– For de sprog som har et skriftsprog tilknyttet, kan man dele deres skriftsprog op i de fonetiske skriftsprog som beskriver lydene, og de grafiske tegnsprog, som fremstiller betydningen. For tegnsprogenes vedkommende er der ingen kobling mellem tale- og skriftsproget, så flere talesprog kan være fælles om samme skriftsprog, som f. eks. i kinesisk.
I Sprog med tegn for lyde i stedet for betydning kæmper man for at få skriftsproget til at følge med talesproget i dets udvikling. En måde at hjælpe tilpasningen videre på er at bruge hjælpetegn. I form af accenter, apostroffer, skilletegn og andre symboler, hvoraf nogle angiver lyde og andre betydning. Kolon og udråbstegn for eksempel. Den fonetiske tegnsætning i talesproget blev indført af Victor Borge, med hørbare lyde for alle de typografiske symboler, de grammatiske hjælpetegn og dem der bare gør det udtryksløse skriftsprog mere udtryksfuldt. Nu har vores mundtlige formidlere af alt skriftligt videreført princippet, lige fra reklamer over fiktion til nyhedsstof, og lige så konsekvent, men uden at lave mundtegn for hvert komma, punktum, semikolon osv. Man nævner bare skriftens typografiske tegn direkte! Med stor komisk virkning, ofte utilsigtet. At sætte noget i “gåseøjne”, i citationstegn, ofte ledsaget af illustrerende bevægelser med to pegefingre, et primitivt tegnsprog, enklere end piktogrammer, emojies og rappernes talende håndtegn.
Ja, jeg må indrømme, nu har jeg igen sat mig til at høre på et foredrag af en eller anden halvstuderet røver, der skal prøve at kloge sig på vores måde at tale på. Nå, er det bare en der øver sig på et oplæg til en studieopgave. Det må være utilfredsstillende at gøre sig til specialist på et område som alle ved lige meget om. Sproget bruger vi jo alle, sproget former vi alle, sproget forandrer vi alle hver eneste dag.
Jeg kender godt de meget gestikulerende mennesker. De savner tilsyneladende et tegnsprog som de døves, til daglig har de kun to brugbare tegn til rådighed, fingertegnet til gåseøjnene og håndtegnet for telefon, hvor man stritter med tommel- og lillefinger for at illudere telefonrør. Det bliver nok snart afløst af et nyt tegn der mere ligner en mobiltelefon, måske falder det helt væk, nutildags har de fleste en mobil i hånden, i lommen eller i øret.
Citationstegnet hørte måske til den første bølge af “tegn” på typografiens indtog i talesproget. Sammen med at sætte punktum, at understrege, sætte i parentes, tale med store bogstaver. Nyere er vistnok et tilløb til punktopstilling hvor man siger “Et” efterfulgt af en kort pause, men kun sjældent når til “To”. Den for tiden mest brugte typografiske afsmitning i talesproget er spørgsmålstegnet. Hvorfor er netop spørgsmålstegnet blevet så populært, det kan måske hænge sammen med en almindelig tendens til at vælge længere ord frem for kortere, og ordet spørgsmålstegn er jo længere end spørgsmål. Meget talende mennesker, især hurtigtalende, ynder som bekendt at vælge de længste ord blandt flere mulige, sammen med de mange hurtigt anbragte indskudte sætninger, så man bedre kan skjule sig bag talestrømmen og spærre af for samtalepartnerens mulighed for at komme ind. Men det kan også være for at præsentere et flot ordforråd og en rap replik.
Men spørgsmålstegnet, for nu at komme tilbage til det, så kræver det også en mindre grammatisk ombygning af sætningen. Man siger at stille spørgsmål, men nu vi er i typografiens verden, må man sætte spørgsmålstegn, ikke stille det. Det kunne vælte, man ser for sig hr. Skæg bakse med kæmpestore væltende spørgsmålstegn, i typografiens verden havde vi jo også, dengang de fandtes, mere med sættere at gøre end med stillere. Så man siger sætte spørgsmålstegn ved, ikke stille spørgsmål til, eller spørge om. Vi kan tale om en hel rehabilitering for det typografiske fag, der skrumpede så grusomt med teknologiens indtog og især IT-teknologiens fremmarch i 1960-erne og frem, men som nu genopstår i en slangpræget talesprogsvariant. Ikke alene bliver der stillet spørgsmål, der bliver altså også sat spørgsmålstegn, som ikke er til at komme udenom. Spørgsmålstegn i tekst, i skilte, bøjet i neon som man sagde dengang man havde neonreklamer, i pap, plastic og ekspanderet polystyren, og til udendørs brug støbt i bronze, svejset i stålplader skulpturelt og monumentalt som på Dan Turells Plads i Vangede. Og indendørs i bekvem størrelse tænkt som erindringsprydelse til skriveborde og hylder for sejrstrofæer. For ikke at tale om passende anvendelsesmuligheder som smykker i form af ørehængere og slipsenåle.
