Han var næsten færdig med skolen, skulle nyde en helt ny frihed, og tænkte at han nok hellere måtte begynde at spekulere over hvad han skulle bruge sådan en lokkende og lovende fremtid til, med ubegrænsede muligheder. I de senere år var han blevet vant til et øgenavn, tildelt af andre elever og vistnok også nogle af lærerne. I omtale påhæftet øgenavnet Stor-dum-dreng, hvilket var sluppet ud, selvom de fleste havde forsøgt at holde tæt. Det havde dog ikke gjort indtryk på ham, ligesom heller ikke andet i skolen havde fanget hans interesse.
Fagene faldt ham let, og hans måde at løse opgaver på var tit utraditionelle, fordi han sprang mellemregninger og forklaringer over, gik direkte til løsningerne, og adspurgt svarede “Det ved jeg bare.” Da han på den måde gang på gang kom frem til de ønskede resultater, omend med originale metoder, blev han undersøgt for særlige forudsætninger, som man normalt tillagde højt begavede elever, en kategori som ingen var kommet i tanker om at placere ham i.
Skolepsykologerne udsatte ham for prøver og undersøgelser med og uden spørgeskemaer til afkrydsning, uden at kunne pejle nogen bestemt kurs og fart til at navigere med i hans tanke- og talestrømme.
Når han alligevel affandt sig med sit øgenavn, kunne det skyldes hans erfaringer med at komme klodset ind i grupper, vennekredse og selskaber, og komme lige så klodset ud igen. Måske fordi han havde svært ved at overholde sædvaner og normer for god opførsel og høflig omgangstone.
Vel ude af skolen var han stadig nysgerrig på flere områder som skolen ikke havde bibragt ham nogen viden om. Han var klar over at noget hed uddannelse og noget hed erhverv, at alle skulle i arbejde for det var den eneste vej til anerkendelse, og det kunne uddannelse stå i vejen for. Til gengæld var uddannelse sjovere, når man lige kom gennem den kedelige del, og fik fat i noget man kunne forske i og udvikle ny viden om. Han var også klar over at den vej kunne være trang, når man ikke forstod at indynde sig hos de egentlige beslutningstagere, men i stedet kom til at modsige dem under de mest uheldige omstændigheder.
Praktik – det var måske vejen. Komme ind i miljøer hvor man kunne diskutere engageret og ivrigt, og fremføre synspunkter som kunne brydes mod andres. Det behøvede ikke være fagligt som i et studiemiljø, det kunne lige så godt være steder hvor man diskuterede af hjertens lyst, med eller uden baggrundsviden og andre forudsætninger, men hvor man kunne afprøve umiddelbare holdninger og overbevisninger gjort som indsats og sat på spil. Det var en mulighed, kunne være underholdende, måske endda lærerigt.
Hvilke diskussionsmiljøer kunne leve op til den slags forventninger? Hvad med at kigge indenfor hos trossamfundenes studiekredse i bibellæsning, eller i moskeernes koranskoler? Ved tanken alene føle en kvælende klaustrofobi, og i øvrigt blive smidt ud når man ikke kender reglerne. Mage til fordomme, her var ikke megen diskussionslyst! Nå nej, det var nok lige så meget hans egne fordomme. Ikke meget bedre i holdsportens fanklubber, risikere bank ved at gå med en forkert trøje! Havde man hørt. Også fordomme?
Men var der steder hvor man modtages med åbne arme, og med slogans som “højt til loftet og langt til døren!” så kunne det være de politiske ungdomsorganisationer. Det lød rigtig godt, lige noget for Stor-dum-dreng. Hvad med at undersøge dem én efter én. Han besluttede at prøve dem af med en detalje, ikke for at anfægte principper, men for at teste miljøernes åbenhed. F. eks. foreslå nye måder at løse kendte opgaver på. Hvad kunne være bedre egnet end et kedsommeligt emne som skat.
– Her i landet har vi progressiv skat, sagde han. – Det er der vist enighed om.
