smutveje man ikke længere kan komme igennem, huler man ikke længere kan komme ind i. Og den generende tap foran, som fordi man ikke har lagt mærke til den i lang tid pludselig er vokset og blevet for tyk, så man bliver bange for at den slet ikke kan komme ind der hvor den er beregnet til. Den er også blevet alt for grim, man kunne da aldrig finde på at præsentere den for noget så smukt som det sted den er beregnet til. Alligevel afslører den sig uden at jeg vil det, alt for synligt og alt for mærkbart, i alle mulige situationer på de forkerte tidspunkter.

Især når man tænker på Violetta, hvad i alverden kan hun have at gøre med en forvokset tap. Hendes ansigt, barnligt men smukt, næsten fuldendt, hendes smil, som kan berolige enhver nervøsitet. Hendes stemme, så let som blomsterduft, som det fine støv oven på kagen, det som man kan komme til at puste væk med næsen hvis man er for grådig. Der må være en måde man kan kysse hendes stemme på uden at puste den væk, en måde at smage på hende uden at sluge hende, en måde at slukke sin tørst i hende uden at drikke hende op. Jeg ved det, det er kun et spørgsmål om at finde måden. Jeg vil snuse hende og indånde hende, boltre mig i hende og svælge i hende, sådan at hun bare bliver mere og mere dejlig i stedet for at forsvinde, det kan lade sig gøre, jeg ved det kan lade sig gøre, men jeg kender ikke metoden. Endnu. En lumsk fornemmelse siger mig at nogle af de store drenge kan, for i deres nærhed ser man piger blomstre op, blive struttende og saftige, livlige og frække. Dejlige. At gøre piger dejlige, og især Violetta, det er hvad jeg drømmer om i mine hemmelige, svimlende drømme.

Og så for pokker holde denne påtrængende legemsdel lidt i ro, helst helt udenfor. Hvis det utænkelige skulle ske, at hun på et tidspunkt skulle spørge efter den, må man have en nødplan parat. Men hvordan øve sig uden at ødelægge det hele.

Der er gået rigtig lang tid, jeg tror vi har sovet måske tyve gange. Noget tyder på at nogen bruger hulen når vi ikke er der, og måske har opdaget os. Vi har heller ikke været der så meget i den sidste tid, også Setto og jeg synes det er sværere at komme ind og ud end før. Vi snakker om hvordan vi kan gøre indgangshullet større, man kunne tage noget af for oven, men det kræver værktøj, og det larmer. Det ender nok med at vi må overlade hulen til nogen der kan komme ind uden problemer. Vi kan jo se at der også kommer andre. Derfor kan vi jo godt skrive en besked til dem, og vi må tage tingene med. Altså det vi ikke vil undvære, det andet kan de beholde. Masso og jeg holder vagt, mens Setto henter det sidste. Til de nye gæster lægger han en seddel hvor der står at vi kan træffes i det lille anlæg mellem museet og svømmehallen efter skole. Der dukker ikke nogen op. Heller ikke selvom vi venter længe.

Vi sidder i det lille anlæg hvor vi har sat de nye gæster stævne. Mens vi sidder i anlægget går mange forbi. Andre sætter sig ligesom os. Selvom vi helst sidder for os selv, er vi her nu for at se hvem der har læst vores besked. Der kommer to til og sætter sig sammen med os. Nu kommer tre mere. De små borde er beregnet til fire eller seks, men i stedet for at vælge et andet bord sætter de stole til. Der dukker flere op, de sætter sig der hvor der i forvejen sidder nogen. Der snakkes ivrigt, jeg ved ikke om hvad, det kan også være ligegyldigt, for det betyder normalt ikke noget hvad der snakkes om. Intet tyder på at nogen har set vores seddel. Til sidst bliver det lidt trangt, men så sætter pigerne sig op på skødet af drengene, for at gøre plads til endnu flere. Hende der sidder på mit skød, hun har som de fleste andre en stram, tætsiddende heldragt, der på en meget pæn måde ikke skjuler noget af hendes figur. Hun skyder frit op fra mit skød som en blomst i bestøvestilling, mens hun snakker livligt med nogen til højre for mig, så jeg ser hendes ansigt i profil fra højre. Og så fra venstre, fordi hun også snakker med nogen der. En dejlig ryg og et kønt ansigt, men ukarakteristisk, hun vil være svær at give et godt signalement af. Imens føler jeg hendes tilstedeværelse gennem kontaktfladen mellem vores kroppe. Den kan jeg godt give et signalement af. Det nederste af min mave og forsiden af lårene er i tæt berøring med hendes elastiske bagdel, som hele tiden skubber sig bedre til rette, mens hun griner og snakker lige ud i luften om ingenting. Jeg er lidt nervøs for at hun kan mærke noget mellem mine lår, der bliver inspireret af situationen og giver sig en smule til kende. Det lader sig ikke skjule for hende der sidder på mit skød, og i samme øjeblik hun mærker det, giver hun sig til at gnubbe systematisk, som for at klø sig mod en bordkant. Ingen lægger mærke til det, for flere gør på samme måde, det ser ud til at være den foretrukne måde at sidde på skødet. Inden det bliver for synligt bryder en større gruppe op, og hun springer ned fra mit skød for at følge gruppen, stadig snakkende, uden at se sig tilbage. Jeg ser hendes slanke, velformede bagdel mens den fjerner sig, stadig i udtryksfuld dialog med mit underliv, som mærker savnet og føler afbrydelsen umotiveret. Egentlig er det rart nok at tænke på piger, det giver tankerne ro. Som at få en slags tanketransplantation, at få indpodet nye tankebakterier ligesom med tarmbakterier. Jeg kan næsten ikke tro at der ligger manipulation bag, så udspekuleret kan det ikke være. At der skulle være nogen der udskifter vores tanker. Det må være pigerne selv der gør det, måske endda ubevidst, så er det mere naturligt. Virkningen er bare, at det meste af det der før var vigtigt, nu har mistet enhver betydning. Man ønsker ikke rigtig at overlade pigerne den magt, men der er vist ikke noget at gøre ved det.

Der er igen gået nogen tid. Andre piger har siddet på mit skød og forladt det lige så umotiveret. Setto, Masso og jeg mødes stadig jævnligt og snakker om alt det, man ikke kan snakke med ret mange om. Vi har lige snakket om hulen, og grinet over at ingen af os kan komme der ind mere. Latteren efterlader et savn over muligheder, vi havde en gang men som nu er blevet uopnåelige. Mærkeligt, de fleste ting man kan er noget man har lært eller tilegnet sig, nu skal man også lære at give afkald på noget man har kunnet. Det savn kan vi trods fortroligheden ikke dele, derfor latteren.

Den der begynder at tale om hulen er Setto. Nu fortæller han, at der er kommet et svar på den seddel, vi lagde fra os da vi forlod den. Vores efterfølgere kan stadig komme der ind, men nu vil de gerne møde os. Det synes vi er i orden, men mener ikke at vi kan tilbyde så meget, efter al den tid der er gået.

Vi er i anlægget, vi kommer der alligevel tit. Nu hvor vi venter på dem der måske har læst vores seddel kommer vi der oftere, og sidder der i længere tid. Og så kommer de. Det er tre piger. Ikke hvilke som helst piger, det er dem fra dagdrømmene. De går to klasser under os, men derfor kan de vel godt optræde i drømme. Især én.

De siger at de ved alt om os. De siger at de brugte hulen til at udspionere os. I virkeligheden har de nok brugt den til at udspionere alle. De siger at de brugte næsten al tid i hulen til at tale om os. De fordelte os endda mellem sig. De fniser meget når de fortæller om det.