I mellemtiden havde spørgsmålstegnene vist sig som stærke spillere i arsenalet af selvreplicerende stilelementer, i betænkelig grad mistænkt for også at være en slags organismer, invasive arter, under alle omstændigheder replikatorer af en slags, en afart af memer, kunne man sige. De fyldte op på gader og veje, i folks skuffer og kælderrum, i genbrugscentre og affaldsdeponier. Foretagsomme pensionister og derefter initiativrige lokalpolitikere fremkom med forslag til løsning af spørgsmålstegnsproblemet, af de kritiske selvfølgelig straks ændret til spørgsmålstegnsudfordringerne, men det var også mens der ikke var nærtagende sprogrevsere til stede.
Citationstegnene og parenteserne havde længe været dominerende, som fløjtegn for at markere det der var knap så præcist som alt det andet, som kunne gøre kendsgerninger uskarpe og bløde, tage lidt alvor ud af udsagnene. Angsten for at udtrykke sig præcist. På en vis måde og til en vis grad var de med til at afløse de udtværende og udviskende udtryk som ‘lisom’, sammen med et andet sprogligt blødgøringsmiddel ‘hvad hedder det’ som viste sig uudryddeligt, måske begrundet i behov for at vise at man er ligeglad med hvad ord betyder og ting hedder. Det bruges gerne om noget man ikke synes er vigtigt, eller for at demonstrere uvidenhed.
Sportsmetaforerne var helt uundværlige, man kunne gå efter manden i stedet for bolden, spille på egen eller på modstanderens banehalvdel, få det gule kort, komme i førertrøjen, med den store klinge, her falder kæden af, blive sendt til hjørne, sendt til tælling, overvære anden halvleg i retssager og operaer. Hvordan skulle man uden sportsmetaforerne kunne meddele sig i konkurrerende virksomheders bestyrelser og direktioner, hvortil kom vendinger fra garderobeskabet som at trække i arbejdstøjet, snøre støvlerne og komme frem i skoene eller fra møblementet, fra tilbagelænet til helt frem på stolen.
Fra geografien har vi de varmere himmelstrøg og fra meteorologien de milde vinde og at komme ud i stormvejr. Hver floskel har sin oprindelse, der er kendte eksempler fra litteraturen, men for de fleste fortaber baggrunden sig i det uvisse.
Vi siger hældt ned ad brættet, vi siger smidt under bussen, for det er nu det er smart, om lidt er det for sent. Og vi bruger anglicismer som bliver næsten-oversat, dele viden i stedet for at sprede den, spejle i stedet for gentage, i stedet for at se frem til siger man kigge ind i, i stedet for det lykkedes for ham siger man han lykkedes med, i stedet for at noget skete for øjnene af ham skete det bare foran ham. Og så adressere. Et herligt ubestemt ord, der kan betyde alt fra at sætte den rigtige adresse på et brev og henvende sig til nogen, til at rette opmærksomhed mod et bestemt objekt, forhold eller synspunkt, eller lægge vægt på, bringe på bane og bringe i spil (igen noget med spil og sport), ikke at forveksle med at sætte på spil. Det er jo så frisk at bruge de nye, dejligt uklare og meget mere rummelige udtryk, som ved fravær af præcision kan tilføre de fremsatte bemærkninger mere smidighed, en måde at sikre sig mod at blive taget bogstaveligt, så man bedre kan tage sine ord i sig igen.
Man kan tage slang i brug for at stille skarpt på måden det siges på i stedet for hvad der siges. Og for at vise at man er helt med på det nye, og siger tre gange i streg i stedet for i træk. Og man kan ty til kroppens udsondringer og sige klar i spyttet, og samtidig køre med klatten, vældig bekvemt når der ikke er nogen der kender ordets etymologiske baggrund. Det kan jo være at man ved hvad det betyder i en afgrænset gruppe, som så kan glæde sig over at have noget som kun den gruppe forstår.
Men nu kom de typografiske hjælpemidler til undsætning. Det kunne ikke nok understreges, siges med store bogstaver, parentetisk sagt, sættes i gestikulerede gåseøjne, sættes punktum for. Med en ikke helt Victor Borge’sk fonetisk tegnsætning, det blev kun til tell, not show. Spørgsmålene måtte kapitulere over for deres egne typografiske afbildninger, spørgsmålstegnene. Det diffuse var gjort konkret, til at tage at føle på, i den fysiske fremtoning. En dejlig form forresten, afrundet og slyngende, på spansk endda suppleret med en hovedkuls genpart ved spørgsmålets afslutning, en anerkendelse vistnok intet andet tegn havde opnået, undtagen på russisk og kyrillisk, og i børns første forsøg på at lære at skrive, hvor det ikke betyder så meget hvordan tegnet vender. Og sådan gik det, at de typografiske citationstegn og understregninger fik endnu en styrende makker i talesproget, i skikkelse af det fremstormende spørgsmålstegn.
Nå ja, også på Storm P’s tid, og på Holbergs, morede man sig over sprogets blomster og vildskud, som kun fik kort levetid.