Her mødte han den første forhindring. I et parti hvor flad skat var parolen. Han bad dem forklare hvad de forstod ved flad skat.
– Det du taler om, sagde han, – er ikke flad skat, det er proportionalskat.
– Nej, hør nu her. Først regner man beskatningsgrundlaget ud. Det er din indkomst minus dine fradragsberettigede udgifter. Så beregnes din skat som f.eks. 40 procent af beskatningsgrundlaget. Det er flad skat.
– Som jeg siger, det er proportionalskat. Den stiger proportionalt med beskatningsgrundlaget. Hvis du vil have flad skat, skal den ikke stige med indkomsten, så skal den ligge på et fast beløb for alle, f.eks. 60.000 eller 100.000 kroner om året.
– Det kunne lyde som en rigtig god idé, men det vi forstår ved flad skat, det er når den er 40 procent hele vejen op, og der ikke kommer nogen topskat oveni.
– Det er muligt. Altså ét langt proportionalstræk, uden knæk på kurven.
– Netop.
– Så vælg et bedre navn til den end flad skat, for det passer ikke, den stiger bare bare jævnt, uden knæk.
– Og det kan vi leve med.
– Princippet i progressiv skat er jo, at de store indkomster skal beskattes forholdsvis mere end de små. Ikke kun proportionalt, men progressivt.
– Altså med en højere beskatningsprocent?
– Netop.
– Det har vi allerede. Vi har en topskat, og den skal væk!
– For at få en fornuftig beskatning hvor de store skatter beskattes forholdsvis mere end små, er det nødvendig med en progressiv skat. Men det behøver ikke være med en topskat, som bare betyder et knæk mellem to proportionalstræk. Det skal være med en kurve der stiger jævnt, uden knæk.
Her blev han afbrudt, der var måske højt til loftet men ikke langt til døren, og han blev bedt om at forlade mødet.
Nøjagtig samme fremgangsmåde forsøgte han i endnu en politisk ungdomsorganisation, og nåede nøjagtig lige så langt i sin fremstilling, men blev standset da han foreslog erstatte de knækkede proportionalstræk med en andengradsfunktion.
– Det er for kompliceret! Andengradsligning? Er du klar over hvor mange almindelige mennesker der blev immune mod den slags i deres skoletimer? Vores vælgere skal kunne regne deres skat ud med kuglepen på bagsiden af en kassebon!
– Vi kan da ikke undvære topskatten! indskød en anden. – Den har vi brug for! Den giver vælgerne noget at slås om mens vi ordner det vigtige!
– Altså en afledningsmanøvre. Den kan undværes helt. Diskussionen om topskat bliver overflødig. Nu skal jeg forklare nærmere, det er ikke kompliceret, det er noget enhver kan forstå. Beskatningsgrundlaget fremkommer som den faktiske indkomst minus de fradragsberettigede udgifter. Begge dele behandler vi som sædvanlig, efter en mængde møjsommeligt udarbejdet, færdigforhandlede og anerkendte principper, så lad os et øjeblik holde fradragsreglerne udenfor. Beskatningsgrundlaget er det, som indkomstskatten skal beregnes efter. Og her ønsker vi så en progressiv skala til at beregne indkomstskatten.