– Ja bortset fra dansen! Vi øvede os hele tiden!

– Så har I jo ikke brugt al tiden til at tale om os! siger Setto.

– Vel har vi det! Tror du ikke man kan snakke og danse? Især libi-dans, der skal man have noget at grine ad imens!

Ingen af os tre har nogensinde været tættere på piger end at sidde med dem på skødet på en tilfældig måde. Det kan pigerne her godt mærke, og de morer sig over Masso, når han sidder mellem to af dem og ikke ved hvor han skal gøre af armene. Og Setto, når den tredje sætter sig på skødet af ham og han ser lammet ud, som tabt for denne verden. Jeg kender godt grunden til hans tåbelige udtryk, det er alle hans sanser der forsamles på lårenes forside, der er ikke noget tilbage til ansigtet. Jeg ved at han bagefter vil se efter om der er kommet brandsår. Og at han vil kysse stedet. Den del, han kan nå. Også mig holder de grin med, jeg ved ikke hvorfor. Mest morer de sig over at vi er blevet for store til at komme gennem sprækken. De siger, at de vil hjælpe os med at undersøge om det kan være rigtigt. Og at de har deres helt egen metode. Og det gør vel ikke noget hvis det ikke er lige den samme slags sprække. Vi forstår ikke helt, men lader som om. Så er det at de kommer til fordelingen. Masso stammer, at det behøver vi vel ikke lægge os fast på allerede. Setto er stærkt i tvivl, men jeg har ikke meget at bidrage med, for den pige der har valgt mig, og allerede sat sig på mit skød, det er hende der bliver ved med at trænge sig på i drømmene. Hun hedder Adele. Jeg magter ikke at protestere. De er så selvsikre, pigerne, og Masso bliver forsikret om at han hverken behøver frygte noget eller vil komme til at fortryde noget, selvom han vælges og ikke vælger selv.

Jeg kan godt huske piger og kvinder der danser libi-dans. Så var det med at komme væk i en fart. Noget af det mest pinlige, ligesom Giulietta og drengene med deres fingre i hinandens bukser. Det er længe siden jeg har tænkt på det sidst, og mærkeligt nok virker det ikke helt så afskrækkende mere. Når man sidder her sammen med pigerne der snakker og griner, går der noget op for en, og så opdager man noget andet. Det er noget med hvordan de er. Især Adele, de andre har det også, men det er stærkest hos hende. Det er noget med, at hvis man sammenligner med drenge. Drenge, de er for det meste lavet af knogler, med årer og sener, og indvolde selvfølgelig, og med muskler med hud udenom til at holde sammen på det. Sådan er det bare. Med piger er det helt anderledes. De er ikke kun lavet af den slags ting, de er lavet af noget dejligt. Ikke noget til at spise, tror jeg, men til at se på og til at føle på. Det indbyder også stærkt til at kysse på, jeg kan næsten ikke vente. Når jeg sidder her og ser på hende, og hun sidder tilbagelænet, så jeg kan se faconen af hendes krop. Det er ikke knogler med muskler og alt det andet hængt på, det er skønhed. Forbavsende spinkelt, forbavsende blødt formet, ideelt, det må være stor kunst. Man får respekt for det, lyst til at beskytte det. Fascinerende at opleve, bare at se på, helst på tæt hold, hvordan den ene dejlige form går over i den anden. Alene overarmen. Og albuen, håndleddet. Overkroppen, taljen, maven. Det lille landskab her, maven, lænderne, lårenes forside. Her vil jeg gerne være. Her kunne jeg godt tænke mig at leve. Højere oppe brysterne, hvordan mon de føles. Tøjet betyder ikke noget, må godt være der, men ikke skjule noget. Hænder, for eksempel mine hænder, kan få voldsom lyst til at føle efter, gentage skønne former, mærke efter blødhed og fasthed til og med fingre i bukser, for eksempel Adeles bukser. Men det går vist ikke her, ikke lige nu. Det er en svær prøvelse at beherske sig. Hendes stemme er vidunderlig at høre på, smelter mig lige så meget som hendes udsende. Der er er bare noget med det hun siger. Det må overhøres. Hun er rå i munden. Hendes ord er hårde, ufølsomme. Det er måske noget hun har tillagt sig for at følge jargonen i kredsen. Jeg vælger ikke at høre efter, det er jo valgfrit. De andre behøvede egentlig ikke være her lige nu. Men så har jeg opdaget noget, jeg ikke tænkte på før – grunden til at drenge og piger klæder sig så forskelligt. Det har noget at gøre med at drenge, og mænd for den sags skyld, fra starten ser ret mislykkede ud. Lige linjer, skarpe kanter og rette vinkler, og så det latterlige vedhæng. Det bliver de nødt til at kompensere med tøj der kan nedtone det latterlige til noget neutralt. Og så piger, og også nogle kvinder, de kan være så betagende at se på, de bliver nødt til at nedtone det dejlige. Derfor hænger de nogle grimme klude udenpå, påfører sig dufte for at holde drenge og mænd væk, og noget skrækkeligt skrammel kaldet smykker. Jeg ved ikke hvad det ellers skulle hjælpe på. Jeg kommenterer det aldrig. Selvom de stadser sig ud kan jeg da godt se at de er dejlige indenunder.

Måden vi lever på kan være ensformig. Sove og vågne, vaske sig, spise, gåtur, skoletid, hjemtur og så videre, det kan være både ensformigt og temmelig kedeligt. Især når mine tanker ikke vil slippe Adele og alt det vi kan lave sammen når der ikke er andre. For det kan vi. Når vi har hinanden og tager tøjet af kan vi gøre det festligt igen, og der er ikke ret meget af det alvorlige der trænger igennem til os. Slet ikke til mig, jeg følger ikke længere med i hvad der foregår ude omkring.

Der er gået lang tid, og vi mødes igen, Masso, Setto og mig. Vi har ikke set hinanden siden pigerne blandede sig, kun hver sin af pigerne, som vi til gengæld har været sammen med hele tiden. Jeg med Adele, næsten konstant føles det, for alt det ind imellem glemmer jeg let. Sove og elske, elske og sove, igen og igen. Spise lidt ind imellem. Hun er forundret over min ihærdighed. Det viser sig, at pigerne ville se hvem der først kunne få en af os gennem sprækken. Det fortæller de fnisende. Mina var hurtigst, det tog hende ikke længere tid end få tøjet af, før det var lykkedes med Masso. For Lila skulle der et par forsøg til for at få Setto igennem. Sværest blev det for Adele. Jeg ved godt at det var min skyld, for jeg følte nogle ukendte smerter, det var som om jeg havde fået et spark i skridtet. Det tog hun tålmodigt, for som hun sagde, mine hormoner skulle i gang, de skulle aktiveres, indstille sig på en ny måde at fungere på. Det hårde i hendes sprog er væk når vi er alene, og hun taler blidt. Men jeg kunne først rigtigt næste gang vi mødtes. Smerterne fortog sig over nogen tid, til sidst kunne jeg blive ved lige så længe det skulle være. Og nu hvor vi sidder her, tænker jeg igen ikke på andet, og kan ikke hurtigt nok komme tilbage i sengen, sammen med hende.

