Ved festens begyndelse får alle deltagerne tildelt et lille flag af papir på en pind, alle flagene er forskellige, de er nemlig formindskede gengivelser af de nationale flag som nationerne bruger som markering af deres nationalitet, kendt fra internationale festligheder som de olympiske lege og lignende. Og så skal deltagerne finde ud af hvordan de ved deres flag adskiller sig fra de andre deltagere, og måske endda ud fra det flag forklare hvordan de udmærker sig ved et eventuelt særpræg.
Det er festens optakt. Som ventet udvikler det sig hurtigt ret livligt. De fleste har et nationalt særpræg de kan tage med hjemmefra, det kan de let og ubekymret finde frem til selskabsbrug, den slags paratviden ligger de inde med. Og de er i stand til at parodiere deres eget særpræg, over for hinanden og måske også over for fremmede, det kan de vise med gestikulation og fagter, sådan at ingen skulle være i tvivl om hvad de hentyder til. Forudsat naturligvis, at de ikke tager sig selv og deres hjemland så alvorligt at det ikke er noget man spøger med.
Men det er ikke dagens opgave. Opgaven er derimod at prøve det samme, men med udgangspunkt i det flag man har fået, og det er jo en anden sag. Mon deltagerne kender de andre lande så godt at de kan karakterisere det ved mime og kropssprog, er de nødt til at tage lyde til hjælp, og kan de gøre det uden at fornærme gæster fra det land de prøver at symbolisere.
Man husker at det er et blandet selskab, at det er tilfældigt hvilket flag man får udleveret, at det skulle være mærkeligt om man får sit eget lands flag, at ikke alle kan forventes at være gode til at træde frem nonverbalt, og så bliver det spændende om man kan udtrykke noget forståeligt om det land hvis flag man holder i hånden.
Festens konferencier har lovet deltagerne at de har tre minutter hver til at fremføre deres forestilling, hvorefter tilskuerne har et minuts pause til at føre notat. Det vil betyde at seancen må kunne gennemføres på en time, hvis alle er villige til at være med. Men som det kan gå, er der en del som ikke har lyst. Som ikke kender nok til landet bag deres flag, som er nervøse for at komme til at støde nogen, enkelte hvisker endda til konferencieren at de må afstå, for ikke at risikere ganske voldsomme sanktioner fra et land som ikke tåler den mindste krænkelse, og som er i stand til at reagere på skæve smil med livstidsdomme.
Det må konferencieren anerkende, så da der er gået cirka tre kvarter, kan man gå til at indfange og samle notater, især med henblik på de floskler og fordomme der var fløjet gennem rummet.
Det bliver en fyldig høst. Alle klicheerne er med. Det bliver til ordinære standardudtryk for hvad man plejer at more sig over hos sine nabolande, men også til kærligt humoristiske iagttagelser, lidt for originale til at kunne forstås af alle.
Det bliver også til karikerede påstande der dårligt lader sig begrunde, og slet ikke bevise. Uenigheder opstår som ud af ingenting, og der breder sig hos flere nogle ansigtsudtryk der viser forsøg på at beherske sig, måske for at skjule hvad de pågældende føler men prøver at tilbageholde.
Lige før diskussionerne unddrager sig kontrol og ikke lader sig standse, bliver gulvet ryddet, musikken sat i gang og deltagerne opfordret til dans. Så kan der ikke snakkes mere, og man slipper for den form for nationale uenigheder der bedst udtrykkes fysisk uadreagerende. Sådan lukkes luften ud af den ballon, og resten af festen er der ingen grund til at hæfte sig ved, den bliver nok afviklet som fester normalt bliver, når man alligevel ikke løber ind i en ny kæreste.
I stedet sætter vi os i en stille krog, nu vi alligevel ikke skal være kærester, og diskuterer hvordan vi finder ud af hvorfor så mange interesserer sig så meget for det nationale. Når vi nu ved at det bare er noget man hæfter på det at føle sig hjemme, noget at identificere sig med, noget man føler sig beslægtet med, noget om hvor man stammer fra. At det leder os til at samles om noget følelsesmæssigt, som at være i et rum vi kender. Sammen med hinanden og mellem fremmede.
Hvordan afskaffer vi den voldsomme interesse for nationen. Hvad er nationen for et begreb, ja etymologisk betyder det jo fødelandet, natus er fødsel, native er indfødt, og det kunne give mening i historiske perioder hvor folk ikke flyttede sig særlig meget, hvor der var et vist sammenfald mellem territorium, befolkning, kultur, sprog, og andre betydende livsvilkår.