En mulighed: Oven i proportionalstrækket på f.eks. 40% lægger vi et lille progressionstillæg, beregnet som en andengradsfunktion, hvor grundtallet, beskatningsgrundlaget, ganges med sig selv. Det er for såvidt en simpel andengradsligning, hvor grundtallet er den variable, da forskellige folks beskatningsgrundlag som bekendt varierer, og eksponenten er en konstant, i dette tilfælde 2, det er jo en andengradsfunktion. Vi kan vælge en anden eksponent, behøver ikke være et helt tal, den skal bare være større end 1. Men tallet 2 er jo lettere at regne med på din kassebon end f.eks. 1,54 eller 1,97. Vi kunne også erstatte det kombinerede proportionalstræk og progressionstillæg helt med en ren eksponentialfunktion, stadig med grundtallet som variabel, nemlig beskatningsgrundlaget, og en eksponent som konstant, større end 1, måske bare lidt større. Skatteministeriets regnedrenge kan hurtigt præstere nogle eksempler, der kan anskueliggøre over for politikerne hvad forskellige satser ville betyde for skatteprovenuet til staten, og for skattetrykket på skatteyderne. To metoder at vælge mellem, en blidere og en skrappere, ikke sandt, og indenfor hver af metoderne kun én knap at skrue på, eksponentens størrelse og dermed progressionens styrke! Kan du se mulighederne? Den model du vælger kan installeres på enhver lommeregner og mobiltelefon. Du behøver ikke engang vente, der vil lynhurtigt fremkomme apps som gør hele arbejdet for dig, dem bliver du bombarderet med af folk der vil tilbyde dig alverdens tjenester, mod at få adgang til din og alle dine kontakters ustyrlige trang til overforbrug!
Hvis han nu havde været oplært i brancher hvor man nogle gange må vente på en købers beslutning, ville han indlægge den korte pause, der somme tider skal til for at hjælpe en sådan beslutning på vej. Men den fornemmelse for andres overvejelser hørte ikke med i hans repertoire for omgang med andre, så han fortsatte uden afbrydelse med endnu et forslag.
– En dag, ikke lige med det samme, men om måske en årrække, når tiden er moden, kunne I få behov for en politisk mulighed for at introducere endnu en forbedring. Man kunne gøre også eksponenten variabel! Kan I se mulighederne? Så bliver alle glade endnu en gang!
Og han så blik blive tomme og hørte stemmer blive matte.
– Undskyld, blev der sagt, – men så har vi jo mistet hele den herlige diskussion om topskat?
– Det hele bliver bare meget enklere. Kan du se det? Skattepolitikerne får kun tre ting at slås om: Skattefradrag, bundgrænse, og eksponentens størrelse! Hvilken frihed fra alle teknikaliteter, hvilken frihed til at drive politik! Intet stormløb mod topskatten, ingen angst for grænsen mellem proportionalstrækkene, det hele bliver bare mere retfærdigt, ikke noget at brokke sig over!
– Jaja. Men så ser du helt bort fra det vi bruger de mange små diskussioner til! Dem skal vi bruge til at parkere utilfredsheden, til at fylde avisspalterne og nyhedsprogrammerne!
– Så I bruger altså helt bevidst digression og afledning, I vil vildlede vælgerne? Det skulle I holde jer for gode til. Det speciale er de meget bedre til i helt andre partier, har jeg lagt mærke til!
Og han gik derfra, forlod mødet uden at gøre rede for en helt anden ting de snarest måtte se at lave om på, nemlig den utroligt klodsede men almindeligt udbredte måde at afregne alle mellemværender på i finansår, skatteår, andre år og perioder med varighed som år, måneder og uger, somme tider endda med flerårige perioder. Fuldstændig unødvendigt, for beregningssystemerne kunne uden problemer håndtere alle de pludselige variationer der kunne forekomme i indkomst, og alle forandringer i fradragsberettigede omkostninger, og deraf følgende beskatningsgrundlag, så man altid ville være ajour på daglig basis og aldrig komme bagud med forpligtelser og tilgodehavender. Det kunne programmerne sagtens klare, måske ikke helt det samme med personalet der stod bag, som vel nok skulle opgraderes sammen med deres antikverede maskinel, men absolut ikke med de nuværende politikere og andre beslutningstagere, herunder endda de politiske ungdomsorganisationer, som selvom også de kun var mennesker, dog burde være en smule bedre orienteret mod fremtiden og mulighederne end de gamle. Og han forlod mødet med følelsen af igen at have optrådt forkert, og igen uden at føle sig ret meget hævet over sit gamle prædikat som klassens store dumme dreng.