Det siges, at intet er nyt, alt er prøvet før. Jeg kan vælge at acceptere, jeg kan vælge at tvivle. Der er nu ikke tale om noget valg. Jeg stiller mig tvivlende an, det er ikke noget jeg vil, jeg kan bare ikke andet. Alt er prøvet før? Det er det samme som at skubbe mig væk, lade som om det kan være ligemeget med mig. Der er masser af ting der er prøvet før, men er det mig der har prøvet det før? Næ. Det er nyt for mig, for mig er det nyt, det er nok. Er alt tænkt før? Det vil jeg vise at det ikke er. Jeg tænker tanker som ingen har tænkt før. Alt set før, alt følt før? Det kan godt være at nogen har haft de samme følelser og set de samme syner. Det synes jeg bare de skal være glade for, og lade mig have mine. Men jeg kan jo lære at holde min mund. Om min ven inde i stenen, som hedder det samme som mig bare bagfra, og forkortet på en lidt anden måde, altså Nima. Ham har jeg aldrig fortalt nogen om. De siger at navne der ender på a er til piger. Er min ven inde i stenen så en pige? Det har jeg aldrig tænkt på før, men det tænker jeg på nu. Så er der i hvert fald noget der ikke er tænkt på før. Og egentlig – så generer det mig ikke, men hvis jeg havde tænkt på det for meget længe siden, dengang jeg begyndte at tale med Nima inde i stenen, så ville det nok have generet mig temmelig meget, for dengang syntes jeg ikke det var rart at tænke på piger. Mærkeligt, som den slags kan forandre sig.

Jeg må beherske mig. Det kan ikke nytte noget at hun ved, hvor glad jeg er for hende. Adele. Egentlig er hun jo bare en helt almindelig lidt smådum tøs, så hun kan finde på at benytte sig af det.

– Du er jo helt vild, siger hun.

– Ja, siger jeg. Det er bedst at lade hende tro at det skyldes en defekt hos mig, at jeg er unormalt aktiv. Jeg ved, at det er der ikke tale om, det hele kommer af hende selv, det kommer af hvor dejlig hun er, hvordan hun virker på mig. Det er det hele. En hånd, en fod, et blik, et suk, det er lige meget, den mindste stump af hende sætter mig i gang.

– Du er jo helt vild! siger hun igen.

– Det er der kun én måde at kurere på! siger jeg. Problemet er bare, at kuren ikke er helbredende, kun kortvarigt lindrende. Behandlingen holder højst så lang tid det tager at rejse sig og tage tøjet på igen, så skal der ordineres en ny dosis. Det er heldigt, at hun tilsyneladende kan holde til kuren, og det er grunden til at jeg må tage hensyn og beherske mig, for hun skulle helst ikke komme til skade.

Hun elsker fester, og hun har fået lavet en ny dragt. Det er festerne, hun skal bruge dragten til. Det har jeg fundet ud af. Fester planlægges ikke, de kommer af sig selv, for hvis det ikke er spontant er det heller ikke sjovt. Og så er det åbne fester, ingen holder lukkede fester. Man kan nok høre hvor det foregår, det er bare med at holde øjne og ører åbne, hvis man vil være med, og gå efter lyden, og med strømmen, hvis der er mange der har lyst. Det forventes at man blander sig grundigt, og helst knalder med en eller flere, som man ikke har gjort det med før. Der drikkes både vin og noget stærkere, som en tradition fra de allerførste tider. Adele virker ustyrlig under festen, og da den er på sit højeste, kan jeg ikke finde hende. I stedet er der en af hendes veninder der har fundet mig. Nelli. Meget sød, men slet ikke det samme som med Adele.

Sammenstyrtningen

Ind imellem sker der noget der ikke kun handler om piger og fester. Der er sket noget helt andet, som nok vil få dem til at tænke om igen, dem der siger at intet er nyt, for det var noget der med garanti ikke var set før og prøvet før. Det var en ulykke, hørte vi bagefter, og vi måtte ikke gå der hen. Jeg synes det er længe siden, og det var meget farligt, alligevel gik nogen der hen, og de kunne komme ind i stenen, for der var noget der var braset sammen. Og så kunne de selv se at man kan komme ind i stenen, og hvis der er noget jeg allerhelst vil, så er det at komme med ind, så jeg kan hilse på min ven Nima, og spørge om hun er en pige.

Men det kunne der ikke være tale om, sagde de, det var kun for voksne, og kun for særligt uddannede, for det var farligt, der blev kun sendt meget dygtige, meget modige og meget fortrolige folk der ind, og de skulle registrere alt hvad de så, og sikre vejen for de næste, der muligvis ville følge efter.

De kom ud igen med deres notater og optegnelser, eller også sendte de bare notaterne og optegnelserne ud, og blev derinde. Og de der fik notaterne og optegnelserne at se, skulle fortælle alle andre om hvad det kunne være for noget, så alle andre kunne se det for sig uden at gå der ind selv. For det var jo farligt.

Og så viste det sig, sagde de, at det var noget der handlede om fortiden, om historisk tid, måske endda om forhistorisk tid, altså noget meget gammelt, og at det var derfor ingen andre måtte komme der ind, for de kunne jo komme til at ødelægge noget.

Det er blevet værre med mor, og jeg kan ikke bo hjemme. Hun er helt mærkelig, Eller er det mig, det er blevet værre med? Jeg må forbedre mig. Hvis jeg kan. Der er en slags lejr i udkanten. Et sted hvor de kan genopdrage folk, der ikke gør ligesom de fleste. Tror de. Det vil vise sig om det kan lade sig gøre. Jeg ved godt hvad det er de vil, og det må jeg undgå. Jeg er fuldstændig klar over hvordan man skal opføre sig. Jeg kender alle grundene til at man skal være god ved hinanden og et godt medlem af samfundet. Men jeg ved ikke hvordan man bliver det. Om igen, jeg ved ikke, hvordan jeg bliver det. På den ene side vil jeg gerne være det allerbedst tænkelige samfundsmedlem, på den anden side kan jeg ikke holde tanken ud. På den tredje side ved jeg ikke om det kan lade sig gøre. Jeg må forbedre mig, det ved jeg godt. Men der er intet jeg har mindre lyst til. Joh – når jeg har opført mig ordentligt en hel dag, så føler jeg en stor tilfredshed ved det. Jeg kunne! Det kunne lade sig gøre! Men hvis jeg stikker af og gør alt det man ikke må, så er det endnu sjovere. Der er ingen tvivl om hvad der er sjovest nu. Jeg mangler kun at finde ud af hvilken af delene der bliver ved med at være sjovest. Bare ved at tænke sådan har jeg måske antydet et svar. For det kan godt være at det bliver lidt kedeligt i længden at stikke af hele tiden og passe sig selv. Måske er det sjovere at finde frirummet inde i sig selv. Ja, det kunne man gøre! Man kunne reservere en kæmpe masse plads inde i sine tanker, til alle de ting som man vil have for sig selv! Så har man sin frihed med sig overalt, et sted hvor man kan stikke af, uden at nogen andre har en chance for at finde ud af hvor man har gemt sig. Genialt! Det er det, jeg har tænkt mig at gøre. Hvordan kan man vide hvad der er sjovest før man har prøvet begge dele? Lige fra jeg var lille har jeg haft mine private tanker, og de var det bedste sted man kunne tænke sig at krybe ind i.

Adele vil ikke være sammen med mig mere. Eller os andre, hun har fundet andet selskab. De er ældre, mere erfarne, tror jeg. Det var selvfølgelig den slags fester, hun skulle bruge den nye dragt til. Den skulle gøre opmærksom på hendes appetitlige skikkelse, og hun fik hele sværme på krogen. Det gik så hurtigt at jeg blev viftet af med det samme. Masso, Setto og jeg var alligevel for kedelige for hende. Det med mig var måske blevet for ensformigt. Jeg var ked af det i begyndelsen, men trøster mig med andre piger, hvilket også er sjovt. Også Nelli. Det er ikke pigerne jeg elsker, slet ikke, det er variationen. Og så bliver jeg lidt nervøs når jeg tænker over det, hvad hvis jeg slet ikke kan engagere mig mere. Det må jeg gøre noget ved. Jeg kender flere der slet ikke synes at det er nok med piger, de elsker også med nogen af samme køn, og siger at så har man dobbelt så mange at gå til. Mange piger har det på samme måde, de er også dobbelt så glade som andre piger, ifølge dem selv. Der er også dem, der slutter sig sammen to og to, og aldrig lader andre komme til. Det er ikke så populært. Jeg har det nu meget godt som jeg har det, har ikke lyst til det med drenge og heller ikke til et fast forhold.