Men det har forandret sig. Det kan være svært at se klarheden og logikken i nationer, nationale territorier og nationale grænser, når det ikke handler om fysiske landskaber, bjerge og floder, men kun om politisk administrative inddelinger af landkortet, inddelinger som hele tiden flytter sig efter nye aftaler. Se på historiske steder der ikke flytter sig, sammenholdt med landegrænser der lægges om, somme tider flere gange inden for en generation. Trækfugle respekterer ikke nationale territorier og administrative grænser, det gør ingen naturlevende dyr og planter, dyrenes og menneskenes sygdomme heller ikke, epidemier og pandemier slet ikke. Handel og vareudveksling foregår lystigt hen over alle grænser, det samme gør økonomi og finans med alle deres kriminelle undergrupper. Kulturlivet indenfor musik, scenekunst, billedkunst og litteratur knytter sig til folk, folkeslag og befolkninger med hver deres traditioner og sprog, sådan udfolder det sig frit og frugtbart, men hver gang man prøver at indpasse det i nationale rammer går det galt.
Forklaringen er nok, at nationen og nationaliteten kun har en eneste funktion. Og det er at definere rammerne for en gruppe af aktiviteter, som handler om at styre og regulere adfærden hos en befolkningsgruppe, altså det man kalder det politiske liv. Men så kommer vanskelighederne! De begynder med hvordan man definerer disse befolkningsgrupper. Skal det være dem der bebor et bestemt territorium? Så får man problemer med de grupper der rejser meget, langt og jævnligt. Og så får man ballade med de territorier der bebos af et stort antal forskellige befolkningsgrupper. Det kunne man sikkert komme ud over ved at ophæve koblingen mellem befolkning og dens territorium. Altså ophæve begrebet nation. Enhver kan udmærket klare sig uden. Hvem er jeg, kunne man spørge, og svare med noget der beskriver ens baggrund, kultur, afstamning, slægt, sprog, og den rolle man har i fællesskabet og i livet. Det er slet ikke sikkert at man behøver nogen nation for at definere sig selv. Man kan jo se historisk og aktuelt hvor store vanskeligheder der kan være ved at danne nye nationer.
Naturlige grænser, siger man, men hvad er naturligt. Er det noget der knytter sig til gruppen, befolkningen, folket om man vil, eller er det nærmere noget der knytter sig til terrænet, geografien. For befolkningens vedkommende kan det være sprog, kultur og levevis der gør forskellene, for terrænets vedkommende kan det være bjerge, floder og andre markante barrierer. Men nationer, i den betydning vi almindeligvis lægger i ordet, altså statsdannelser, hvilken betydning har de, hvordan kom de ind i billedet? Begrebet er ikke ret gammelt. Man havde noget i oldtiden, men da betegnede det områder, landskaber beboet af folk, og ellers uden selvstændig betydning. Byer havde betydning, og de nærområder, kunne de kaldes, som byerne hentede deres ressourcer fra.
Først da byernes indflydelse voksede, sådan at deres geografiske interesseområder stødte sammen, begyndte man at tale om geografisk fastlagte administrative enheder, det som vi forstår ved nationer. I de oldægyptiske dynastier, i riget i midten som det kaldtes, og i det romerske imperium, var det magten, statsmagten, der styrede så langt indflydelsen rakte. På det moderne verdenskort ser man flere steder landegrænserne trukket som rette linjer, hist og her endda rettet ind efter verdenshjørnerne. Man har altså opgivet at finde naturlige grænser mellem befolkninger eller mellem landområder. Så må de politisk administrative hensyn have været enerådende, afsløret ved en skrivebordsgeometri lagt ned over ukendt land. Man har bevidst overset de faktiske forhold på stedet, både med hensyn til den eksisterende befolkning og den eksisterende geografi.
Det viser noget om hvor man syntes magten skulle ligge. Hvis man gjorde det mere naturligt, og lagde grænser ud i landskabet så godt man kunne svarende til folkene der boede i det, fik man omvendt et meget kompliceret landkort ud af det, som en tydelig afspejling af alle de meget bevægelige lokale interesser, og af de forhandlinger og kompromisser der måtte indgås.
Når man betænker den funktion, nationalstaterne og de nationale grænser har, hvor lille en rolle de spiller i samfundslivet bortset fra de politiskadministrative rammer, må man undre sig når man ser den betydning de tillægges i fænomener som f.eks. mesterskabsturneringer i sport, fjernsynets vejrudsigter, rapporter om ofre ved katastrofer i fjerne lande med fremhævelse af landsmænd der yder en ekstraordinær indsats.
Og så maneren med altid at bruge en nationalitetsbetegnelse om en befolkning, selvom den er blandet, sammensat og multinational. En underlig virkelighedsfornægtelse. Hele den nationale selvhævdelse og patriotisme bør der gøres noget ved. Heldigvis er det ikke så slemt her som mange andre steder rundt i verden.
Det er bare sådan vi tænker.