Det var ikke den mest frie form for opdragelse han var blevet tilbudt i sin barndom. Som den sidste i en række drenge, som der var otte af. Men ingen piger, til utrøstelig sorg for deres mor. En lillesøster til drengene havde hun altid drømt om, en hun kunne nusse med og pusle om og komme tættere på end de uregerlige vildbasser, en hun kunne alliere sig med i et fællesskab som undertrykte i hjemmets atmosfære af maskulin overmagt, det var hvad hun kunne ønske sig. Faren derimod, han var vældig tilfreds med sin hær af undergivne som kunne formes i hans eget billede, i det mindste underkastes forsøg derpå, efter hans vilje.
Den sidste, lille nye i flokken, havde som de andre børn heller ikke på nogen måde været planlagt, det var vilkårene her som i så mange andre familier, hvor der ikke blev spekuleret så meget over hvordan de mange børn skulle forsørges, som hvordan de kunne bidrage til familiens indtjening og velstand. De ældre af drengene var allerede tildelt passende opgaver i farens virksomhed, en driftig håndværksvirksomhed med tømrer- og snedkerarbejde som hovedfag. Her kunne drengene tidligt feje savsmuld og høvlspåner og senere slibe økser og stemmejern, mens de lærte lydighed og arbejdsdisciplin i et miljø så autoritært som i en munkeorden.
Selvom moren i det skjulte legede med den lille dreng som om han var en pige, klædte ham i kjole og gav ham sløjfer på, lykkedes det ikke for hende at mildne de karaktertræk og tilbøjeligheder hos barnet som så udpræget og umiskendeligt afslørede ham som dreng, trods alle forklædninger. Han elskede mudder, vandpytter og jordrutsjebaner mere end sit pæne tøj, klatrede i træer med kjole og forklæde og maste sig gennem alle forhindringer trods alle formaninger, og pådrog sig lige så mange rifter i tøj, på knæ og albuer, som hans brødre i forvejen havde gjort til familietradition.
Ligesom faren havde oplært sine sønner til hjælpere og efterfølgere i sit fag, gjorde han det samme for dem indenfor sin bibeskæftigelse. Han var nemlig byens spillemand og kapelmester, stillede med sit orkester op til alle former for sammenkomster, fester og forsamlinger, bal og familiedans, og i sommerhalvåret ved promenadekoncerter i eget arrangement. Her var det også hans hensigt at drengene skulle indgå, hvorfor de blev instrueret i at spille på alle instrumenter, fra violin og bas over fløjte og klarinet til alle størrelser af messinginstrumenter, foruden naturligvis klaver og slagtøj. Den autoritære ledelsesform i hjem og på værksted blev til punkt og prikke videreført i den musikalske virksomhed, og brødrene imponerede byens borgere, som var gæster ved alle former for sammenkomster og koncerter. “Mage til behændighed!” blev der sagt, når drengene på skift afløste hinanden ved instrumenterne, som alle var til fælles og ingen til personlig afbenyttelse. “Men når de bliver forkølede, bliver de det alle på én gang.”
De samme krav som til håndtering af sav, fil og høvl, til håndtering af violin, fløjte og trommer, blev stillet til læsning og gengivelse af musikkens forskrift, nodebladet. Den største akkuratesse og præcision blev forlangt, og selv efternøleren, da han var sluppet ud fra den moderlige omklamring, var tidligt i stand til at gengive nodetegnene i lyd, uanset hvilket instrument han blev bedt om at udføre det på. Selv med kornetten, valdhornet og tubaen, som kunne forekomme i de mest forskelige stemninger, kunne han ramme tonerne som de skulle lyde, om de så var noteret E, A, F, eller Bb. Heller ikke C# eller Ab voldte ham besvær, for som han sagde: Du læser bare som om det står i tenornøgle, og smider to fortegn væk. Sådan eller på lignende måde kunne han klare enhver pludselig overgang fra f.eks. en Eb-klarinet til en F-tuba.