Jeg ved godt at jeg er lidt mærkelig. Jeg holder af at gå for mig selv, det gør ingen andre. Hvis to eller flere skal i samme retning, slår de følge. De afpasser tempoet, så de kan gå tæt sammen så længe som muligt. De indretter deres gang, de går i takt, og hvis de er mange nok danner de formation, på smalle steder bliver den til en kæde. Formationerne og kæderne kommer med mellemrum glidende forbi med jævn hastighed. De kommer over det hele, de opstår og de opløses hele tiden, alt det har jeg været med til så længe jeg kan huske. De kan komme igen når de har gået en rundgang, en kortere eller længere gåen i ring, næste gang de kommer er det med nye deltagere. Når en skal dreje fra, eller en anden vil føje sig til, sker det så naturligt at ingen undrer sig, og formationen tilpasser sig med det samme. Man behøver ikke tale sammen, måske kender man ikke hinanden, det er bare bedst at gå sammen. Når jeg går med i formation eller kæde, kommer jeg bare til at træde nogen over tæerne eller bliver selv trådt på. Det dur selvfølgelig ikke.

Børn færdes også sammen. I gangene går de trygt, to eller flere, på pladserne søger de sammen i grupper, og bevæger sig stilfærdigt langs siderne. Når børn mødes, søger de hinanden. De er sjældent alene, går parvis og gruppevis. Når to grupper mødes, smelter de sammen.

Børn går i formation ligesom voksne. Det er endnu sjovere at se på, for deres formationer dannes, vokser, deles og splittes endnu hurtigere. Det bliver til formationer af børn med samme højde. Det er jo let at gå sammen med andre af samme benlængde, men svært når der er lange ben og korte ben. Så snart et barn ser andre børn på sin egen størrelse, smutter det over til dem, det kan altid lade sig gøre. Somme tider skal de alligevel i samme retning, til skolen, svømmehallen, idrætspladsen, biblioteket, scenen, eller tilbage til beboelserne, men for det meste går de bare sammen for sjov. Når nogen gør noget sammen for sjov, må det være børn, eller voksne der ikke vil være voksne.

Når vi tre går sammen går vi også i takt, i kæde, tæt, benet helt ind under benet der går foran. Ikke af nogen bestemt grund, men fordi det er sjovt. Vi er nok heller ikke meget for at blive voksne. Så føles det som om vi er én organisme der går, i stedet for tre personer.

Når vi skal gøre noget, selv når det skal gøres alene, er det bedst at være flere om det. Vi går tit rundt sammen, vi tre. I formation, eller spredt, så vi kan dække områderne bedre. Vi kender alle steder, og vi kan beskrive dem for hinanden, selv steder uden navn har vi kodeord for. Derfor kan vi altid aftale at mødes et nyt sted. Udgangspunktet er tit anlægget mellem svømmehallen og museet. Der går vi forbi, når der ikke er noget at lave, der møder vi altid nogen. Det at møde nogen giver altid nye muligheder. Det bedste er alligevel at gå for sig selv. Men også det er bedst at holde for sig selv.

Opdragelse, skoleundervisning og uddannelse er samfundets højst prioriterede områder. Tanken er, at kun når mennesker har den allerbedste indsigt i alle emner og alle sammenhænge, kan civilisationen føres videre. Mennesket er fra naturens side udviklet til at leve i små grupper, ikke til at indgå i større sociale fællesskaber, det skal læres. Individet er kun dårligt udrustet til at tilfredsstille andre behov end sine egne. Selvom den bevidste selektion gennem mange generationer tog lidt af det værste, mangler der stadig meget. De dybereliggende impulser er stadig fremtrædende, det er nødvendigt at bygge videre, at kompensere for menneskets ringe evner for at give plads. Jo, mennesker har anlæg for selv at få noget ud af det, det er anlæggene for at bidrage der skal stimuleres. Det mål er grundlaget for al obligatorisk opdragelse og uddannelse som respektabelt medlem af samfundet, og metoderne udvikles hele tiden og tilpasses efter de praktiske erfaringer.

Det kunne være interessant at finde ud af hvordan undervisning og uddannelse foregik i forhistorisk tid.

Men nu er det min tid, og jeg glæder mig til at lære mere. Især hvis det er om noget jeg ikke ved alt om i forvejen.

Og så er der jo træningslejren. Det sted hvor man sætter alle dem sammen, der ikke rigtig fungerer i fællesskaber. En genopdragelsesskole for personer der er tilbøjelige til at modarbejde andre for at hævde sig selv.

Hvis jeg nogensinde skal i træningslejr, har jeg besluttet, så skal jeg have mit frirum med mig. Om ikke af anden grund, så på grund af træningslejren, der skal jeg få mit indre frirum til at fungere. I god tid forinden. De prøver vistnok at lære folk at tænke på andet end sig selv. At etablere følelser til andre, til gruppen og til hele samfundet. Men er det ikke det samme, som de prøver at lære os gennem hele opdragelsen, gennem hele skoletiden? Vi udvikler os hele tiden, siger de, det gør jeg også, men de mener at jeg kan få brug for det, og de mener at forsøget skal have en chance.

Træningslejren

Ja. Sådan var det, sådan husker jeg det. Det var dengang. Jeg blev anbragt der. Det er rigtigt, træningslejren markerede et vendepunkt. Det er også rigtigt, jeg holdt fast i mit indre frirum, og det lykkedes mig at holde det for mig selv. Det blev alligevel opdaget at jeg gik i mine egne tanker i stedet for at engagere mig helt. Der kom terapeuter på, som ville analysere på mig, om jeg nu var hundrede procent med i øvelserne, om jeg gemte en side af mig selv for mig selv, et skjult sted i mit sind. Min metode var at blive bedre til at lade som om jeg var helt med. Det var noget med at vise godt humør, villighed, åbenhed, engagement, lyst til social omgang. Det er jo hvad jeg lærte hele mit liv, det skulle ikke være svært at bruge det jeg havde lært, så jeg hurtigere kunne slippe ud igen. Hvad de ikke fik fat i var det de ledte efter, de skjulte sider, dem reserverede jeg for mig selv. Jeg gjorde mig umage, arbejdede hårdt for at forbedre mig i deres øjne og samtidig blive bedre til at skjule mine hemmeligheder, som jeg hverken ville undvære eller udlevere. Hvad skulle jeg dog gøre uden.

Jeg var begyndt at blive lidt bekymret for min egen fremtid. Mor der var ved at forsvinde, vennerne der havde nok i deres eget, pigerne der havde mistet lidt af deres tiltrækning uden at jeg kunne sige hvordan, håbet om at der ville dukke noget op der kunne blive til en ny drivkraft. Jeg ventede på nysgerrigheden. Den havde tidligere reddet mig fra kedsomhed og nedtrykthed. Og der havde vist sig nye muligheder, det var ulykken med sammenstyrtningerne der havde åbnet for indblik i en anden verden. Måske bare i vores egen verden for meget længe siden, men alene det. Jeg måtte gribe efter hver mulighed for at blive optaget af alt andet end mig selv. For eksempel de nye uudforskede områder. Det var træningslejren ikke det rette sted til, tværtimod, slet ikke for mig. Det så man tydeligt på de andre. De undvigende blikke, som var svære at møde. De hævdede sig selv, spillede op, modarbejdede ind imellem hinanden. Jeg mener absolut ikke at jeg passede ind her. Heller ikke her.

Vi blev anbragt i en enklave og sat på hold, hvor det blev alles succes når alle deltog, og alles tab, bare én af deltagerne svigtede. For at få noget at spise, få lov til at sove og den slags, så skulle der samarbejdes og alle på holdet skulle bidrage, for hver enkelt kunne ødelægge det for hele holdet ved ikke at bidrage. I det miljø skulle vi være indtil vi havde lært at alt afhang af at stole på hinanden. Alle positive og negative sanktioner kom til at handle om det.

Når det nu var sådan, at vi blev anbragt i en slags isoleret enklave, hvor det ikke var muligt at erobre territorier, hvilket nogle af de andre ellers var ret gode til udenfor. Inden de blev sat her ind. Og når det nu var sådan, at ingen af os måtte skaffe sig indflydelse eller andre fordele frem for de andre. Og når vi ikke kunne slippe ud uden videre. Og når vi blev sat på opgaver, hvor alt mislykkedes, hvis bare én svigtede. For at få noget at spise, for at få lov til at sove, først skulle vi løse de fastsatte opgaver. Når det nu var sådan, så måtte man finde ud af at klare det også.

Engang var opgaven at sejle en stor pram over bassinet nede i den store cisterne. Et problem: prammen var utæt. Der var otte pladser, og for at få den til at sejle, skulle alle træde hurtigt rundt i pedalerne. Når bare én af de otte tabte fart, slog centrifugalkoblingen fra, og så gik skruen i stå. Samtidig skulle vi øse. Alle skulle øse, og hvis en enkelt var for langsom, løb vandet ind, ikke kun over hans ræling, men i hele prammen, og så sank alle. Det tog tid, og det krævede mange forsøg at lære det. Når vi havde lært det kunne vi holde pause og få noget at spise. Det hørte med til opgaven at provianten skulle hentes på den anden side, og den måtte ikke blive våd. Det var kiks og kager, og de tålte ikke vand. Vi kunne ikke hente kiksene og kagerne før vi havde trænet nok. Der gik rigtig lang tid, som vi kunne have brugt på at sove i stedet for, inden vi lærte at sejle prammen sikkert nok til at hente vores kiks og kager. Vi fik at vide at vi har været nogenlunde til at løse opgaven, andre hold havde brugt den dobbelte tid. Til gengæld var der også et hold, der kun brugte den halve tid.

Sådan var alle opgaverne. Næste gang var det noget med at bygge en stor konstruktion af en bunke rør med samlebeslag i enderne. De skulle alle samles på én gang, man kunne ikke strikke det sammen fra den ene ende til den anden. Det svære var ikke at finde ud af hvordan det skulle gøres, men at udføre samme bevægelser samtidig.

I det miljø skulle vi blive indtil vi havde lært at alt afhang af at stole på hinanden. Det gennemskuede vi hurtigt. Der måtte ikke opstå lederskab. Hvis bare én trådte ud og prøvede at kommandere med de andre, gik det galt for hele gruppen. Forsøgets succes afhang af samarbejde. Det kunne vi acceptere, eller modarbejde. Vi aftalte gerne på forhånd hvordan vi skulle forholde os, og lærerne undrede sig over at vi løste nogle af opgaverne perfekt, mens det andre gange gik helt i kludder. Hvis der var noget vi var rigtig gode til at samarbejde om, så var det vores hemmelige aftaler om hvornår det skulle lykkes og hvornår det skulle saboteres. Det hele var gennemskueligt, men de så det ikke. De skulle ikke have hemmeligheder for os, hemmelighederne var vores.

Det var et spil hvor alle kendte reglerne, men ikke medspillerne, sagde de. Derfor rokerede de en gang imellem rundt på holdene. Somme tider var jeg heldig at komme på et godt hold som kunne samarbejde, andre gange på et dårligt hold, hvor det gik dårligt hver gang. Men så lavede vi nye hemmelige aftaler. Udenfor i samfundet kørte der også et spil, sagde vi, men et hvor man kendte medspillerne men ikke reglerne. Vrøvl, sagde de, det er de samme regler.

Pædagogerne måtte kun rose. Hver gang vi gjorde noget godt fik vi ros, belønninger, præmier. Når vi gjorde noget forkert skete der ingenting. Det hjalp måske på dem der gerne ville anerkendes. Mig gjorde det ikke noget. Jeg ville hellere være i fred. Det fik jeg lige så snart jeg gjorde noget forkert. Ved at lave fejl fik jeg fred.

Efter et træningsprogram under disse forhold forstod selv de mest utilpassede, at det ikke kun var nødvendigt men også sjovt at samarbejde frem mod fælles mål. Normalt kom eleverne ud i det almindelige samfundsliv efter et gennemløb af programmet, men nogle gange måtte træningen gentages, og enkelte elever blev ikke i stand til at klare sig udenfor, men ønskede at fortsætte i miljøet af enkle krav og elementære behov.

Hvorfor blev jeg egentlig sat på det program? Ved ikke. Ingen anelse. Ikke den mindste fornemmelse. Jeg forstår godt hvorfor de andre kom der, i hvert fald Fredo og Alva. Fredo løb altid for hurtigt uden at tage hensyn, Alva skulle altid lægges mærke til. De var begge to nogle fjolser der ikke tog hensyn til andre. Kan det være at jeg kom der fordi jeg ikke tog nok hensyn? Det ved jeg ikke. Jeg var doven, ja. Jeg holdt mig for mig selv, ja. Men der var ikke ret mange jeg ikke interesserede mig for. Det skulle da lige være lejrledelsen, lærerne og pædagogerne. Men det skete efter jeg blev anbragt.

Vi havde lært i skolen at den eneste grund til at vi overlevede mens alle andre samfund uddøde, det var at vi var gode til at omgås hinanden. Og at vi blev bedre og bedre til det. Og at det er grunden til, at vi stadig må være dygtige til at omgås hinanden. De der ikke har evnen fra fødslen, må lære det. Grunden til at vi kom i træningslejren, jaja det har vi forstået.

Og så kom tiden hvor vi snart skulle hjem. Det glædede de sig til, dem der havde et hjem. Det havde jeg ikke haft siden jeg blev smidt ud. Min mor havde bedt mig om at tage hvad jeg skulle bruge med mig, hun havde ikke plads til at opbevare det mere. Jeg ved ikke om hun bare skulle skaffe plads til en ny kæreste eller sådan noget, det var da ikke noget at skamme sig over. Men hvorfor skulle sådan en ligefrem bo hos hende, det mente jeg hun ville blive træt af ret hurtigt. Boligsituationen, hvis man kan kalde den sådan, gjorde det svært at finde gode steder med en god placering. Ja så godt som umuligt, de var næsten optaget før de blev ledige. Lettere at finde et dårligt sted med en dårlig placering, der var der ikke så meget trængsel. De der boede der var også dem der gerne ville være alene det meste af tiden. Jeg skulle finde et dårligt sted, det var der ingen tvivl om. Og med en dårlig placering, det gjorde ikke noget. Bare der ikke var for meget larm, for jeg kom der kun for at sove.