Som improvisationen var hans hjælper når det drejede sig om transponering mellem tonearter, var den ikke lige så hjælpsom da han senere blev ansat i et internationalt anerkendt symfoniorkester. Som musiker og solist på ét hovedinstrument, dog med pligt til ved behov at alternere med ét andet. Her mærkede han arrene efter sin autoritært styrede opvækst. Ting der aldrig havde været til diskussion, blev nu genstand for minutiøs bearbejdning ved lange prøver og intense bestræbelser på perfektion. En helt ukendt arbejdsform for den i forvejen perfekte musiker, der som hidtil leverede sine ulasteligt nodetro gengivelser af smertende adagio passager, spændingsfyldte crescendi, stimulerende accele- og decelererandi og ophidsende presti prestissimi. Alt leveret i fuld overensstemmelse med nodematerialet, hvori den verdensberømte komponist havde lagt sine komplette instruktioner om værket og dets fremførelse.
Så stor respekt for komponistens anvisninger lagde den strengt autoritært opdragede og perfektionistisk indstillede musiker i arbejdet, at det ind imellem kunne komme til irettesættelser fra en ligeledes verdensberømt maestro, der på et givet tidspunkt betrådte dirigentpodiet og stræbte efter den rette klang og balance mellem de forskellige klangbærende grupper, og efter den yderste præcision i de organisk bevægelige rytmiske og dynamiske udviklinger. Når en uenighed opstod mellem en sådan med rette anerkendt personlighed og den perfektionerede solist, hvortil personligheden forsøgte at overføre sin musikalske fornemmelse for en passage og dens frasering, affrasering, betoninger, staccati og portamenti, kunne denne solist i medfør af sin målrettede opdragelse og sin grundige uddannelse finde på stilfærdigt at tage komponisten i forsvar over for maestroen ved en kølig konstatering:
– Det står skrevet.
Muligvis var han ikke klar over at han benyttede sig af et citat. Det står skrevet, en sætning som han havde hørt så tit i sin barndom og ungdom, som nøglen til alt. Til alt som skulle fremstilles i værkstedet, ud fra tegningerne og beskrivelserne til det skab, den trappe, det sommerhus, den kontor-, fabriks- eller beboelsesbygning der skulle leveres. Det står skrevet, i anvisningen, vejledningen, projektbeskrivelsen. Endnu fjernere forestillede han sig, at det igen kunne være et citat, stammende fra skriftkloge og bibeltro fundamentalister, som ikke tog skriftsteder og lignelser som allegorier, men som umisforståelige udtryk for Guds vilje. Måske havde han heller ikke gjort sig mange tanker om at tolkning af det skrevne var gjort til genstand for intense drøftelser op gennem hele historien, om hvilket forhold et udsagn og dets betydning kunne have med hinanden, ikke mindst om et udsagn der var skrevet ned. Det står skrevet, det skrevne er uantasteligt, mere troværdigt end det talte ord. En holdning til det skrevne lige så gammel som selve skrivekunsten, hvis udbredelse medførte store og skadelige virkninger for det talte ord, og dermed også på respekten for mundtlige aftaler.
I orkesteret måtte den skrifttro solist genoptrænes i lydhørhed for synlig og mundtlig kommunikation, da musikalsk samspil mere foregår i nuet end efter indgået kontrakt. Dirigentens som opgave var at forene de individuelle stemmer i en samklang, etymologisk med et andet ord: symfoni. Altså måtte den autoritært skolede musiker tage sin anden møjsommeligt tillærte egenskab til sig, værkstedets evne til gnidningsfrit samarbejde, i respekt for det store fælles mål, og i anerkendelse af det overblik, som kun en håndværksmester og en maestro kan være i besiddelse af.
Sådan blev “Det bliver vist”, med kropssprog og gestik, til et nyttigt korrektiv til doktrinen “Det står skrevet”.