Det er irriterende at vi intet ved om uheldet der skete, har kun hørt rygterne om en større sammenstyrtning. Men det er kun meget lidt de fortæller. Noget er braset sammen, noget er styrtet ned, ved vi, så der er åbnet nogle gange, og man kan se ind i nogle store huler inde i stenen. Mere får vi ikke at vide, det er meget hemmeligt. Jeg ved ikke om de finder min ven inde i stenen, for så vil jeg med. Jeg vil frygtelig gerne være med til at se ind i de nye huler, allerhelst komme med der ind.

Men nu har de bekræftet rygterne. Om sammenstyrtningen, og om åbningen ind til en ukendt verden. Det bekræftes. Det er stadig hemmeligt og stedet aflåst. Kun arkæologerne må komme ind, for det er vist noget rigtig gammelt noget, og selvfølgelig en masse specialister i afstivning, for det er farligt, det kan styrte sammen igen. Jeg vil være arkæolog.

En anden verden

et encore une fois…

Der skal ske noget. Ikke længere alt det samme som aldrig forandrer sig. Mad som kan være lidt bedre og lidt kedeligere, venner, som kan være lidt nærmere og lidt fjernere, piger som kan være lidt kønnere og lidt sjovere, kammerater, som kan være lidt bedre og lidt dårligere, lærere, som kan være lidt klogere og lidt dummere. Hvis man vil se en anden verden skal det være en helt anden verden. Hvor der ikke kan siges noget om godt eller skidt, venligt eller ondt, smukt eller grimt, gammelt eller nyt, fornuftigt eller åndssvagt. Hvor man må nøjes med at erkende det sådan som det er. Er det ikke den måde man selv opdagede denne verden på? Jeg husker ikke om den var ond eller god, jeg skulle bare lære den at kende. Så bliver man større, lærer den at kende, det går rigtig langsomt når man er lille, men hurtigere end man skulle tro når man er blevet ældre og ser tilbage på det, og så går det hele let hen og bliver trivielt. Dette her med det ukendte er noget andet. Noget man ikke kan vide noget om og ikke kan forberede sig på. Det vil jeg være en del af, det er hvad jeg tænker på det meste af tiden.

Og endnu en gang nærmer jeg mig, ad disse ukendte indgange, disse lange korridorer, brede grotter, passager, trapper, korridorer, trapper – noget virker vældig kendt og andet fuldstændig ukendt. Ja, jeg glemmer ikke de her gange, deres sving og forgreninger, men jeg må nærme mig, det kan ikke blive ved med at være som jeg husker det. På ekspeditioner ind i det ukendte medbringer man trykflasker med luft, for luften i uudforskede områder kan være giftig. Tager noget med som ledetråd for tilbagevejen, røde tråde, snore at trække efter sig, mærker at lægge frem eller sætte op, notater at skrive ned om steder der kan genkendes undervejs, alt muligt af den slags. Det har jeg også. Jeg bruger alle metoder, skal ikke risikere noget. Det er svært at beskrive stedet, for her er så ubehageligt. Men jeg skal ikke vurdere, kun konstatere. På den første del af turen var det hele buet og organisk, nu er det mere lige end krumt, flere skarpe vinkler end bløde former. Mere han end hun. Det må være dannet af mennesker, det kan man se, intet naturligt kan være så grimt. Det mærkelige er, at det må være beboet. Har i det mindste været beboet for nylig. Beboet på en ubehagelig måde. Jeg ved det ikke men kan mærke det, og repeterer for mig selv det jeg skal huske på tilbagevejen – de røde tråde, mærkerne, notaterne. Er jeg bange? Måske skulle man ikke gå ind alene? Men jeg er nysgerrig. Forbandet nysgerrig. Forfra. Jeg må være mere konkret. Jeg ser en mængde af sådan nogle døre, hvor der ikke er noget bagved, bare sorte huller i væggen, huller hvor der stråler masser af lys ud fra, eller væggen selv som den er, og som døren kun skal skjule. Døre der er malet på, så man hurtigt opdager deres snyd. Den slags kunne give en mistanke om at det er en drøm. Men jeg hører støj. Den kommer ikke fra mig selv, den kommer længere inde fra. Slukker mit lys, standser, holder vejret for at lytte. Der går lang tid. Ser et lysskær i det fjerne. Ind bag et fremspring, slukke lyset og stå helt stille. Lysskæret kommer nærmere. Hører lyden af en person der kommer gående, fodtrin, hosten og pusten. Ser at der ikke er nogen luftmaske, altså en der ikke kender faren. En der ikke mener at der er nogen fare. En af stedets beboere? Jeg må give mig til kende, fortælle at jeg ikke vil genere nogen. Faret vild eller sådan noget. Tænder mit lys, retter det mod mig selv for at præsentere mig. Spørger hvem det er. Et kort grin. Stemmen er Hagens. Jeg lyser på ham, han kommer helt hen, slår armen om mig og siger at her bruger man ikke luftmaske. Jeg tager den af så han kan se hvem jeg er.

Han standser ikke men går videre, tilbage ad nøjagtig den rute som jeg kom fra. Skridtene og lyset dør hen. Hører ham fløjte muntert i det fjerne. Venter lidt inden jeg går videre frem. Ser at mine mærker er væk – Hagen har taget dem? Så skifter stedet udseende uden at jeg har flyttet mig. Den rute jeg har tilbagelagt håber jeg at kunne finde igen, men hvordan skal jeg kunne det når det hele forandrer sig. Nu bliver gangen bredere, på væggene og i loftet kommer der genskær fra mit lys. Det må være nogle meget gamle huler, ikke kun minegange, nu er jeg i en ret stor grotte, den må være naturlig, for der er drypsten i loftet og masser af bjergkrystaller, de kaster lyset tilbage fra alle sider, lige så forvirrende som hvis der ikke havde været noget lys.

Men her er jeg kommet til et punkt hvor man altså skulle tro det var løgn. Igen nærmer jeg mig, skal begive mig ind på et nyt område, det skal gøres forsigtigt, for det er igen nogle gange der ikke er undersøgt endnu. Og igen, hver gang jeg går om et hjørne. Gulvet er ikke plant men springer i nogle plateauer, som ikke alle er vandrette, det er vanskeligt at bevæge sig rundt, fremad, tilbage. Det lige, skarpe og kantede fortsætter i de næste gange. Naturlige krystaller er også skarpe og kantede men på en selvgroet måde, det her er tildannet. Gulvet jeg går på har stadig skarpe spring, fladerne er hårde, og glatte som til at spejle sig i. Noget af det jeg ser som spejle i gulvet er ikke spejle, det er skakte så dybe at man ikke kan se bunden. Jeg skal gå forsigtigt forbi, for afsatsen langs væggen er uhyggeligt smal. Inden længe viser der sig åbninger også i gangens vægge, de fører ind til andre gange, korridorer, døre, sale, gallerier, trapper. Disse gange, korridorer, døre, sale, gallerier, små og senere store sale og gallerier, gennem hvilke jeg nærmer mig, proppet til med skabe, reoler, hylder til opbevaring, det må være magasiner – på alle hylder mængder af genstande, billeder, figurer, apparater med ukendt anvendelse fra ukendte teknologier. – Og papirer, bøger, bøger, bøger. Det nytter ikke noget at undersøge på hvilke sprog, alt virker fortidigt, jeg har ingen chance for at finde ud af hvad de handler om, for jeg kan ikke læse gamle skrifter. Det giver mig et indtryk af hemmeligheder fra svundne tider. Om de skulle stamme fra historisk tid eller fra det vi kalder forhistorisk tid, det har jeg ingen idé om. Kunne det også være hemmeligheder fra kommende tider? Arkiver fulde af varsler? Nej, det er for skørt. Det er nok mig der er skør. Men det undrer mig at jeg kunne komme ind i disse områder helt uhindret, som ved en tilfældighed. Det undrer mig, at det så ud som om Hagen færdes hjemmevant her. Hvad der undrer mig mest, det er at jeg ikke har vidst noget om alt dette, at jeg ikke havde nogen anelse om at der fandtes sådan noget. Hvis man spørger mig, vil jeg nok svare noget om hemmeligheder om fortiden, som kun få må kende, som ingen andre må vide noget om, og at jeg opdagede stedet ved et uheld. Hvis det er en drøm, det jeg går rundt i nu, så skulle jeg snart bevæge mig ind på et blindspor og derfra ind på endnu et, uden helt at glemme det oprindelige mål, men se det gennemkrydset af andre mål, spærret af en uendelig række af delmål og krydsende mål, der hver for sig overlejrer det forrige, indtil der ligger dynger af uopfyldte mål og uopklarede spørgsmål. Og så skulle det blive ved og ved, så forvirrende og modstridende at jeg til sidst vågner af det. Så godt kender jeg drømme. En gang imellem gennemskuer jeg en drøm, mens jeg er midt i den. Det er ret morsomt at være den der betragter sin egen drøm mens den udvikler sig, men det kan være svært at regne ud hvad den vil fortælle. Det må vente til bagefter. Denne her drøm, hvis det er en drøm, den giver mig lov til at fortsætte. Jeg går derfor videre, håber bare at det ikke er ind i et af dens mange blindspor. Men jeg kommer ud i landskaber der fuldstændig ligner de skønhedstableauer, vi gerne udmaler for os selv og for andre, når vi holder pause fra sex og ikke rigtig har andet at lave. Er der mere at gøre? En drøm er som en rejse man ikke er forberedt på, og hvis det ikke er en ond drøm, hvad jeg ikke tror det er, kan man benytte lejligheden til at huske så meget som muligt. På dette stadium synes jeg at jeg lige så godt kan træde ud af drømmen, hvis den ikke byder på flere overraskelser. Men før jeg gør det vil jeg gerne prøve at få et overblik over alle de biblioteker, arkiver og andre faciliteter den præsenterer, og som jeg vil prøve at huske bagefter. Så jeg får travlt med at gå tilbage og kigge i alle rum og se over alle hjørner og i alle kroge, mens jeg flittigt tager notater inden jeg begynder at lede efter mine spor jeg lagde ud for at finde tilbage. Hvis de er der endnu. Jeg kommer forbi det sted hvor der før var dybe skakte i gulvene i stedet for spejle til at gå på. Mens jeg maser mig forbi sådan en skakt på en afsats der er blevet endnu smallere end før, hører jeg en stemme nede fra dybet. Den stønner. Jeg lyser ned, og kan se at det er Hagen der ligger langt nede, på ryggen i en unaturlig stilling. Han stønner med hviskende stemme at jeg skal passe på. Jeg kan høre det fordi skakten forstærker alle lyde med resonans og ekko. Men han smiler og siger at Setto, Masso, Lila, Mina og Adele og mange andre også er faldet ned, i andre skakte. Jeg vil prøve at redde mig i sikkerhed, jeg må nå udgangen og hente hjælp. Afsatsen som jeg kryber på mellem skakten og væggen er nu skrumpet ind til ingenting, jeg griber desperat ud efter et eller andet at gribe fat i, men taber lygten. Så vågner jeg. Pokkers. Snydt igen.

Mødet

Det er måske nok et specielt sted vi lever i, lidt mærkeligt, men vi er vant til det. Vi kan ikke vide det, for vi kender faktisk ikke til andet, vi kender kun stedet her, for os vil noget der er anderledes end dette opleves som mærkeligt. De fleste steder går gangene lidt op og ned, krummer sig, deler sig, krydses og mødes igen. Man ved hvor man er, og man ved, at nedenunder og ovenover går der andre gange, der fører i andre retninger, og lidt længere henne er der trapper og ramper, der fører op eller ned til flere af dem eller til helt andre. Det kan godt virke lidt indviklet, men man lærer det, man har det på rygraden. En stedsans i tre dimensioner, den har vi, den er nødvendig, med den kan vi orientere os og finde frem til steder hvor vi ikke har været før. Måske er det med stedsansen også lidt mærkeligt, for gangene er jo temmelig ens, med nogenlunde samme højde og bredde, samme vægge i samme farver, kun få steder udvider de sig til større rum. Sådan er det nok, når alting er indrettet på at bevæge sig til fods. Og når det foregår inde i et bjerg, hvor man ikke må tage mere væk end bjerget kan holde til. Der er jo nogle steder der er spærret af fordi nogle gange og huler er brudt sammen, og de steder er i fare for at bryde endnu mere sammen.

Dette sted er helt anderledes. Gulvene er vandrette og plane, gangene brede og helt lige, murene flade og brede, flere steder erstattet af søjler, der er hele haller, som man kan se tværs over, mægtige rum med søjlegallerier i flere etager langs siderne, med trapper der fører fra det ene galleri til det andet. Materialerne er også anderledes, det er bygget, ikke hugget ud. Man har en fornemmelse af at være udenfor bjerget. Kan det være et sted der er bygget udenpå bjerget? Måske betegner en bygning som denne overgangen fra bjergets trygge indre til det åbne, ubeskyttede, truende, farlige og vilde udenfor. Måske er vi i nogle åbne rum med den frie luft lige oven over taget. Kun en tynd skal, mon det er nok til at beskytte mod farerne udefra? Højt oppe under loftet ses et underligt diffust lys, hele tiden skifter det fra dunkelt til klart, somme tider ret hurtigt, og pludselig tilbage igen. Der kan være noget i vejen med installationen, eller også er det lyset udefra der skifter sådan. I så fald et af de få steder, hvor man i det hele taget ser lys udefra. Et utrygt sted, sådan føles det.

Normalt kommer der ikke mange her. De der alligevel kommer trykker sig langs væggene, bag søjlerne og rækværkerne og tør næsten ikke kigge ud i det store rum. Men det er et vigtigt sted, for det er det eneste sted hvor der kan være mange samlet. Derfor bruges det til større møder. Og det skal jo til en gang imellem, når der skal drøftes vigtige ting. Så kommer alle de modige, dem som lader som om det er den naturligste ting at færdes frit på gulvet langt fra beskyttende mure, nicher og huler. De ældre kommer ikke. Det er nok umuligt at få dem revet ud fra de inderste og tryggeste dele, hvor gangene er så krumme og snævre at man kun kan se få skridt frem, og hvor man skal gøre sig smal og trække maven ind for at komme forbi hinanden. Her ude i hallen, midt på gulvet eller på en af de brede balkoner, ville de ryste af skræk.

Mødet skal tage sin begyndelse. Fra gangene er folk begyndt at sive frem. De holder sig tæt langs væggene og bag balustrene. De første har straks fundet nicherne, som allerede er optaget, derfra kommer de nok ikke ud foreløbig.

En lille mand går i en ret linje diagonalt over hallens gulv, naturligt og afslappet, og alles blikke følger ham. Det er en der er vant til at komme her, måske arbejder han med at få alle de praktiske ting til at fungere. Man hører hans skridt hen over gulvet. Han virker frygtløs og ser ud til at nyde beundringen over det. Han overspiller sin rolle, gør et ophold der ude midt i det åbne rum, vender sig rundt og holder en pegende finger frem i forskellige retninger, som for at notere sig, at alle er på deres pladser og alt er i orden. De fleste ville have skyndt sig ind til siden. Så går han videre ud på gulvet, for han har et ærinde.

Der ankommer flere, og de forreste presses længere og længere ud af de bagfra kommende, eller holder sig modstræbende tilbage og bliver stående når andre går forbi. Det lykkes ikke at få gulvet fyldt. Folk holder sig tæt langs væggene. I midten er anbragt et podium, og en gruppe af de sidst ankomne indtager det, som om også det er et fast holdepunkt.

Den lille mand er mellem dem, og ser ud som om han er midtpunktet i gruppen, som i forvejen er forsamlingens midtpunkt. Det er ham man venter på. Det er ham der har indkaldt mødet, med en besked om at der er noget vigtigt der skal orienteres om, tages stilling til og træffes beslutning om. Selvom ikke alle i den fremmødte forsamling har beføjelser til at træffe beslutninger om hvad som helst, har de krav på at holdes orienteret. For det meste, når alting er normalt, bliver man oplyst gennem de sædvanlige kanaler, og der bliver kun sjældent indkaldt til større møder. Det må skyldes, at de personer der er sat til at beslutte, gerne vil høre hvordan stemningen er blandt alle de andre der ikke har beføjelserne. For så vidt en standardprocedure, men fordi den udøves så sjældent, er der stor interesse for møder som dette.

– I ved alle sammen, siger den lille mand, – I ved, at der er sket sammenbrud af nogle gangpartier, at det gav adgang til hidtil ukendte områder, og at de områder måtte spærres af øjeblikkeligt, indtil de var sikret af vores pionerer blandt sikkerhedsfolkene. Det kunne være livsfarligt for pionererne, eller for os alle, det kunne føre til vores udslettelse, ingen kendte de mulige farer. Af sikkerhedshensyn måtte de ukendte områder lukkes af, mens de blev undersøgt og gennemgået med alle midler for at forebygge ulykker. Der kunne ske flere sammenstyrtninger, der kunne slippe giftige gasser ud, alt måtte kortlægges før de nye områder eller dele af dem kunne erklæres for sikre at færdes i. Sådan at vi kan få svar på de spørgsmål, som de ukendte partier gemmer svarene på. Kan de fundne gange åbne nye muligheder, for fremtidige sikre bosættelser, for nye produktionsområder? Hvor store arealer kan det dreje sig om, og hvor anvendelige? Drejer det sig om naturskabte hulesystemer eller om anlæg skabt af mennesker? Rummer opdagelserne nye farer eller nye muligheder? Alt det må undersøges inden der kan gives adgang til at udforske det nærmere.

Der har længe verseret tanker, lad os kalde dem myter blandt andre, om at der for lang tid siden skete en stor katastrofe, eller flere, som næsten fik udryddet alt liv. Og at det liv der blev tilbage, stammede fra særlig sejlivede arter, der bredte sig efterhånden som levevilkårene tillod det, og måske blev dominerende. Der var teorier, ja eller myter, om at det var foregået for måske hundreder af generationer siden. For mennesket antog man tilsvarende, at kun de mest hårdføre individer havde overlevet, og at det var sket i sikre områder som dette, i hulesystemer i bjergene, hvor de kunne leve beskyttet i små populationer. Den omgivende verden bød i den periode ikke på ret gode overlevelsesmuligheder.

Vi ved nu allerede lidt om de nye områder. Det har vist sig, først og vigtigst, at det der er fundet, ikke er porten til vores uundgåelige udslettelse. Det er heller ikke porten til vores fremtidige ubekymrede lykke. Det er porten til vores gådefulde fortid. I de nyopdagede systemer af huler og tunneler har der levet mennesker væsentlig længere tilbage i tiden end i de områder vi allerede kender. Det er hvad der er klarlagt. Der kan sandsynligvis gøres fund der inde, som kan belyse vores fortid langt bedre end de muligheder vi hidtil har haft. Det drejer sig navnlig om vores forhistoriske fortid, i tiderne inden de – foreløbig teoretiske – katastrofer, som formodes at have tvunget menneskene ind i bjergenes indre. Der ligger formentlig store mængder viden gemt i de fund der kan gøres, og der vil være opgaver at løse for fagfolk inden for alle grene, tekniske, videnskabelige, sproglige, historiske og så videre. Allerførst skal der sammensættes nogle hold af arkæologer, de får adgang før alle andre, så sporene efter vores forhistoriske generationer ikke bliver ødelagt. Lad os håbe at deres arbejde kan føre til større viden om fortiden og forhistorien, og om de hændelser der forandrede tilstandene så gennemgribende den gang.

Så mange var ordene! Tak for at I lyttede, og til at besvare spørgsmål har vi otte flinke folk af dem der var de første til at se stederne. De vil tage imod jer ved bordene I kan se der henne. De vil skrive jeres spørgsmål ned, besvare det de kan svare på allerede nu, og samle de vigtigste spørgsmål og eventuelle grundigere besvarelser sammen til et nyt orienteringsmøde.

Jeg ved ikke hvem den lille mand er. Pinligt, jeg spørger Masso og Setto, den slags behøver man ikke afsløre udenfor en fortrolig kreds. Masso ved ikke noget, det havde jeg heller ikke regnet med, og han er ikke interesseret. Setto ved lidt mere, blandt andet at den lille mand hedder Sastro, og at han er en af dem i rådet som træffer de vigtigste beslutninger. Jeg ved heller ikke noget om det råd, men det burde jeg vide, som enhver der interesserer sig for samfundets forhold bør vide den slags. Jeg har været alt for lidt interesseret, ligesom Masso, i alt for lang tid. Det kan ikke blive ved, og jeg sætter mig for at blive lige så orienteret og oplyst som man bør være, når man gerne vil arbejde med arkæologi og studere forhistoriens mysterier. Naturligvis foreligger oplysningerne, jeg kan gå på biblioteket og slå dem op, så meget ved jeg da. Det gør jeg så. Vi har en mængde råd, betroet til lige så mange opgaver, det vidste jeg i forvejen. Det råd som Sastro sidder i, ser jeg, er en slags råd for de andre råd, et der modtager forslag og finder ud af om der opstår nye behov som de andre råd kan tage sig af. Det råd skal sørge for at de forskellige råd kan arbejde sammen og supplere hinanden, i stedet for at lave dobbeltarbejde og stå i vejen for hinanden. Sastro har fået så meget tillid og er blevet så respekteret, at han er blevet genvalgt en masse gange, heraf to gange efter at han selv bad om at stoppe. Han syntes det var på tide at træde tilbage og lade yngre kræfter komme til. Det er ikke almindeligt at enkeltpersoner kan komme til at betyde så meget, men alle har været glade for at have Sastro som støtte i vanskelige situationer, og det lader til at man vil gøre meget for at beholde ham, ikke mindst som inspirator for dem der skal tage over efter ham. Han selv er ikke glad for det ansvar han har fået, og har flere gange betonet at den enkelte aldrig må få for stor indflydelse, for så venter de andre bare på initiativ fra vedkommende, i stedet for at tænke selv. Man må altid være skeptisk over for stor tillid til enkeltpersoner, siger han, den er gerne ubegrundet, og den kan være skadelig. I virkeligheden hedder han Sarastro, et navn der kan forkortes på mange måder. Sara og Astro, selvfølgelig, hvor Sara er et pigenavn fordi det ender på a. Der er også Rasto og altså Sastro, Sasto er mere sjældent, og Arast kender jeg kun én af. Han er til gengæld sjov at være sammen med, derfor er han altid omgivet af andre, ikke mindst af piger. Hver gang jeg prøver at være lige så sjov som Arast, mislykkes det. De andre bærer over og synes at det er lidt synd for mig, og det giver ikke så mange piger. Kun dem der synes det er synd, og gerne vil trøste. De findes også.

Analyse

Tilbage